Spansk parlamentsvalg d. 20. december – Jorden skrider…

Spansk parlamentsvalg d. 20. december - Jorden skrider...

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Valg
 
Det forestående parlamentsvalg kan blive det vigtigste for Spanien siden det første demokratiske valg i 1977. Landet står overfor et jordskredsvalg, som ikke bare vil vende op og ned på den politiske vægtbalance. Valget vil også stille hidtil usete krav til politikerne om langsigtede pagter og et opgør med fortiden.

 

I 1973 skabte Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen ragnarok på Christiansborg.

Det berømte jordskredsvalg betød exit til en tredjedel af folketingets medlemmer og entrance til hele fem nye partier.
Meget tyder på, at 73-valget efterleves den 20. December, når 35 millioner spaniere kaldes til valgurnerne.
De to nye partier på valglisten, Cuidadanos og Podemos, har allerede fået jorden til at ryste gevaldigt under de to store etablerede partier ved de forudgående kommunal- og regionalvalg. De to nye partier er vidt forskellige, men har tilfælles at ville gøre op med det traditionelle topartisystem. Det ser ud til at lykkes, og vil være en sejr for demokratiet. Men det vil også sætte demokratiet på en ny prøve, for så skal politikerne til at samarbejde tæt. Og det har de aldrig prøvet før.
 
Farvel til topartisystemet
Stærkt forenklet har spansk politik de sidste 30-35 år været en duel mellem det konservative parti, Partido Popular (PP) og socialistpartiet (PSOE). Begge partier har traditionelt ligget på hver 40 procent af stemmerne, så med en håndsrækning fra de, på landsbasis, små catalanske og baskiske nationalistpartier har en af de “tunge drenge” altid kunnet danne flertalsregering – og dermed drive landet efter forgodtbefindende indtil næste valg. Det er derfor, nationalistpartierne igennem årtier har haft så stor magt og fået så mange mærkesager gennemtruffet. Men deres tunger vejer sandsynligvis ikke længere nok til at få altafgørende indflydelse i spansk politik. Fokus er rettet et helt andet sted.
 
Podemos kan – eller kan de?
Der har ikke været mangel på fokus på partiet Podemos, som, fuldstændig uventet, fik sit gennembrud ved at få fem mandater i Europa Parlamentet ved EU-valget i foråret 2014. Siden da er det gået hurtigt, måske også lidt for hurtigt, for partileder Pablo Iglesias & Co., som i forårets meningsmålinger var helt oppe at snuse til 25 procent af stemmerne. Der er delte meninger om partiet, men hos Podemos fik man altid klare ord for pengene fra en altid skarp og velforberedt Pablo Iglesias, som ved de store debatter ikke manglede hverken mod eller evne til at sætte de etablerede politikere og partier på plads. Men siden i sommer er det, som om luften er ved at gå lidt af ballonen. To af partiets frontfigurer har forladt partitoppen efter uenighed med Pablo Iglesias, og flere af landets bedst kendte økonomer – også de venstreorienterede – har stærkt kritiseret Podemos’ mærkesager som fx højere mindsteløn, lavere pensionsalder, oprettelsen af en statsejet bank og højere skatter til virksomheder og velhavere. Siden da har ordene fra Pablo Iglesias og hans nærmeste været knapt så klare. “Parti-kammeraten” Alexis Tsipras manglende resultater i Grækenland har bestemt heller ikke hjulpet Podemos, og regionalvalget i Catalonien sidst i september, hvor partiet ikke rundede de ti procent af stemmerne, har ikke styrket optimismen. I de seneste målinger ligger Podemos til at få 14-18 procent af stemmerne – og vil stadig blive en af valgets store sejrherrer, omend sejren bliver lidt bittersød.
 
Det orange alternativ
Bittersød bliver sejren til gengæld ikke for partiet Ciudadanos, som næppe nøjes med at ryste jorden under det etablerede system. Man kan med god grund tro, at Albert Rivera og hans stab vil slå de største revner i det forestående jordskælv. Partiet er det sidste halve år gået fra cirka 10 til 18 procent i meningsmålingerne og er i fortsat fremgang. Cuidadanos har, i modsætning til Podemos, formået at organisere sig fra top til tå ved at være præsenteret i samtlige kommuner og amter. Og så har de formået at stå ved deres mærkesager. Også det ømtålelige punkt om mindre indflydelse til kirken. Cuidadanos mener ikke, kirken skal med på råd, når der skal udformes abort- og uddannelsesreformer. Tilsvarende mener partiet, at kirken bør betale ejendomsskatter på sine mange ejendomme.
De største mærkesager for Ciudadanos er imidlertid fortsat en ny valglov, en stærkt anti-korruptionslov for politikere og embedsmænd, mindre offentlig administration, og så en lang række tiltag for at styrke og motivere folk til at blive selvstændigt erhvervsdrivende.
Ciudadanos har vist sig fordomsfrie overfor både de blå og de røde, og har
siden kommunal- og regionalvalget i maj evnet at indgå forlig med begge parter. Netop denne evne har ofte været en mangelvare i spansk politi, og det har sandsynligvis været med til at give partiet så stor tilslutning, at Cuidadanos ikke bare kan blive tungen på vægtskålen, men selve vægtskålen efter den 20. december.
Vil PP eller PSOE til magten, skal de, med al sandsynlighed, have Ciudadanos med ombord.
 
De nye socialister
Efter historiens dårligste valg for PSOE i 2011 kom Pedro Sánchez til magten med den klare opgave at gøre hovedrent i partiet. Og det er gået hurtigt, for i dag er der stort set ingen tilbage i partitoppen fra tiden, hvor Zapatero og Rubalcaba kørte Spanien helt i sænk og måtte udskrive valg i utide. Ny formand og ny ledelse. Men ellers er der ikke så meget nyt under solen.
Det kan der selvfølgelig komme, når valgkampen for alvor starter i december. Et stemmetal i meningsmålingerne på 22-23 procent antyder, at Pedro Sánchez har genvundet store dele af de socialistiske kærnevælgeres tillid. Partiet har i flere kommuner og regioner også genvundet den politiske indflydelse, men det er takket været koalitioner er med Ciudadanos, Podemos og/eller lokalpartier. Det er ikke, fordi partiet selv er gået frem. Tværtom står PSOE fortsat til at tabe mandater i forhold til katastrofevalget i 2011.
 
Optimisme trods store tæsk
Tro kan flytte bjerge. Og det gør man så i Partido Popular. Altså tror på det.
Det til trods for at partiet til kommunal- og regionalvalget i maj fik de største tæsk i mands minde. I de to PP-højborge, Madrid og Valencia, tabte partiet mellem en tredjedel og halvdelen af deres stemmer og mandater. Meningsmålingerne peger også på en stor tilbagegang for PP til det forestående parlamentsvalget, men partiet vil fortsat være landets største parti med rundt 25 procent af stemmerne, omend der er meget langt til det absolutte flertal, partiet har i dag. I PP håber man, mange af de tabte stemmer genvindes i valgkampens slutspurt takket være de nye vækst- og arbejdsløshedstal. Objektivt set har regeringen gjort det udmærket. Spansk økonomi er ikke længere en hovedpine i EU, nulvækst er blevet vendt til EU’s højeste vækst på 3-3,5 procent og de sidste fire år er der blevet skabt omkring 550.000 arbejdspladser. Men når Partido Popular alligevel taber terræn, er det fordi partiet ikke har været i stand til at flytte bjerge, som man gjorde det i 1996, hvor PP med Aznar i spidsen på rekordtid fik ryddet op efter PSOE og Felipe Gonzáles, og skabt en hidtil uset stor vækst. Det står klart, at mange, som gav PP chancen ved sidste valg, havde regnet med noget mere, specielt når det kommer til reformer og initiativer, som skulle fremme væksten og beskæftigelsen, som med 22 procent fortsat er landets største problem.
Og så har Partido Popular vist en forfærdelig tendens til at træde i spinaten. De mange korruptionsskandaler koster stemmer. Det samme gør partiets gammel-konservative forslag til ændringer i abortloven og udtalelser om homoseksuelle ægteskaber.
 
Kabalen der skal gå op
Partido Popular går til valg på at følge den lagte kurs, og har netop nedsat indkomstskatten for at stimulere forbruget og give et klart signal om, at de hårde sparetider i Spanien er ovre. Og at PP er landets vej ud af krisen. Men skal partiet stå i spidsen for Spanien i yderligere fire år, skal partiet vise vilje og evne til en langsigtet pagt med Cuidadanos, som er deres eneste reelle samarbejdspartner. Her kommer partiet på en alvorlig prøve, for Partido Popular er ganske simpelt ikke vant til at samarbejde.
Socialistpartiets mest nærliggende mulighed er også en pagt med Ciudadanos, og måske med Podemos, for, som Ciudadanos’ leder Albert Rivera flere gange har pointeret, skal der måske tre partier til at samle de 176 mandater, som sikrer flertal. Den tredje gren kunne også være det lille venstrefløjsparti IU eller nogle af de små regional/nationalistpartier. Andre snakker om, at PP og PSOE, trods tre-fire årtiers ulidelig uenighed, i dag står hinanden nærmere end nogensinde og burde kunne indgå en tæt politisk pagt.
Mulighederne er mange, eller i det mindste flere end tidligere. Og det er lige netop her, de nyvalgte som genvalgte politikere kommer på en kæmpe prøve.
For kun via konstruktive forhandlinger og tætte pagter kan Spanien få en stærk og handlekraftig regering, som kan få landet ud af krisen. Hvis ikke, kan Spanien ende i samme politiske vadested som Italien og Grækenland. Og det vil være en katastrofe for landet.
Det er derfor, vi ikke blot står foran endnu et valg. Vi står foran det vigtigste valg siden ’77.
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa