EU og spansk beskatning

Indenfor EU-landene er der fri bevægelighed for de forskellige EU-landes borgere.
Borgere i et EU-land bør kunne til- eller fraflytte et andet EU-land uden nogen form for restriktioner fra til- eller fraflytningslandets side. Dette er basis for EU-traktaten, og Europa-Kommissionen bør sikre og overvåge, at medlemslandene overholder dette kriterium. Dog kan EU-traktaten ofte støde mod medlemslandenes interne lovgivning og kriterier, specielt indenfor beskatning, da hvert land har sin egen skattelovgivning og er ansvarlig for at tilpasse denne til EU-traktatens krav.
Spanien har i de seneste 35 år gennemgået en rivende udvikling. Fra at være et “lukket” diktatur er landet blevet medlem af EU og overstrømmet af både turister, udlændinge der har købt sommerhus i Spanien samt udlændinge, som fast har bosat sig i Spanien.

Specielt i Sydspanien er der hvert år stor bevægelse i både til- og fraflytningen af udenlandske borgere, hvilket gør det svært for myndighedernes administrationer at følge med. Alle kender vi de lange ventetider hos det spanske Nationalpoliti for at skulle anskaffe eller forny residencia eller ansøge om NIE. Da denne registrering hos Nationalpolitiet ikke automatisk bliver videresendt til de andre spanske myndigheder (skattekontor, kommune og Seguridad Social), giver det yderligere administrativt arbejde, at hver til- eller fraflytter bør til- eller framelde sig flere steder, i stedet for blot hos det spanske Nationalpoliti.
Skattemæssigt findes der lovgivning for hhv. residenter i Spanien (LIRPF) og ikke residenter i Spanien (LIRNR). Der er i en årrække blevet beskattet forskelligt alt efter skatteyderens status som enten resident eller ikke resident i Spanien.
Den mest “kendte” forskelsbehandling har uden tvivl været den store difference, der i en årrække har eksisteret ved kapitalgevinst, som specielt har haft betydning ved salg af fast ejendom. I år 2006 og tidligere var beskatning af gevinst ved salg af fast ejendom i Spanien 35%, hvis skatteyderen ikke var resident i Spanien. Hvis skatteyderen var resident, vil denne gevinst kun blive beskattet med 15%, altså en difference på 20%. Denne forskelsbehandling i beskatning af kapitalgevinst blev korrigeret med effekt fra 2007 og fremefter, hvor samme skattesats bliver benyttet for både residenter og ikke residenter i Spanien (i årene 2007-2009 med 18% og fra 2010 på 19%). Sjovt nok stiger skattesatsen for residenter til 21% på den del af gevinsten, der overstiger 6.000 euro. Dette er ikke tilfældet for ikke residenter, og giver dermed ikke residenten en mere fordelagtig beskatning af denne gevinst i forhold til residenten.

I år 2008 bad Europa-Kommissionen Spanien om at ændre sin skattelovgivningen på flere punkter, da man skønnede, at den flere steder var i strid med EU-traktaten.
Spanien blev bedt om at ændre på bl.a. beskatning af ikke residenter med aktivitet uden fast driftssted i Spanien (her beskattedes bruttoindtægt og ikke nettoindtægt, som er tilfældet med residenter). Man kan fra 2010 se, at dette kriterium er blevet ændret fra de spanske skattemyndigheders side. Tidligere skulle ikke residenter, der f.eks. havde lejeindtægter fra udlejet ejendom i Spanien, betale 24% i skat af deres bruttolejeindtægt uden fradrag for omkostninger. Fra 2010 kan ikke residenter i Spanien, som er borgere i et andet EU land, nu på lige fod med residenter i Spanien fratrække de omkostninger, de har haft i forbindelse med udlejningen, og bliver dermed kun beskattet af deres nettoindtægt. En klar tilpasning af lovgivningen til EU-traktatens krav om ikke at forskelsbehandle borgere fra andre EU lande.

Et andet punkt, hvor Spanien af Europa-kommissionen blev bedt om at ændre lovgivningen, er i forbindelse med beregningen af den skattemæssige base ved kapitalgevinst (bl.a. hussalg). Her beskatter Spanien ikke residenter i situationer, hvor residenter i Spanien ikke vil blive beskattet (opløsning af partnerskab og fælles ejerskab, i nogle overførsler mellem kollektive investeringsprogrammer, m.m.). Min erfaring er desværre, at Spanien her ikke har reguleret deres lovgivning, så kriteriet for beskatning af kapitalgevinst er ens for hhv. residenter og ikke residenter i Spanien. Jeg har for nylig i en sag modtaget et sådant diskriminerende svar fra de spanske skattemyndigheder i forbindelse med et hussalg. Skatteyderen var ikke resident i Spanien og havde “erhvervet” ejendommen i to omgange, først købt i fællesskab med sin ægtefælle og efterfølgende arvet den anden halvdel af ejendommen efter sin afdøde ægtefælle. I udregningen af beskatningen af kapitalgevinst, var der på den ene halvdel af ejendommen fortjeneste, hvorimod der på den anden halvdel var tab. I dette tilfælde gav skattemyndighederne ikke skatteyderen mulighed for at modregne tabet i kapitalgevinsten, og opkrævede beskatning for gevinsten på salget af den ene halvdel uden at give mulighed for at modregne tabet fra den anden halvdel af ejendommen. En klar forskelsbehandling, da en resident i Spanien i samme situation vil have mulighed for at kunne modregne et evt. tab i gevinsten.

Af artikel 24.4 i LIRNR fremgår det dog klart, at ikke residenter ikke har mulighed for at benytte samme kriterier som residenter i Spanien.
Spanien blev ligeledes bedt om at ændre kriteriet i forbindelse med beskatning af allokerede indtægter. Ifølge artikel 14.3 i LIRPF kan de spanske skattemyndigheder i skatteyderens sidste årsopgørelse inden fraflytning fra Spanien, inkludere allokerede indtægter. Dette er ligeledes en forskelsbehandling i forhold til de borgere, der fortsat forbliver residenter i Spanien og rammer specielt erhvervsdrivende. Som resident vil beskatningen af denne indtægt blive fordelt over flere skatteår, hvorimod skatteyderen ved fraflytning fra Spanien vil blive beskattet af indtægten øjeblikkeligt. Der er ikke lavet nogen ændring i denne art. 14.3, men jeg kan dog ikke umiddelbart svare på om, de spanske skattemyndigheder i praksis benytter sig af denne øjeblikkelige beskatning.
Der er dog i ovenstående tilfælde kun tale om specielle tilfælde, som hovedsageligt har betydning for skatteydere, der har erhvervsaktivitet i Spanien og ønsker at flytte til et andet EU-land. Størstedelen af de borgere, der er residenter i Spanien, vil ikke få problemer ved fraflytning fra Spanien. Spaniens kriterium for, om en person er skatteresident eller ej i Spanien i det pågældende skatteår afhænger bl.a. af, hvor længe personen har været bosiddende i Spanien indenfor kalenderåret.
Har man været bosiddende i under et halvt år indenfor kalenderåret, vil man normalt ikke blive anset som værende skatteresident i Spanien i det pågældende skatteår. Her bør man passe specielt på ved salg af primær bolig. Hvis man er fyldt 65 år og har boet i sin primære bolig i mindst 3 år som skatteresident i Spanien, vil en evt. gevinst ved salg som resident være fritaget for beskatning. Bliver skatteyderen, for året der sælges, betegnet som værende ikke resident i Spanien, kan skatteyderen risikere at blive afkrævet skat af fortjenesten.

Har man været bosiddende i Spanien i mere end et halvt år i kalenderåret, vil man betragtes som resident i Spanien og vil skulle inkludere indtægterne for hele skatteåret (også indtægten man har haft efter fraflytning). Dog vil skatteyderen i sin spanske skatteopgørelse kunne fratrække evt. skat (dog af lignende karakter) betalt i udlandet for netop at undgå dobbeltbeskatning af indtægten. På denne måde betaler skatteyderen kun skat til de spanske skattemyndigheder for den periode, der reelt tilkommer Spanien.
Pensions- og efterlønsmodtagere med indtægter fra Danmark bør huske, at beskatningen af deres indtægter først bør indbetales i Spanien det efterfølgende år. Dvs. skatten for 2011 bør i Spanien indbetales i maj/juni 2012. Ved tilmelding i Danmark bør pensionisten/efterlønsmodtageren forvente, at der vil blive trukket a-skat i deres udbetalinger fra Danmark fra det øjeblik, de bliver tilmeldt Danmark.

Ønsker I at vide mere, er I velkomne til at kontakte os for yderligere information.