Kære læser februar 2013

Jeg havde egentlig regnet med, at jeg skulle i gang med at harcelere over arbejdsmarkedspolitikken og ikke mindst arbejdsmarkedsetikken i både Spanien og Danmark. Jeg var lige i stødet efter en januar måned med så mange, ganske undervældende bud på at få flere arbejdsløse europæere i job, at det næsten virkede ambitiøst, at Danmark nu vil ansætte en person til at sikre landet eksportordrer til Kina. Hold da op, hvor de rykker!

Men okay, vi er jo bare danskere. Ovre på den anden side af jorden går de i skole fra de er tre år og knokler hele livet. Alt er lavet i Kina. Men vi har nogle gode ideer, som skal sælges til dem. Ideerne har de faktisk også selv, ligesom at alle andre lande har fede, eksportklare projekter klar til afskibning. De har så bare ikke det vildeste skattetryk og de højeste lønninger. Skal danskerne være bange? JA! Nå, men som sagt var det der med at hidse mig op bare noget, jeg troede, jeg skulle. Især da en dansk studerende på TV proklamerede, at hvis man holdt op med at yde ham SU i sommerferien, skulle man endelig ikke regne med, at han mødte motiveret op til næste semester – på sin 100% statsfinansierede uddannelse… Jeg var rystet over, at studerende overhovedet får løn i ferierne, men at han var fræk og forkælet nok til at sige det på fjernsynet, det gjorde mig genuint bange. Jeg håber sandelig ikke, at det kommer nogle af de spaniere for øre, der i øjeblikket lever i BZ-lejligheder og af deres bedsteforældres pension. For mit indre øje ser jeg flygtningestrømmen fra de andalusiske brakmarker til de guldbelagte danske gader og stræder, hvor de kan slå følge med de udfaldstruede danskere på vej hen til Borgerservice. Udfaldstruede… Tænk at man bare kan sige sådan et ord nok gange, og så ved en hel nation pludselig, at der er tale om de mennesker, der efter de nye regler risikerer at falde ud af dagpengeordningen. Hvad hedder de så, dem der er faldet ud af dagpengesystemet? Udfaldne? Det lyder helt religiøst.

Forleden holdt jeg et indlæg om The hundredth monkey principal, et kvanteteoretisk eksperiment, der kort fortalt går ud på, at hvis en idé deles af tilstrækkeligt mange, vil alene idéens energi skabe et ideologisk gennembrud. Tanker er energi. Og så spørger én pludselig: Hvorfor er der så ikke demokrati over hele verden? Hvad skal man lige svare her – uden at fjerne den sidste rest af håb og optimisme hos spørgeren? Fordi demokratiet, som vi forvalter det, er uefterstræbelsesværdigt? Det kan godt være, at vi får SU i sommerferien, men set fra en afghansk jordhule kan det da umuligt være særligt attraktivt at følge i vores fodspor. Tag nu bare sådan en ting som den verserende bandekrig. Er bandekrig ikke = forfejlet indvandrerpolitik? Tænk at DK er sådan et eftertragtet narkomarked, at krigene er nødvendige. Det er sådan noget, tror jeg, at de langskæggede sidder og iagttager – og ja, griner i skægget over – skønt heller ikke deres idé synes at akkumulere nok energi til, omvendt, at overbevise Vestens bedsteborgere om sharia, tørklæder og ægte bedetæpper. Havde vores idéer været gode nok, havde det ikke været nødvendigt at forsøge at presse dem ned over hovedet på hinanden. Så havde idéen nemlig spredt sig alene ved tankens kraft.

“Kan du ikke gøre jobbet lidt mere attraktivt?”, spørger journalisten en dansk virksomhedsejer, der ikke kan finde medarbejdere, fordi det bedre kan betale sig at gå hjemme. Den slags kan man via fancy satellitudstyr sagtens se fra en jordhule – simultanoversat oven i købet. Folk siger simpelthen nej til overenskomstlønnet arbejde, fordi det bedre kan betale sig at gå hjemme… Det er måske ikke det fedeste job i universet at arbejde på en systue, men det må da trods alt være marginalt sjovere end at ligge hjemme på sofaen. Og så er der Positivlisten, der skal gøre det nemmere for udenlandske lærere og sygeplejersker at komme til landet for at dække manglen på kvalificeret arbejdskraft på de danske skoler og sygehuse. Imens stiger arbejdsløsheden blandt danske sygeplejersker og lærere… Hvordan hænger det nu sammen? Er det mon det der med at være kvalificeret?

”Turismen trækker os ud af krisen”
sådan lød det for nylig fra den spanske skatteminister, Cristóbal Montoro, som fortsatte: ”Turismen gør mere for Spanien, end vi gør for turismen”. ¡Caramba! Det har han sandelig pinligt ret i. Hvad med om spanierne hev fingeren ud og kom i gang at få lært noget engelsk? Det ville da være en begyndelse, der synes at ligge lige for. Vores største turistmagnetkonkurrenter er plaget af tumultariske tilstande. Come on! Det den diem, vi skal carpe!

Nej, jeg nåede slet ikke at hidse mig op. Det må så blive en anden god gang.