Valutakrig

Centralbankernes kvantitative lempelser har stort set ikke haft den ønskede effekt. Hensigten med den store mængde billig likviditet, som de tilførte markedet, var at understøtte væksten. Men bankerne har ikke brugt den tilførte likviditet til at øge udlånet, og virksomhederne har ikke investeret. Det skyldes, at alle har villet undgå at begå dyre fejltagelser i tiden efter krisen, som har været præget af risikoaversion. Selv i USA, hvor de kvantitative lempelser har bidraget til en forbedring af boligmarkedet og beskæftigelsen, er der ingen sikre tegn på holdbar vækst.

I frustration over, at de kvantitative lempelser ikke har givet den ønskede vækstfremgang, og i erkendelse af, at for store finanspolitiske indgreb kan bremse væksten yderligere, har de enkelte lande i stigende grad satset på eksporten som vækstmotor. Derfor har flere lande valgt at svække deres valuta for derigennem at gøre deres varer mere konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Men for at opnå dette har man skullet have centralbankerne med på vognen, fordi det er dem, der råder over de nødvendige pengepolitiske værktøjer, herunder muligheden for at gennemføre kvantitative lempelser.  Senest er Japan trådt ind i rækken af lande, der har søgt at svække deres valuta. Den nye japanske regering har lovet at trække økonomien ud af de sidste to årtiers deflation, uanset om den så samtidig underminerer den japanske centralbanks uafhængighed.

Devaluering af konkurrencehensyn er ikke noget nyt. En international valutakrig bidrog til Depressionen i 1930’erne, hvor store valutakursudsving affødte en markant nedgang i den globale handel. I dag udgør valutakrige en mindre risiko for verdenshandlen, især fordi valutaafdækning i højere grad gør det muligt for eksportører og importører at forsikre sig mod ugunstige valutakursudsving. Ikke desto mindre er risikoen for, at deflation bliver et globalt problem, nu større end for omkring 80 år siden.

Tvivlsomme fordele
Devaluering er en risikofyldt vej at begive sig ud på. For eksportører vil effekten i begyndelsen være positiv. De vil nyde godt af et større salg, da deres varer vil være billigere end konkurrenternes på det internationale marked. Samtidig vil importerede varer blive relativt dyrere. Men især i lande med en omfattende industri, som mangler råstoffer, vil den dyrere import før eller siden skabe et inflationspres (ønskværdigt i Japans tilfælde), fordi industrien for at sikre lønsomheden vil overvælte de højere produktionsomkostninger på slutbrugerne. Gradvist vil det også påvirke eksportørerne, fordi også varer produceret i hjemlandet til det internationale marked vil blive dyrere at fremstille. Eksportørerne vil derfor være nødt til at hæve priserne eller reducere deres avancer. For en eksportafhængig økonomi vil fordelene ved en svækkelse af valutaen således være midlertidige og begrænsede, medmindre behovet for at importere råvarer og komponenter i industrien er lavt.

I ekstreme tilfælde kan en devaluering også virke som en boomerang. Hvis virksomhederne (og deres leverandører) i et land, hvis konkurrenter har devalueret, ikke kan tilpasse sig de nye vilkår, kan de være tvungne til at skære kraftigt i omkostningerne eller måske endda gå konkurs. Hvis det griber om sig, kan det påvirke det indenlandske forbrug markant på grund af den stigende ledighed. For eksportørerne i landet, der devaluerede, kan devalueringen således ende med at underminere markedet.

De fleste analytikere, omend ikke alle, er enige om, at en devaluering af konkurrencehensyn generelt er skadelig for verdensøkonomien især på grund af den risiko for deflation, der følger med. Nogle økonomer opfordrer til et tættere internationalt samarbejde om en global vækstpolitik og reformer i stedet for at risikere verdensomspændende økonomisk uro ved at føre en politik, der alene tjener egne nationale interesser. Men da der er hård konkurrence om at få del i den fortsat skrøbelige vækst globalt, vil en sådan uegennyttig politisk fremfærd nok fortsat være ren utopi.