Det hårdt pressede euroområde synes at gå fra en katastrofe til den næste. De politiske ledere gør fortsat ikke meget; de er i højere grad styret af nationale interesser end fællesskabets ve og vel og undlader derfor at træffe de nødvendige, men upopulære beslutninger af frygt for at tabe næste valg. Den Europæiske Centralbank, som egentlig blot skal skabe rammerne for at gennemføre politikken i regionen, har derfor været tvunget til at handle i stedet.
I sine utallige forsøg på at fremme væksten har centralbanken benyttet alle midler til rådighed og strakt sit snævre mandat så meget, som hensynet til bankens troværdighed tillod. Men selvom der måske kan komme yderligere, mere direkte kvantitative lempelser, er der en naturlig grænse for, hvad ECB kan gøre for at puste nyt liv i den hensygnende økonomi i euroområdet.
Med sine hidtil usete pengepolitiske tiltag har ECB reelt købt tid til regeringerne, så de kan følge op med strukturelle reformer i deres hjemlande. For at ECB’s innovative skridt kan give bonus, skal politikerne nu vise proaktivitet og ikke hele tiden vige udenom. Og de skal skynde sig. Medmindre de politiske ledere snart viser vilje til at tage ansvar for fællesskabet, risikerer euroområdet at ryge ind i en ond, nedadgående spiral med deflation og stagnation.
Nogle er mere lige end andre
I euroområdet synes nationale interesser i stigende grad at dominere. Senest har Frankrig og Italien insisteret på mål for deres budgetunderskud, som er i strid med EU’s budgetregler. De to lande fremhæver behovet for “fleksibilitet” under “særlige omstændigheder”. De skal ikke have noget af de sparetiltag og arbejdsmarkedsreformer, der er gennemført i mindre økonomier som Spanien og Irland. Der er intet nyt i, at de store lande i euroområdet forsøger at opnå særbehandling med hensyn til størrelsen af deres budgetunderskud. Det mest bemærkelsesværdige eksempel er nok, da Frankrig og Tyskland i 2003 ustraffet fik lov at overskride grænsen fastsat i Vækst- og Stabilitetspagten fra 1997. I den igangværende strid ser det ud til, at Frankrig og Italien med et par kosmetiske justeringer af deres prognoser for budgetunderskuddet reelt har opnået et lignende resultat. Men hvilket signal sender det ikke til resten af euroområdet?
Nu, hvor recession igen truer i horisonten for visse lande, er det endnu mere vigtigt, at de enkelte regeringer viser solidaritet og vilje til at dele byrden. Kun på den måde kan de på troværdig vis gennemføre de reformer, som euroområdet så stærkt har brug for. Den berygtede romerske kejser Nero siges at have spillet lyre, mens Rom brændte ned. De politiske ledere i euroområdet synes at vise samme ligegyldighed over for regionens økonomiske skæbne. Hvis forsøgene på at redde økonomien i euroområdet slår fejl, er det politikerne, og ikke ECB, der må bære skylden – og de mennesker, der har valgt dem, må tage konsekvenserne.
Af Jesper Hertz, Chief Representative, Nordea
