En spaniensdansker ser tilbage – del 4

En spaniensdansker ser tilbage - del 4

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.
84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen i La Danesa februar – om hans ankomst til Spanien i årene efter Anden Verdenskrig. I denne måned tager vi med Holger på hitch hike og en samtale om tro og politik.

På tommelfingeren med konvertitter, franquister og en fed præst.
Et sted på landevejen mellem Barcelona og Valencia standsede en ældre personbil for at give mig et lift. Næsten alle biler i Spanien var af ældre dato, men biler som mennesker bærer deres alder på forskellig vis. Bilen og dens ejer lignede hinanden i utrolig grad. De havde tydeligvis påvirket hinanden. Han var en sirlig lille herre, ulastelig klædt, dannet og kultiveret, holdt på formerne og var meget høflig og venlig: En herre i hvis selskab man befandt sig glimrende. Jeg ønskede bare, at jeg havde læst lidt mere i Emma Gad om korrekt opførsel.

Jeg anbragte varsomt min rygsæk i bagagerummet og mig selv i det fine plys på forsædet ved siden af føreren, og så kørte vi. Han talte et glimrende korrekt, højtideligt engelsk. Han var læreren, jeg eleven, og jeg kørte med ham det meste af dagen, så vi blev fortrolige, næsten kammerater. Ikke sådan at vi klaskede hinanden på skulderen og kaldte hinanden gamle Jas eller andet i den stil. Gud fri os vel! Nej, vi var to kultiverede caballeros, der konverserede hinanden.
Vi kørte gennem et øde, ufrugtbart område. Befolkningen bestod hovedsageligt af landarbejdere, små spinkle mennesker der var præget af århundredes kummertilværelse og hårdt slid.
”Du har sikkert lagt mærke til de mennesker, vi møder nu og da. Små sygeligt udseende personer, som du måske tror, er ved at dø af tuberkulose eller underernæring,” sagde han. ”Men tag ikke fejl. De er enormt barske og har styrke og modstandskraft. Under borgerkrigen kæmpede de med tåbelig fanatisme mod Francos styrker og forlængede krigen.”
”De må have haft en stærk overbevisning,” bemærkede jeg. Men det mente han ikke. De var ikke politisk bevidste, men var blevet vildledt af ”de rødes” propaganda. ”De røde” fyldte dem også med cognac, så de sloges som gale. Det var faktisk grunden til, at borgerkrigen blev så grusom og trak så længe ud. Så det var Spaniens kummerbefolkning, der havde forsøgt at hindre Franco i at indføre gode og ordnede forhold.

I den næste lille by vi kørte igennem, gik der en præst på fortovet, let kendelig på sin sorte præstedragt med den rundpuldede, bredskyggede, sorte hat. Han var i hvert fad ikke noget kummermenneske! Et helt kødbjerg, der bevægede sig betydningsfuldt og adstadigt hen ad fortovet, som han var i stand til at fylde helt ud. De modgående fodgængere gik pænt ud på gaden, så han kunne få den plads, han behøvede. Med indiskutabel eneret på fortovet bevægede han sig lidt vraltende af sted, let skrævende, da han som meget fede mennesker havde lidt besvær med at holde benene parallelle. Nogle af borgerne flokkedes om ham og nejede og bukkede for ham. Så rakte han kærligt en fed hånd ud med en strittende lillefinger, hvorpå han havde en ring med en blå sten. Den gav han dem i sin kærlighed lov at kysse.
Min rejsefælle har åbenbart bemærket min fascination.
”Hvilken trosretning har I i Dinamarca?,” spurgte han.
Jeg var en smule betænkelig ved at tilstå, at vi næsten alle sammen var lutheranere eller protestanter, eller hvad man nu kalder dem. Men han var meget forstående og tolerant og mente, at det var da helt i orden, for når det nu havde været vores religion i flere hundrede år, kunne man da ikke bebrejde os det (underforstået, så kunne vi jo ikke vide bedre).

Noget helt andet var derimod de spaniere, der konverterede til protestantismen. Dem havde han i hvert fald ingen sympati eller forståelse over for.
Selvom jeg syntes, det var en lidt mærkelig ”mode”, var det ikke et emne, der interesserede mig voldsomt, ikke før jeg nogle uger senere kom i selskab med nogle studenter på en fortovscafé i Alicante. De var ret åbenmundede med hensyn til politiske synspunkter, og et par af dem fortalte mig, at de havde konverteret til protestantismen.
”Hvorfor har I det,” spurgte jeg nysgerrigt. ”Jeg har hørt, at det er ”en modesag”!”
”Det kan man også godt kalde det,” svarede de. ”Men ”moden” skyldes, at det katolske præsteskab har udvist en så uforbeholden kærlighed til Franco, at kirken og fascismen er blevet to sider af samme sag. Ved at ”konvertere” viser vi, hvad vi mener om regimet. Enhver ved, hvorfor vi gør det, men de kan jo dårligt straffe os for at skifte religion.”

At min rejsefælle også vidste lidt mere om sagen, end han gav udtryk for, tydede hans næste spørgsmål på: ”Har I mange kommunister i Dinamarca?,” spurgte han.
I årene efter Verdenskrigen havde kommunisterne i Danmark deres største repræsentation i Folketinget. Jeg oplyste procentdelen, som jeg huskede den, og han så lettere forfærdet ud.
”Det er jo uhyggeligt,” sagde han. ”Men hvad gør I for at eliminere dem?.”
”Eliminere dem?,” gentog jeg. Han havde måske udtrykt sig lidt uheldigt på sit engelsk.
”Ja, med den tilslutning kan de jo gribe magten når som helst. I må da gøre noget!”
”Vi gør vel det, at vi forsøger at skabe så gode sociale tilstande, at yderliggående bevægelser ikke har nogen grobund. Er der mange kommunister i Spanien?,” skyndte jeg mig at spørge for at slippe ud af forhøret.
”Vi har slet ingen,” erklærede han frejdigt. ”For vi har slået dem alle sammen ihjel.”
Jeg måtte indrømme, at den løsning var der vidst ingen, der rigtigt havde overvejet i Dinamarca. ”Så kommer der vel bare nogle nye,” indvendte jeg. ”Kommunister formerer sig jo ikke ved avl. Det er vel nærmest som en smitte, som en pest, pludselig dukker den op.”
Han mente, det var ret ligegyldigt, hvordan det formerede sig. Hvis man bare slog dem ihjel, så snart man opdagede dem, kunne de aldrig blive en trussel.
Og så fik jeg en række godnathistorier, der bestemt ikke var for småbørn.

En af de grufulde historier, der gjorde så stærkt indtryk på mig, at jeg aldrig glemmer den, var beretningen om, hvordan ”de røde” fangede en biskop. De smed ham ned i en brønd, hvorpå de hældte et læs ulæsket kalk ned til ham. Enhver der har set, hvordan kalksten teer sig, når de kommer i forbindelse med vand, må få mareridt ved tanken om, hvad der må være sket med den ulyksalige biskop.

Tilbage står, at den spanske borgerkrig er en af den nyere tids grusomste og blodigste krige, hvor familier blev splittet og gamle venner blev dødsfjender for livet.

Nu havde min ven fyraften og kørte ikke længere. Men før vi skiltes, erklærede han, at det ville være ham en fornøjelse, hvis jeg ville gøre ham den ære at spise til middag sammen med ham. Jeg forsøgte at modtage hans invitation på samme høflige og værdige måde, som den var fremsat, og så gik vi ind for at dinere.
Jeg ønskede stadig, at jeg havde læst Emma Gad lidt grundigere.

 

”I næste nummer af La Danesa skal vi læse om Francos militærdiktatur, der efter borgerkrigen overlevede i næsten 40 år. Holger Johansen fortæller om kirkens ”revanche”, præsterne og deres seksuelle tilbøjeligheder.”

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa