Journalister er nødt til at være kyniske

 

 

Mylderet af mennesker render ind og ud af Atocha-togstationen en marts-morgen i 2004. Alt ser ud til at være, som det plejer. Den lille viser står mellem syv og otte, mens den store viser rykker sig til 37. BOOOOOM. Der lyder et brag. En togbombe er sprængt, og den trafikale hovedåre bliver med ét omdannet til noget, der minder om en krigszone med hundredvis af sårede mennesker, der har siddet i tog 21413 på vej ind på Madrids hovedbanegård. De næste fire minutter sprænger yderligere ni mobiltelefonstyrede bomber og dræber i alt 191 mennesker og sårer 2.050.

 

På skærmen hjemme i stuen kører de kaotiske billeder i morgennyhederne. Som altid sidder journalisten Jens Ulrich Pedersen og følger med i den seneste udvikling, og denne morgen er helt speciel. Togbomberne har sat dagsordenen denne morgen, og Jens Ulrich Pedersen må af sted på arbejde for at dække det blodige terrorangreb de næste dage.

 

“Det var en helt vild oplevelse, hvor jeg fuldstændig forsvandt fra tid og sted. Hvis jeg siger, at jeg sov otte timer på tre dage, er det nærmest en overdrivelse. Jeg skrev og skrev og skrev og lavede også tv indimellem. I løbet af dagene steg dødstallet hele tiden. Jeg koblede mig selv fra, og alt handlede om at lave journalistik til danskerne. Selvom det var en forfærdelig tragedie, var det spændende at dække. Det lyder kynisk, men sådan er det at være journalist,” fortæller 59-årige Jens Ulrich Pedersen.

 

Som dagene gik, stod det klart, at det var Al-Qaeda, der præcis to og et halvt år efter terrorangrebet i New York, stod bag et nyt angreb på den vestlige verden. Men de spanske politikere havde mere travlt med at skyde skylden på baskiske ETA.

 

“I Madrid er der en klub for korrespondenter, og José María Aznar, den daværende regeringsleder, kontaktede journalisterne fra de store lande og bad dem skrive, at det var ETA, der stod bag angrebet. Det var jo et direkte forsøg på at manipulere og lægge låg på den frie presse. Der var et ramaskrig, og alle var fortørnede, for han skulle sgu ikke bestemme, hvad vi skulle skrive,” fortæller Jens Ulrich Pedersen, der først fik fordøjet oplevelsen flere uger efter.

 

“Da det hele var kommet på afstand, havde jeg det ikke godt. Det var meget ubehageligt, og det kom lidt for tæt på, fordi nogle af de døde var familie til forældre på mine børns skole,” siger Jens Ulrich Pedersen, der i dag er tilknyttet Kristeligt Dagblad som korrespondent.

 

Svært at få historierne hjem
Ved terrorangrebet den 11. marts for ti år siden var det bombningerne, der ryddede forsiderne og var det aktuelle emne, men i hverdagen skal en journalist hele tiden finde på nye ideer og spændende personer at interviewe. Mange af dem er politikere og embedsmænd, og Jens Ulrich Pedersen fortæller, at de ikke er lige så tilgængelige som i Danmark, hvor journalister og politikere går rundt side om side på Christiansborgs gange. Og så er der forskel på folk.

 

“Jeg forsøgte at få et interview med Felipe Gonzalez fra PSOE, der var premierminister 1982 til 1996, efter han var gået af. Jeg prøvede i flere omgange, men fik enten ikke et svar eller også en afvisning. Kort efter er der så en journalist fra Frankrig, England eller Tyskland, der får et interview. Det er journalisterne fra de tunge lande, der har privilegierne. Sådan er det i Spanien, og det må man leve med. Spanien er jo også et meget større land end Danmark.”

 

Også bureaukratiet i de spanske offentlige institutioner kan være en stor udfordring.

 

“Det er blevet væsentligt bedre, men det er stadig ikke optimalt. Jeg lavede en historie om fiskeriinspektioner og skulle have et tal på, hvor mange inspektionsskibe, der sejlede rundt. Det var et meget simpelt tal. Da jeg ringede, blev jeg bedt om at sende en fax, for chefen drak lige kaffe, og han skulle ind over beslutningen, selvom medarbejderne burde kunne give mig tallet. Jeg blev stillet om og om, og hver gang fik jeg samme besked. Det tog mig tre timer af en formiddag at finde frem til et simpelt tal,” fortæller Jens Ulrich Pedersen og kommer med et eksempel på, at alt ikke var lige nemt.

 

“Da jeg kom til Spanien i 1991 tog jeg til Telefónica for at få en telefonlinje, så jeg kunne gøre mit arbejde. Det ville tage tre måneder, sagde de. Først efter at have tryglet i lang tid gik firmaet med til, at få det lavet på tre uger,” siger han og påpeger, at det dog er blevet bedre på nogle områder.

 

“I dag kan du købe en telefon på et kvarter i en hvilken som helst telefonbutik. Så teknologien i Spanien har taget store skridt og har udviklet sig meget,” siger Jens Ulrich Pedersen, der bor i Madrid med sin kone Carolina og deres tre børn.

 

Politikere mangler etik og moral
Som journalist følger Jens Ulrich Pedersen med i de spanske medier hver dag, og mange af temaerne i disse tider er politikernes korruptionssager, der har foregået, siden Spanien blev et demokrati efter 1975. Jens Ulrich Pedersen har også stået på første parket og oplevet korruptionen, eller i hvert fald indrømmelsen af, at den har foregået. Han husker en episode før valget i 1996.

 

“Javier Solana fra PSOE, som havde været med til at opbygge og udvikle Spanien efter overgangen til demokrati, indkaldte til pressemøde. På et tidspunkt bad han os slukke båndoptageren. Og så sagde han: ‘Vi taber valget på grund af korruption’,” fortæller Jens Ulrich Pedersen.

 

Og ganske rigtigt tabte PSOE valget, og Aznar fra PP overtog magten og blev premierminister. Jens Ulrich Pedersen er ikke i tvivl om, at det politiske system var gennemsyret af korruption.

 

“Dengang var der ikke grænser for opfindsomheden til at tage af statskassen. Det ligger virkelig dybt i politikerne, for det var jo uretfærdigt, hvis man var politiker uden at blive rig. De har virkelig manglet moral og etik i forhold til korruption.”

 

Ingen har været i stand til at afsløre snyderiet, selvom Spanien har været et demokrati i snart 40 år.

 

“Spanien har brug for et imageløft, for folket har ligesom været fjernet fra indflydelse, selvom der har været demokrati. Også inden for journalistikken er det næsten umuligt at grave noget frem. I Danmark er det jo hver uge, der bliver gravet noget snavs frem på politikerne,” siger Jens Ulrich Pedersen, der mener, at journalisterne i Spanien burde gøre som deres danske kollegaer.

 

“Det er helt tydeligt, at der mangler kritisk journalistik i Spanien. Journalisterne er meget medløbere, for så kan de få en god historie en anden gang. Der mangler den der gravhundsjournalistik, og det er umuligt at få et møde med en politiker eller en højtstående embedsmand. En journalist kan ikke bare få en enkelt udtalelse, som man kan i Danmark. De spanske journalister er meget autoritetstro, og det går ud over journalistikken.”

 

I Danmark kan journalister ringe til de fleste folketingspolitikere og få en udtalelse. Sådan fungerer det ikke i Spanien.

 

“Hvis politikerne har noget at sige, indkalder de til pressemøde, men når de afholder et pressemøde, er problemet så, at de tit og ofte siger: ‘Det næste, jeg siger, er ‘off the record”. Hvad skal man bruge det til? Jeg er træt af det udtryk. Enten har man noget at sige til citat, eller også har man ikke. Det sker alt for tit,” siger Jens Ulrich Pedersen.

Blå bog:
Navn: Jens Ulrich Pedersen.
Alder: 59 år.
Bopæl: Madrid.
Civilstatus: Gift med Carolina i 25 år.
Børn: Christian på 24, Claudia på 20 og Marcos på 14.

 

Dækker Spanien for Kristeligt Dagblad og nogle gange for TV 2 og DR.
Har tidligere været korrespondent for Jyllands-Posten, Politiken og Børsen.
Derudover holder han foredrag og organiserer studierejser for private virksomheder, institutioner og offentlige myndigheder i Danmark og Norge, hvor han via sine journalistiske erfaringer finder relevante oplægsholdere og spændende steder i Spanien og deler ud af sin viden om landet.

Af Kasper Ellesøe, kasper@norrbom.com