En spaniensdansker ser tilbage (del 11)

En spaniensdansker ser tilbage (del 11)

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
holger 2

 
Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.
84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned skal vi læse mere om Holgers rejse som blaffer. Denne gang står Holger overfor gnistrende sorte sigøjnerøjne og en vaskeægte andalusisk Carmencita.
 
Kærlighed i en Betlehem-stald
Et par lastbilchauffører forbarmede sig over mig og fiskede mig op af arroyo’en, hvor en luksusbil havde losset mig af. De kørte til Sevilla, men lige før vi kom dertil, kørte vi igennem en lille by, hvor man holdt fest. Det virkede meget fornøjeligt, og chaufføren spurgte, om jeg ikke hellere ville stå af her end inde midt i storbyen. Det var slet ikke dumt ræsonneret. Man behøver nemlig ikke større beslutsomhed eller god vilje for at komme i en spansk feststemning. Det var blevet aften, og fornuftsmæssigt burde jeg selvfølgelig finde et natlogi, men jeg var efterhånden blevet så ferm til at finde et sted at sove, at det ikke længere forekom som et problem. Man skulle blot have en smule fantasi. En gang havde jeg boet tre-fire nætter i en slikbutik i en park. Når indehaveren af boden gik hjem om aftenen, tog han varelageret med sig. Af en eller anden grund låste han ikke af efter sig, og så rykkede jeg ind.
Fra baren hvor jeg sad, kunne jeg se en børnekarrusel, der stod i en hyggelig krog af festpladsen lidt i læ af et par store træer. Den var malet i særdeles livlige farver, og dekorationerne og udsmykningerne var ikke mindre farvestrålende. Den bestod af topersoners bænke. Yderste ende af hver bænk havde flotte dyreskulpturer kunstfærdigt udskåret i træ; elefanter, giraffer, drager og andre fabeldyr. De var rene kunstværker og animerede til feststemningen og begejstringen blandt børnene. Det gav også mig gode idéer. Det var ved at være høj sengetid for det unge publikum, og kort efter var de alle gået hjem, og der blev lukket og slukket. Og så listede jeg ind. Jeg udsøgte mig det mest fantasifulde fabeldyr og lagde min sovepose på gulvet foran. Hvilke drømme kunne det ikke inspirere til?
Jeg vågnede ved en voldsom gyngen og rumsteren. To fyre med hver sin lommelygte stod og baksede med motoren. De havde ikke set mig, og jeg forholdt mig musestille og ventede bare på, at de snart ville forsvinde igen, så jeg kunne sove videre. Men så fik jeg betænkeligheder, for måske var det slet ikke mekanikere, der skulle reparere motoren, det var måske et par tyveknægte. I så fald var det ikke svært at forestille sig, hvem der kom i vanskeligheder, når jeg dukkede frem næste morgen. Hvordan kunne jeg tackle den situation uden at blive involveret i alt for meget postyr? Hvis det virkelig var tyve, var det sikkert meget let at skræmme dem væk, men hvordan gjorde jeg det? Jeg gav mig forsøgsvis til at brumme som en gal tyr.
Effekten var over al forventning. De sprang en halv meter i vejret, og med vildt opspilede øjne gloede de rundt på dyreskulpturerne. Så styrtede de af sted, som fanden var i hælene på dem. Jeg var meget tilfreds med mig selv, for det bekræftede min mistanke. En sådan reaktion kunne da kun skyldes dårlig samvittighed. “Der var du vel nok smart,” tænkte jeg og indstillede mig på at sove videre.
Helt så smart var det alligevel ikke, for lidt efter begyndte karrusellen atter at gynge voldsomt. De var vendt tilbage med forstærkning. En tredje person, der åbenbart var ejeren, virkede ikke spor forskræmt. Han troede vist ikke på levende fabeldyr. Han var en stor og kraftig, mørkglødet gut med et snoet overskæg, en næse som en ørn og et par sorte øjne, der lynede. Et sigøjneransigt, når det er flottest. Han så ikke spor venlig ud, men kiggede olmt og forundret på mig. Så gav han mig en ordentlig skideballe, formoder jeg, for jeg forstod ikke et kvæk.
Da han så omsider løb tør for ord og forbandelser, måtte jeg jo i overensstemmelse med almindelig høflighed svare på velkomsttalen. Det gjorde jeg på dansk. Jeg sagde pænt og stille undskyld, fordi jeg havde vanhelliget hans karrusel, men forsikrede, at det havde været en behagelig oplevelse. Det var første gang, jeg havde boet i en karrusel, og jeg syntes, det var meget sjovere og meget, meget billigere end på et hotel. Jeg forstod simpelthen ikke alle de mennesker, der indlogerede sig på et hotel i stedet for at bo i en karrusel. Når først man er kommet i gang med at fortælle det rene vås, er det næsten ikke til at holde op igen. Jeg sørgede for, at der ikke blev så meget ophold i min talestrøm, at han fik mulighed for at afbryde mig. Hvad kunne han også have sagt? Det var grinagtigt at se, hvordan hans barske sigøjneransigt forvandledes til et stort dumt spørgsmålstegn. I mellemtiden havde jeg fået lidt samling på mine ting og fået rygsækken lirket op over den ene skulder. Så kunne jeg beklage, at nu måtte jeg vist hellere gå, og jeg sluttede af med et høfligt: “Muchas gracias y muy buenas noches.” Det sagde jeg på spansk, men ikke en gang det reagerede han på. Jeg skottede bagud, da jeg gik. De stod alle tre helt stille og måbede.
 
holger 1
 
Nu var det vist på tide at begynde at kigge efter et hotel. Men baren, jeg havde været på tidligere på aftenen, var stadig åben. Jeg kunne godt trænge til en lille opstrammer efter det mislykkede karruselophold, og erfaringen havde lært mig, at man altid kunne komme ind på et lille hotel, hvis man bare sparkede hårdt og længe nok på yderdøren. Til sidst kommer der en søvndrukken vagtmand med et tæppe over skuldrene og spørger – ret overflødigt – hvad man ønsker?
Der var stadig nogle få gæster tilbage i baren, og blandt dem var der nu en pige på min egen alder. Hun sad ved et bord for sig selv, en andalusisk skønhed i en enkel, lidt slidt sort kjole. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende. Hun var smuk som en drøm. Det tyndede ud blandt gæsterne, og til sidst var der kun hende og mig tilbage. Så kom hun over og satte sig ved mit bord. Enhver blåøjet nordbo må blive betaget af et par skønne frimodige sorte øjne som hendes.
Og så hed hun Carmen, sagde hun. Hvem kender ikke operaens Carmen, som er indbegrebet af al skønhed og romantik og andalusisk temperament. Men jeg var sikker på, at hun ikke kunne stå mål med den Carmen, som sad ved siden af mig. En kræmmer kom ind i restauranten. Han havde en slags bakke på maven, holdt på plads af et par seler op over skulderen. Den tjente som et lille anretterbord, hvorfra han solgte cigaretter og slik. På trods af min sparsommelighed og nærighed købte jeg en pakke konfekt til Carmen, og et klart bevis på, at jeg helt må have tabt besindelsen og al sund fornuft. Hun spurgte, om jeg boede der i byen. Da jeg sagde, at jeg var på udkig efter et billigt hotelværelse, sagde hun, at hvis jeg var villig til at betale en smule mere, kunne hun måske skaffe mig natlogi i hendes hjem. Det lød spændende, og da restauratøren så ud, som han godt kunne tænke sig at komme hjem i seng, gik vi. Vi gik ud af byen med hinanden i hånden. Hvordan var mon Carmens hjem? Måske kom hun fra en gammel velhavende familie, der ikke længere havde så mange penge og nu lejede en del af værelserne ud i det store hus? Bebyggelsen blev midlertidig mere og mere beskeden. Vi gik langs bredden af en flod, og på et tidspunkt kom vi til en ganske lille bygning. Her boede Carmen! Hun lukkede os ind i et buldrende mørke, og først da hun fik tændt en lille olielampe, kunne jeg skimte omgivelserne.
Carmens hjem bestod af et enkelt rum, sparsomt møbleret med et lille bord og en stol og en gammel jernseng. Vi kunne jo ikke begge sidde på stolen, så vi satte os på sengen, tæt sammen. Carmen fiskede en flaske vin frem fra et eller andet sted og åbnede æsken med konfekten, som hun kaldte ‘dulce’. Vi drak vin og spiste ‘dulce’, og Carmen hviskede til mig, at jeg gerne måtte kalde kende Carmencita. Vi havde det så hyggeligt, og der var noget, der forekom bekendt, men først da Camencita tændte et lys foran billedet af den hellige jomfru, der hang på væggen lige bag os, blev jeg klar over, hvor jeg havde set det før. Det var jo Betlehem-stalden! Carmencita havde simpelthen indrettet sig i en gammel æselstald. Der var naturligvis intet tilbage af dyrene og deres efterladenskaber. Der var rent og velholdt, men ringene i væggen, som æslerne havde været bundet til, og krybben de havde ædt af, var der stadig og tjente praktiske formål.
Carmencita og jeg spiste ‘dulce’ i Betlehem-stalden, mens den alttilgivende Guds Moder smilede blidt til os. Olielampen begyndte at brænde ud, og lyset blev svagere og svagere, så man næsten kun så hendes øjne. Da lyset blafrede lidt, var jeg sikker på, at hun blinkede fortroligt til os. Jeg tror, hun godt kunne lide os, og jeg syntes også, hun var sød. Og det var Carmencita i hvert fald også.
Carmencita var bare så sød og dejlig.
Af Foto: Nanna Lunnemann

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa