Arvelove og skifterettens procedurer varierer betydeligt i de forskellige EU-lande. Derfor kan arvesager, som går over landegrænser, somme tider være særdeles komplicerede, især når der er uenighed mellem arvingerne om den gældende arvelov og de juridiske forbehold for hensatte midler.
Hvert år forekommer der 450.000 arvesager, som går over landegrænser i EU. Det svarer til mere end 120 milliarder euro i overførsler af aktiver om året.
Formålene med den nye forordning
På nuværende tidspunkt fastslår den spanske lovgivning, at hvis en udenlandsk borger bosiddende i Spanien afgår ved døden, vil den gældende arvelov være afdødes egen nationale arvelov. Ikke desto mindre kan dette være i modstrid med andre europæiske love, f.eks. den danske lovgivning, som fastslår, at den gældende lov vil være loven i det land, hvor man har bopæl.
Formålet med denne nye EU-forordning er at forhindre konflikter mellem de forskellige nationale arvelovgivninger. Det skal i praksis ske ved at anvende det universelle princip om, at en arvesag skal behandles på en logisk og let forståelig måde, samt at der kun skal anvendes en enkelt nations lov og en enkelt myndighed.
Den nye lov vil træde i kraft for EU-borgere, som afgår ved døden den 17. august 2015 eller senere.
Den nye forordning vil på ingen måde påvirke eller ændre:
- Nationale love der vedrører, hvem der arver samt mindstekrav til fordeling af arven.
- Den arveafgift der skal betales.
- National ejendomsret og familieret.
- Civilret i forbindelse med civilstand.
- Juridisk kapacitet.
- Donationer.
- Selskabsret.
EU-forordning 650/2012 i korte træk:
Kort opridset er de grundlæggende principper i den ny forordning:
- En enkelt lov vil blive anvendt til alle arvesager.
- For EU-borgere kan hver person bestemme over sin egen arv. Det sker enten efter den pågældendes nationale lovgivning (enten på tidspunktet hvor valget tages eller ved sin død) eller efter loven i det land, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet.
- For irske, danske og britiske statsborgere gælder den nye lov kun for beboer i et andet EU-land, mens forordningen for andre EU-borgere vil være verdensomspændende.
- Dette valg skal være udtrykt i en erklæring (disposition af ejendom ved dødsfald) som f.eks. i et testamente.
- Artikel 21.1 i forordning 650/2012 angiver, at hvis det ikke er bestemt, hvilken lov der skal anvendes ved tidspunktet for dødsfaldet, vil det være afdødes sædvanlige opholdslands arveregler, der gælder ved dødsfaldet.
Med den nye forordning er det tale om en radikal afvigelse fra lovgivningen i de forskellige EU-lande. Særlig artikel 9.8 i den spanske civilret, der fastslår, at den lov, der styrer afvikling af arv, vil være afdødes nationale lovgivning. Med andre ord vil en spansk statsborger med bopæl i USA nu være i stand til at vælge mellem den spanske eller den amerikanske arvelov.
Praktiske forhold for EU-statsborgere bosiddende i Spanien
Personer med fast bopæl i Spanien skal være omhyggelige med, at deres testamenterer tydeligt inkluderer valget mellem at anvende enten deres egen nationale lovgivning eller den spanske lovgivning.
Da standardloven om arv vil tage udgangspunkt i den spanske lovgivning, er det yderst vigtigt at ændre det nuværende testamente, hvis det ikke er forenelige med spansk arvelov.
Spansk arvelov siger:
- Mindst 2/3 af arven skal gå til arvingerne.
- I mangel af arvinger vil halvdelen gå til forældre og slægtninge i opstigende linje (1/3 hvis der er en efterlevende ægtefælle).
- Brugsret af 1/3 af arven til den efterlevende ægtefælle, når der er efterkommere, halvdelen når der er slægtninge i opstigende linje, og 2/3 hvis der ikke er slægtninge i opstigende linje eller efterkommere.
- Dette efterlader en meget snæver margin til valg, især for britiske borgere, der er helt frit stillet til at disponere over deres aktiver, som de ønsker.
- I de fleste tilfælde bliver udenlandske EU-borgere nødt til at udarbejde et nyt testamente.
Det europæiske arvebevis
Det europæiske arvebevis er et nyt certifikat, som de myndigheder, der behandler arvesagen, vil være i stand til at udstede. Dokumentet vil udpege arvinger, modtagere, administratorer og eksekutorer, og det vil være gyldigt indenfor EU. Der vil ikke være brug for yderligere formaliteter, såsom apostille-påtegning, autoriseret oversættelser eller legaliseringer, hvilket vil fremskynde processen betydeligt.
