Direktør som 25-årig – pensioneret som 41-årig

Direktør som 25-årig – pensioneret som 41-årig

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Egon Dideriksen er måske ikke et navn, der siger ret mange så meget. Men han var i 50erne, 60erne og 70erne en succesfuld forretningsmand indenfor hotel- og restaurationsbranchen, der allerede som 25-årig blev hoteldirektør og senere gik på pension som 41-årig, næsten da. Og han har opnået det hele uden nogen uddannelse, efter han gik ud af folkeskolens 6. klasse for at blive piccolo på et hotel. For 34 år siden flyttede Egon Dideriksen og hans kone Ulla til Spanien, hvor de stadig bor. Undervejs har de også boet fem år i Frankrig og tre år i Sverige, men basen er nu i Torreblanca, hvor de nyder deres tilværelse, mens sommeren bliver tilbragt i Dragør.

Hej Egon. Tillykke med de 75 år den 1. juni. Hvad går du og laver for tiden?
-Tak for det. Jeg har lige bygget et sommerhus i Dragør, og der har jeg gået og malet huset udvendigt og anlagt have. Det har jeg selv ordnet, fordi det interesserer mig. Jeg skulle egentlig have været maler, men da der ikke var nogle ledige job, da jeg gik ud af skolen, blev jeg piccolo på hotellet ’Kystens Perle’.

Hvordan blev du fejret til din fødselsdag?
– Min kone Ulla sagde, at vi havde holdt fester nok, så jeg skulle sådan set ikke fejres. I stedet købte jeg en lille svensk båd, som man kan fiske og stå på vandski fra. Så vi lavede en båddåb, og det var vores yngste oldebarn, Celina, der fik lov at døbe båden og få den opkaldt efter sig. Det var kun for de nærmeste.

Du gik på pension som 41-årig. Hvorfor?
– Det hænger sammen med, at jeg tilegnede mig for mange forretninger. Det er sådan, og det er dét, der er det farlige, at når man får succes, så tror man til sidst, at man kan gå på vandet, og det gik også meget godt. Men min kone sagde, at nu var det nok, for jeg var faktisk kun hjemme for at sove. Vi havde kun tre ugers ferie sammen om året, og det var for hårdt i længden. Og i 1979 flyttede vi så til Spanien.

Men du arbejdede alligevel lidt efterfølgende?
– Ulla og jeg havde det med at køre frem og tilbage fra Danmark, og på vejen hjem til Danmark fandt vi et hotel- og vinchateau ved Portiers i Frankrig, og det var til salg, så vi købte det i 1988 og producerede 50.000 flasker hvidvin om året og drev det som hotel og restaurant i fem år. Der var 38 værelser og 4 suiter. Men før det, tre år efter vi kom til Spanien i 1979, havde jeg slappet nok af. Jeg så, at hotellerne Stella Polaris i Torreblanca og Torremolinos var lukkede og skulle sælges. Men jeg mente, de stadig kunne bruges, så jeg stod for renoveringen og var efterfølgende direktør i knap tre år.

Hvordan får man så stor succes?
-Flid. Men de tilbud, jeg har fået, ville en ung knægt, som går ud af 6. klasse, jo ikke få i dag. Så det er simpelthen bare flid. Det kommer jo ikke af sig selv. Man skal ikke være bange for at arbejde meget. Hvis man er flittig, så har alle en chance. Vis dit værd, og vis, at du er interesseret og lad være med at pille næse.

Hvordan har du klaret det uden en uddannelse?
– Jeg er jo selvlært. Dengang vidste man ikke, hvad ordblindhed var, men jeg må konstatere, at det var dét, jeg var. Det har jeg så arbejdet med efterfølgende. Jeg var nødt til at satse på mine andre fordele, og jeg forsøgte at skjule, at jeg var ordblind. Jeg havde ingen egenskaber, så jeg har lært det hele selv, og jeg er godt nok også lidt overrasket over, at jeg har opnået alt det, for jeg synes ikke rigtig, at jeg har haft forudsætningerne for det.

Hvad er din største bedrift i livet?
– Det er nok, da jeg blev direktør for ’Danhotel’ i 1964. Det var Skandinaviens største hotel dengang med 172 ansatte, hvor 70 procent var ældre end mig selv. Jeg stod for ansættelsen af personalet, og vi åbnede to dage før den officielle åbning, da ’Der Spiegel’ (Tysk magasin, red.) henvendte sig og spurgte, om de kunne leje hotellet i to dage, uden at jeg vidste, om elevatorerne virkede. Men det lykkedes. Det er jo sjældent man opnår at åbne to dage før med fuldt hus og med et personale, der ikke var fuldt oplært.

Hvordan var det at være hoteldirektør som 25-årig?
– Det faldt mig meget naturligt. Min mor var rengøringsarbejder, og min far var keramiker, så jeg har altid været nede på jorden, og det, tror jeg, har været min fordel, og det har aldrig gået mig til hovedet. Den efterfølgende direktør Bang Petersen sagde, at et år efter, han tiltrådte, var der ikke én medarbejder tilbage fra min tid, og det var en cadeau til mig. Han var meget kontant, hvorimod jeg selv gik forrest og viste vejen i stedet for at give ordre. Jeg tog selv fat. Det var også sjovt at opleve i Frankrig, hvor jeg selv gav et nap med, hvis der var travlt. Hvis man er chateau-ejer i Frankrig, så er man chateau-ejer, og så hilser man næsten ikke på sit personale, og man spiser ikke med dem. Det var uhørt. Det tog lidt tid, før det franske personale fandt ud af, at der var en mentalitetsændring.

Det virker, som om det var succes på succes. Har der slet ikke været modgang?
– Nej egentlig ikke. Selvfølgelig er alt ikke gået lige glat, men der har ikke været noget, der har voldt problemer. Men jeg har været heldig, må jeg indrømme. Der var dog dengang, jeg havde pubben ’Den Gyldne Fugl’ i Ballerup, der var noget modgang. Dengang var Ballerup ikke et godt sted at drive forretning. Der var både rockerne og jugoslaverne i byen, og folk turde ikke komme der, fordi de var bange. En gang var der én, der havde medbragt en pistol og truede personalet. Det var ikke den forretning, jeg var gladest for.

Hvad har Ulla lavet, mens du har arbejdet?
– Hun har taget sig af vores tre dejlige piger og været hjemme, mens jeg har arbejdet. Og det er det store problem i dag, hvor begge forældre er nødt til at have et job for, at det kan løbe rundt. Børnene skal tidligt op og i børnehave og sådan. Det var mere normalt den gang, at husmoren gik hjemme og tog sig af børnene. Da børnene var blevet store drev Ulla vores Hotel Flyverbo i Kastrup og åbnede en modebutik, der hed ’Beige’ i Dragør.

Det er 34 år siden, du flyttede til Spanien. Hvad kan du godt lide ved landet?
– Jeg kan godt lide naturen, og jeg holder meget af spanierne. De mørke, kolde vintermåneder i Norden bryder jeg mig ikke om. Så jeg synes, at modellen med at være i Danmark, når bøgen springer ud, og så være i Spanien resten af tiden er ideel.

Hvor kan du bedst lide at være? Dragør eller Fuengirola?
– Jeg kan lide begge dele. Det er svært at dele det op, for det er to vidt forskellige og skønne steder på hver sin måde. Vi nyder både at være i Danmark og i Spanien. Vi plejer at tage hjem til Danmark i begyndelsen af maj, hvilket vi også gjorde i år, og så er vi i Danmark i to og en halv måned, og så tager vi typisk på et krydstogt eller kører til Sverige i august. I slutningen af august tager vi til Spanien og tilbringer vinteren i Torreblanca.

Hvad skal der ske i fremtiden?
– Der skal såmænd ikke ske så meget andet, end at jeg skal nyde det og planlægge nogle ture, hvor hele familien kan være sammen. I slutningen af august har jeg lejet to både med plads til 10 i hver, hvor vi skal sejle ned af floden Lot i Frankrig. Jeg har også en drøm om, at gå Sølvruten, pilgrimsruten, fra Sevilla til Santiago de Compostela.

Blå bog:
Navn: Egon Engstrøm Dideriksen
Født: 1. juni 1938 i Helsingør
Gift med Ulla den 24. oktober 1959. Sammen har de tre døtre, fem børnebørn og fire oldebørn.
Bor i Torreblanca, Fuengirola. Har sommerhus i Dragør.
Vigtigste bedrifter: Gik ud af folkeskolen efter sjette klasse og blev piccolo på ’Kystens Perle’ i Snekkersten fra 1952-1954. I 1964 blev han direktør for ’Danhotel.’ Var direktør for hotellerne Stella Polaris i Torreblanca og Torremolinos i 1982-1984. Drev chateau og hotel ved Portiers i Frankrig fra 1988-1993. Har desuden haft diverse bestyrelsesposter og konsulentarbejde.

En typisk dag for Egon:

08:00
Jeg er morgenmenneske, så jeg står helst op tidligt, selvom Ulla gerne vil trække den lidt. Jeg læser nogle nyheder på nettet.

10:30
Efter jeg har læst nyhederne, kan jeg godt lide at ordne terrassen og gå rundt og hygge med det.

13.30
Vi spiser gerne frokost sammen, og nogle gange går vi en tur på Paseo’en og spiser der. Efter frokosten er vi typisk sammen med venner, men vi spiller ikke golf, som så mange andre gør. Det har vi aldrig haft tid og lyst til. Der går for meget tid med det. Vi kan også godt lide at tage på ture, gerne i Cadíz-området.

15.00
Vi læser og hygger os om eftermiddagene. Tiden går stærkt, og inden man ser sig om, er det aften.

19.30
Vi spiser, så vi også kan nå at se lidt af TV-Avisen.

21.00
Vi kan rigtig godt lide at se film om aftenen.

23.30
Klokken er ofte mellem 23 og 00, når vi går i seng, for jeg vil meget gerne se Deadline kl. 22.30.

Af Kasper Ellesøe, kasper@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa