Donald Trump sejrede – og det gjorde han måske netop med stemmerne fra dem, som Hillary Clinton påstod at tage hånd om. De mange amerikanere, som er blevet tabt på gulvet i globaliseringsræset. Dem uden job, uden hus og hjem – og uden tro på fremtiden. Selv DSU Københavns formand, Nilly Taheri, kom noget slukøret hjem fra en måneds kampagnerejse i USA, hvor hun som frivillig bakkede Clintons kampagne op: “Det var decideret ubehageligt at være på demokraternes kampagnekontor på Manhattan. Der var en gennemsyrende stemning af selvtilfredshed, bedrevidenhed og en total afvisning af at forsøge at forstå, hvorfor så stor en del af deres landsmænd støttede Donald Trump”. Og ja, amerikanerne har, ligesom resten af verden, tror jeg, behov for, at der bliver rystet godt og grundigt op i tingene. Ligger der en konflikt i, at en mand som Donald Trump nu kan sætte sig til rette i det ovale værelse? Bestemt! Er det en konflikt, at briterne forlader EU? Ja da! Er borgerkrigen i Syrien udtryk for konflikt? Absolut! Og konflikt er nødvendig. Konflikter opstår og manifesterer sig i vores bevidsthed for at råbe os op. Nøjagtig ligesom sygdom er et opråb fra kroppen om, at der er noget galt med den måde vi lever, tænker, nærer os… Eftersom vi ikke har ageret i tide, handler det vel nu om at reagere. Og her er vi mennesker blevet kolossalt sløve. Jeg har ikke nogen direkte linje til den, dem eller det, som har skabt os, men mon ikke, der rynkes bryn deroppe – noget så eftertrykkeligt. Vi lader stå til, holder os for ørene og lukker øjnene. Jo mere vi gør det, jo større konflikter står vi overfor. Selvklart!
Tilbage til valget i USA. Det var et valg mellem to upopulære kandidater, men bare det at medierne under hele valgkampen var imod Trump, fik mig til at føle, at han måtte være det bedste valg. Spændende bliver det i hvert fald at iagttage manden, når han i næste måned for alvor trækker i arbejdstøjet. Og ja, det tror jeg rent faktisk, at han gør.
Tænk at være spindoktor for Trump… Det må da være verdens mest stressende job. Man ville være monsterpresset 24/7.
Forunderlige liv – TAKE 144: Public service
Og ja, Trump vandt og medierne tabte – igen. Endnu en mulig årsag til at flere og flere bytter de sidetunge etablerede nyhedsformidlere ud med de sociale medier. Det har selvfølgelig fået foreningen af traditionelle mediefolk, Danske Medier, op i det røde felt. De føler sig truet på deres daglige brød. Med rette – og på tide. De kalder nyheder delt på bl.a. Facebook for ‘falske nyheder’ – og mener, at “det er et demokratisk problem”. Men hvem skal egentlig bestemme, hvilke historier der er sande, næsten sande og hvilke der er det rene sludder? At tro, at man med et diplom fra Journalisthøjskolen i hånden automatisk, som en slags sandhedens forlængede arm, kan agere nyhedscensor, er monstrøs selvovervurdering. Hvad med at vise nyhedslæserne bare en smule tillid til, at de selv kan sortere skidt fra kanel?
Valget i USA viste i hvert fald, at sidetung formidling kan give bagslag på samme måde, som når jubeleuropæernes overbegejstring for EU blot gør skeptikere endnu mere skeptiske.
Lad de sociale medier køre nyheder, mens DR leger Netflix, for det er de noget bedre til end at bedrive public service. Og det spækker samtidig godt i statskassen. Tillykke til DR med Emmy-hæderen!
Forunderlige liv – TAKE 145: Anders’ folketingsvalg
At der ‘reelt set har været et folketingsvalg’, er en kæk kommentar, men ikke desto mindre rigtig. Vælgerne har ikke været ved urnerne, men i folketinget er der truffet et valg af de mennesker, som danskerne har valgt til at besidde de 179 pladser. Venstre har valgt at få assistance fra sit parlamentariske grundlag. Og det er nok ikke helt dumt. Og et eksempel som kunne følges her i landet. For ville Rajoy-regeringen ikke være mere bæredygtig og langtidsholdbar med nogle Ciudadanos-folk ombord? Jeg tror det, og det ville flytte spansk politik ind i en ny æra, hvor der slækkes på de skarpt adskilte partilinjer, som næppe kommer befolkningen til gode i så stort og komplekst et land. Er jeg skuffet over, at en ministerbil slugte kravet om de 5% af topskatten? Ja, for jeg kan godt lide, når folk tør at stå fast på deres holdninger. Omvendt tror jeg, at Danmark får økonomisk glæde af LA’s regeringsdeltagelse. Skal vi ikke komme videre, og ønske Løkke, Rajoy og Trump et godt nyt arbejdsår?
Forunderlige liv – TAKE 146: Polvorones og andet julestads
Jeg kan simpelthen ikke lide polvorones. Det har jeg bare ikke fået lært. Jeg husker min første jul her i Spanien; på min stamrestaurant gav ejeren, Salvador, mig hver dag i december en polvorón, som jeg hurtigt stoppede i lommen, så han ikke opdagede, at jeg ikke kunne lide den. Så kom jeg i tanke om, at jeg jo hellere måtte lade som om jeg havde spist den ved at lægge cellofanpapiret sammenkrøllet på bordet. Det afstedkom så to ting: 1. Jeg havde tonsvis af klistret pulver i mine frakkelommer, og 2: Salvador opfattede det sammenkrøllede cellofanpapir, som om jeg virkelig godt kunne lide polvorones – og så fik jeg endnu flere… Selvom jeg har boet i Spanien i mange år, vil jeg altid være det: En dansker der bor i Spanien. Og nej, jeg kommer nok aldrig til at kunne lide polvorones eller tyrefægtning eller Sevillanas-kjoler for den sags skyld, men jeg elsker at være en del af det spanske samfund, og jeg glæder mig over at leve i en multikultur, der fungerer ganske godt. Et præmieeksempel på det multikulturelle samfund, som dog næppe kan følges andre steder, fordi de ikke har Costa del Sols helt særlige karakter.
Nu vil jeg give mig selv et slow-fix ovenpå et meget hektisk år; hente kassen med julepynt, tænde stearinlys og pille en appelsin.
Glædelig jul!
he
Af Helle Espensen