Kære læser juni 2013

Jeg har lige stået og nydt en stor flok delfiner lege i havet. Lige her nedenfor mit hus. Her hvor jeg bor. Det er da stort. Og dejligt. På min vej langs stranden, inden det med delfinerne, gik jeg og tænkte på, hvor kompliceret tingene kan gøres. Ikke kun på storpolitisk plan, men også her – helt nede på det almindelige menneskes plan. Tanken når knapt at manifestere sig i min hjerne, før jeg passerer to mænd, der forsøger at male en af Correo’s gule postkasser. Ikke at det i sig selv er svært. Nej det, der er svært, er at få to pensler til at arbejde samtidigt på én postkasse. Det kræver ikke den store bompassereksamen at regne ud, at jobbet ville klares bedre og hurtigere af én person. Jeg slår koldt vand i blodet, der ellers er gået i gang med at bruse på den hidsige måde i mine årer. Måske er det et beskæftigelsesprojekt for at hjælpe de arbejdsløse. Nok næppe, men alligevel ikke værd at hidse sig op over. Meget andet ligger nemlig lige for. Hvem fik fx idéen til at oprette en katastrofelinje hos dansk Røde Kors, hvortil de teenagere, der ikke fik billet til Justin Bieber i Parken, kunne henvende sig? Alene tanken om, at det lokale Røde Kors sidder klar til at redde en teenager, der angiveligt er livstruet, fordi hun mangler Bieber-billet, får mig til at tage ladegreb. Den slags tiltag er da om noget med til at komplicere livet for ikke kun ungerne, men også deres forældre, der vel egentlig ikke havde tænkt sig anden reaktion på afkommets skuffelse end: Glem det og gå ind og lav dine lektier! Apropos lektier viste skolekonflikten tydeligt, at folkeskolen har egen selvovervurdering helt på plads. “Konflikten giver børnene trivselsproblemer”, peb man. Man er vel at mærke de voksne, for ungerne var da bedøvende ligeglade – viste det sig, da forslaget om ekstra undervisning op til eksamen blev lagt ud i rummet. Samme konflikt var også et eksempel på, hvordan tingene kompliceres på det politiske plan. Det offentlige danske skoleudbud er for ringe, hvilket utallige undersøgelser har vist, og så er det for dyrt. Der er simpelthen ikke value for money i sagen. Det kan da ikke være så svært at se det – heller ikke for den ‘tabende part’, Anders Bondo og Co. Tænk hvad man kunne have sparret, hvis manden havde erkendt sit nederlag noget før. Der ville måske endda have været råd til et par nye briller til ham… Jeg kommer i tanke om jubeloptimisten Edison, der ville oplyse Manhattan ved hjælp af elektricitet. Han stod ansigt til ansigt med den ene fiasko efter den anden, indtil han fandt på at lave en spiralformet glødetråd, og dermed kunne præsentere newyorkerne for elektricitetsbaseret gadebelysning og 2000 måder ikke at lave glødelamper på. Selv ens fejltagelser har værdi – så længe man bare ikke begår den samme mere end én gang. Og det er ofte det, der er humlen i det med at komplicere tingene. De samme fejl skal simpelthen begås igen og igen. Hvorfor bliver småskibe med jordomrejsende amatører fx ved med at sejle igennem Adenbugten? Og endnu værre: Hvorfor afliver man ikke piratproblemet i ordets bogstaveligste forstand. Udstyr dog de store fragtskibe med en flok kanoner og kom så videre. Jeg mener, vi taler altså bare om 12 hungersramte somalierne i en optimistjolle… Hvor svært kan det være? Og så var der lige den med riskiksene, som man nu pludselig får kræft af. Det burde simpelthen være strafbart at komme med sådan nogle udtalelser. Ikke blot komplicerer det livet voldsomt for riskiksproducenterne, men også for alle os andre, der nu skal til at tage stilling til det også. Man kan vist være nogenlunde sikker på, at man når at blive megatræt af at spise riskiks, inden de begynder at udgøre en trussel for ens helbred. Man kan også drikke sig ihjel i helt almindeligt vand…

Men så var det, jeg fik øje på delfinerne. En strandsengepasser kom til med en kikkert og snart stimlede folk sammen – også postkassemalerne, der trængte til en pause. Selv politiet kom anstigende, fordi de troede, at der var optøjer i strandkanten. Snart sludrede og grinte vi sammen i vores nyskabte fællesskab om delfinerne. For et øjeblik var krisen, postkassen og piraterne glemt, og jeg er ret sikker på, at ikke én af de tilstedeværende forældre ville levne Justin Bieber megen plads i dagens opdragelse, men sige: Glem det og fis ned på stranden og kig på delfiner – og læs så dine lektier! Ofte skal der såmænd ikke så meget til for at kunne sige: Det har været en god dag – og mene det!

he