En spaniensdansker ser tilbage

En spaniensdansker ser tilbage

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email


Holger Johansen kom til Spanien under Franco, og har oplevet meget mere af landet end de fleste andre spaniensdanskere. I dag bor han på en finca uden for Málaga, og kan se tilbage på et langt liv fyldt med oplevelser fra den store verden – og ikke mindst oplevelser her fra Spanien, som han har fulgt på rejsen fra diktatur til demokrati.
84-årige Holger Johansen er en dejlig fortæller og en yderst habil skribent, og det er os en fornøjelse at bringe hans klummer i La Danesa, begyndende med begyndelsen her i denne udgave:

Ankomsten til Spanien
Jeg havde min ungdom i årene lige efter Anden Verdenskrig. Ungdommen er vel for de fleste mennesker den mest spændende tid, og det var vel nok, objektivt set, en af historiens lyse epoker. I fem år havde krigen raset med ufattelig elendighed over det meste af Europa. Ganske vist var Danmark blevet besat af tyskerne, men vi var sluppet utrolig nådigt gennem hele ragnarokket. Men hvor havde vi følt os indelukkede, og hvor havde vi længtes efter at komme ud og se, hvordan verden så ud udenfor vor egen lille andedam. Jeg tror, at indelukkelsen ligefrem fremavlede eventyrlyst og udlængsel hos de unge, mere eller mindre naturligvis. Men for mit vedkommende afgjort mere!

Jeg ville være journalist! På den måde havde jeg en mulighed for at komme ud i verden. Men interviews med gamle damer, der havde rund fødselsdag, og referater af begravelser og møder i afholdsforeningen gav mig ikke de helt store visioner om spændende oplevelser på den anden side af kloden. Jeg blev tilbudt hyre som skibsdreng og i et års tid sejlede jeg på Sydamerika og Afrika og blev fortrolig med sømandstilværelsen. Men min tørst efter eventyr og oplevelser var ikke slukket. Måske var jeg blevet en slags alkoholiker. Når man først er begyndt, er det svært at holde op. Mens jeg havde været søfarende, var der opstået en ny genial rejseform. Den havde vist sin oprindelse i Amerika, hvor dem, der benyttede den, kaldte den ”tramps”. Nu var den nået til Europa for fuld styrke. Den havde mange navne: Man blaffede eller kørte på tommelfingeren, rejste ”per auto stop” eller hitch-hikede eller bad om et lift. Men i al sin enkelthed gik det ud på, at man stod i højre side af vejen og strakte en tommelfinger i vejret for at indikere, at man gerne ville med. Langs alle Europas hovedveje stod unge ”blaffere” med strakte tommelfingre. På den måde fik jeg set det meste af Europa. Nu manglede jeg bare Spanien, og man kunne jo dårligt sige, at man havde oplevet hele Europa uden at have været i Spanien.

Men Spanien var noget helt for sig. Strømmen af blaffere og hitch-hikere vendte om, når den nærmede sig den spanske grænse. For Spanien var mildt sagt ikke populær. For europæerne, der havde betalt en så uhyggelig høj pris for at slippe af med sine diktatorer, var demokrati blevet et helligt begreb. Og i Spanien sad der stadig en despot, som mente, at man burde lide samme skæbne som Hitler og Mussolini. Franco vaklede på sin trone, men så opstod Den Kolde Krig, og amerikanerne bragte Franco ind i varmen. Efter et møde med ham bekendtgjorde den amerikanske udenrigsminister Foster Dulles: ”I had a meeting with mr. Franco, and we became very good friends.” Efter denne kærlighedserklæring sad Franco fast i sadlen, og hverken russerne, kommunisterne eller demokratiske mennesker i Europa og Amerika kunne længere håbe på at få ham pillet ned.

Verden var langt større dengang, og i hvert fald meget mere spændende og eventyrlig, da folk ikke rejste, men blev hjemme, hvor de var født. Måske var deres forestillinger og de billeder, de drømte sig til om eksotiske lande, langt smukkere end virkeligheden, som de aldrig fik set. I min bevidsthed var der to ting, der udgjorde essensen af den spanske sjæl: Andalusiens varmblodede, sortøjede skønheder, der ”dansede hopsa så let på tå, men som bare ikke var til at lide på”. Og så var der tyrefægtningerne med deres flotte tyre og dristige, heltemodige tyrefægtere. Nu skulle jeg i hvert fald opleve denne ene del.
Jeg var meget ung. Og jeg var meget naiv, dengang jeg sad der på det hårde stensæde i Barcelonas store tyrefægterarena og ventede. Og meget spændt, naturligvis…

Forsættelse følger i La Danesa marts.

 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa