Qué pasó – Kristian Lilholt koncert
Kristian gav sammen med sit ensemble en fyldt Margrethekirke en fantastisk koncertoplevelse den 20. januar. 5 mand høj formåede de at synge og spille, så temperaturerne røg i vejret på en ellers kold fredag aften. Det var tydeligt, at Kristian og slæng følte sig hjemme kirken, hvor de optrådte for fjerde år i træk. Der blev fortalt historier og delt anekdoter imellem numrene, og til afsked lod Kristian et ønske flyde ud om, at det ikke måtte være sidste gang, truppen optrådte på scenen i Margrethekirken.
Dansk dødsfald på Nerjas klipper
En 81-årig dansk turist mistede først på ugen livet, da han mistede balancen og faldt ned fra en af Nerja-provinsens stejle klipper. Manden var på ferie med sin kone i deres autocamper, som de havde parkeret ved stranden ”Las Alberquillas” i Maro for at gå en tur i den smukke natur, der er et populært udflugtsmål. De nærmere omstændigheder bag ulykken kendes ikke, men det formodes, at den ældre dansker var lidt for dristig og har bevæget sig væk fra gangstierne og for langt ud på klipperne, hvor han har mistet fodfæstet. Efter ulykken løb konen tilbage til parkeringspladsen, hvor andre campister hjalp hende med at slå alarm.
5.000 briter har pakket sammen
I løbet af 2015 – altså før det så omtalte ”Brexit” – mistede Málaga-provinsen 5.240 residenter. Faldende købekraft, skattepres og alderdom er de tre hyppigste årsager for briterne til at opsige deres status som residenter i Spanien. Antallet af de faldende residenter skal dog tages med et gran salt, for flere briter ønsker ikke længere at være residenter for dermed at undgå at skulle opgive samtlige deres aktiver til de spanske myndigheder. Denne gruppe bor typisk delvist i Storbritannien og Spanien.
Pædofil skolelærer melder sig selv
Først blev han frikendt, men blot få timer senere tilstod han sin forbrydelse. En 40-årig skolelærer i Torre del Mar blev i december mistænkt og anklaget for at have befamlet tre mindreårige piger. Pga. tvivlsomme vidneudsagn og manglende beviser blev han ikke dømt, men skyldfølelsen kunne han ikke leve med. Derfor meldte skolelæreren sig selv på politistationen få timer efter at have klaret frisag, hvor han tilstod at have befamlet de tre piger plus en række andre elever i alderen ti til elleve år. Skolelæreren erklærede sig psykisk syg overfor politiet og bad om at blive fængslet for at komme i behandling. Den nu anholdte lærer er gift og familiefar.
Nerjas borgmester hænger i tynd tråd
Det er ikke længere nogen hemmelighed, at PP og Ciudadanos i Nerja drøfter mulighederne for at vælte PSOE’s borgmester i Nerja, Rosa Arrabal. Efter 20 år med absolut flertal til PP kunne de fire oppositionspartier efter sidste kommunalvalg samle mandater til en alternativ lokalregering. Derfor ledes Nerja i dag af en firkløverregering med PSOE, IU, Podemos og Ciudadanos. Samarbejdet og resultaterne har imidlertid ikke vist sig tilfredsstillende for Ciudadanos, som alvorligt overvejer at trække sig, for i stedet at danne ny regering med Partido Popular. De næste par uger vil afklare den politiske uro i Nerja.
Tyren er ikke nationalsymbol
Spansk højesteret har i denne uge slået fast, at tyren ikke er et officielt nationalsymbol. Dermed sætter retten en stopper for de utallige sagsanlæg, der har været mellem virksomheder, der bruger tyren i deres logo og markedsføring. Det bedst kendte eksempel er sagen med brandyen Osborne og gaveartikelproducenten Badtoro. Højesterettens beslutning betyder, at alle virksomheder nu frit kan bruge tyren i deres markedsføring.
Den andalusiske sjæl sælger
Interessen for det nye turistprojekt mellem Málaga, Sevilla, Granada og Córdoba er så stor, at de fire byer, sammen med Junta de Andalucía, har besluttet at investere yderligere 200.000 euro i deres fælles projekt ”Andalusian Soul” for 2017. På den nyligt overståede turistmesse Fitur i Madrid fremlagde de fire byer deres samlede plan. Med det nye budget vil projektet være præsenteret på de store turistmesser i Shanghai, Tokio og Buenos Aires samt en lang række arrangementer for branchefolk i USA, Canada, Kina, Korea, Japan, Indien og Latinamerika. Konceptet bag Andalusian Soul går på samlet markedsføring på fjerne markeder, hvor hver enkel by hidtil har stået svagt.