Min gode veninde Susanne, der også er læge, spurgte mig, om ikke jeg ville komme opleve, hvordan det er at praktisere et helt andet sted, end vi er vant til. Selvom jeg de seneste år ikke har arbejdet som praktiserende læge, må jeg blankt erkende, at det var muligheden for at rejse til Grønland, der trak lige så meget som chancen for at se ”lægelivet” an igen. Men det var en god og afslappet måde at blive eksponeret for jobbet igen, uden at jeg stod til ansvar for nogen, hverken patienter, arbejdsgiver eller mig selv. Jeg observerede bare. Jeg var hos Susanne i Nuuk i næsten 11 dage, før jeg tog videre til Qegertarsuaq, der, selvom det er den største by på Diskoøen, er et relativt fjernt sted. Der er veje i byen og biler, men man fornemmer, hvor øde og afskåret det er om sommeren, når alle hundeslæderne bare står på græsset foran husene og venter på det første snefald. I udkanten af alle de byer jeg besøgte, var der nogle kæmpe områder, hvor hundene boede. De har deres små hundehuse og kæder der rasler, og af og til starter der en symfoni af hvinen og gøen. Det er lidt alarmerende første gang, man hører det, men de fleste hunde ser sunde og fornøjede ud.
I Qegertarsuaq bestilte jeg en hundeslædetur. Det er det eneste sted, det tilbydes om sommeren, og man skal selv vandre op til toppen af bjerget bag byen og op til gletsjeren. Selve vandreturen var omkring 900 højdemeter. Det var en hård vandring men absolut det hele værd at opleve disse imponerende dyr i deres rette element, og udsigten var helt ubeskrivelig.
Fra Qeqertarsuaq sejlede jeg til Aasiaat, en relativt stor by med et lille hospital og en kæmpe fiskeindustri. Her havde jeg kun ca. tre timer at udforske i, så jeg hoppede i en taxi og bad chaufføren om at køre mig rundt for ca. 200 kr. og fortælle alt, hvad han vidste om byen. Det var et lykketræf, dels fordi han talte utroligt godt dansk, men også fordi han syntes, det var sjovt, og han var stolt over at kunne vise sin by frem, tror jeg.
Det er det bedste ved at rejse; at have tid til at fordybe sig i et sted og dets kultur. Læs avis, tal med så mange som muligt, gå rundt i gaderne etc., så mærker man folket på en hel anden måde.
Da jeg besøgte den lille Paradisbugt, lå der et isbjerg og boppede rundt – det var jo et smukt syn. På min vandretur derud mødte jeg en mand, der netop havde været ude at løbe den rute, jeg gik. Han fortalte, at han havde været en tur i vandet, når nu vejret var så skønt. Det, tænkte jeg umiddelbart, lød helt skørt, men da jeg selv nåede frem til den lille beskyttede bugt med det krystalklare vand, besluttede jeg mig for at prøve. Nede ved stranden mødte jeg en anden mand, som jeg kendte fra sejladsen nogle få dage forinden, og vi blev enige om at springe i begge to. Det var trods alt sikrere, hvis nu en af os skulle få kramper eller lignende. Jeg har altid været eventyrlysten og måske også lidt ”vild”, men altid sikker. Det var en fantastisk sjov oplevelse, selvom vandet var meget koldt! Jeg har besluttet mig for, at jeg skal sige ”ja” til så meget som overhovedet muligt!
Jeg var aldrig bange på mine ture eller vandringer, men den første aften jeg boede på hotel Arctic i Ilulissat, oplevede jeg noget lidt ”spændende”. Der er hundeslædehunde i små røde hundehuse ude bag hotellet, ned mod vandet. De står altid bundet, og der er store skilte alle vegne om, at man IKKE må nærme sig hundene. Da jeg skulle op til restauranten om aftenen, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en kæmpestor slædehund. Han var meget interesseret i mig, og gik flere gange lidt varsomt hen imod mig. Jeg måtte ”mande” mig op og sagde bestemt til den, at jeg ikke ville have besøg. Da jeg kom ind igennem døren til receptionen, trak jeg vejret lidt dybere, og spurgte så, om det var med vilje, at der var en hund løs? Jeg forestillede mig, at det måske ”bare” var en sød kælehund, som fik lov til at vandre frit, fordi den havde et særligt forhold til kokken eller lignende. Der gik ikke meget mere end 10 sekunder, før der var en mandlig ansat, der fløj ud igennem døren, slæbte hunden ned til et hundehus og satte kæden på igen. Success!! Endnu en dag overlevet, uden at jeg blev til hundemad..
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001