Det gamle og elegante skoleskib Georg Stage besøgte Cádiz på sin årlige rejse rundt i verden, og Jens M. Jensen, Danes Worldwide, havde arrangeret et besøg på skibet, som blev, selv med det ultrakorte varsel, et tilløbsstykke, og den lejede bus blev fyldt på ingen tid.
Og som Jens M. Jensen siger: ”Jeg har nogle fantastiske medlemmer, der bakker op om de arrangementer, jeg laver, og det er jeg selvfølgelig meget glad for og beæret over. Dejlige mennesker allesammen – humøret var i top på hele turen”.
Skoleskibet Georg Stage er bygget på ”Frederikshavns Værft og Flydedok” i 1934, og var en afløser for det første skoleskib Georg Stage fra 1882, der var blevet solgt til en meget velhavende australier, som tog på jordomrejse med skibet, der i øvrigt i dag er overdraget til marinemuseet i Connecticut i U.S.A. og stadig bruges til oplæring af drenge og piger.
Med på turen til Cádiz var bl.a. Niels Ørskov fra Fuengirola, der kunne berette, at han havde haft skibet i dok på ”Ørskov Staalskibsværft” i Frederikshavn, og et andet medlem, fra Torremolinos, kunne oplyse, at hun var i familie med Frederik Stage, stifteren af Georg Stages Minde, og hvis søn skibet er opkaldt efter. Efter en spændende og særdeles smuk køretur langs kysten fra Fuengirola og hele vejen til Cádiz, med et par stop under vejs, blev vi vel modtaget og budt velkommen af skibets kaptajn Joacim Bøllehus, der fortalte om skibets historie og om, hvilket arbejde der udføres om bord.
To af de unge gaster viste derefter gruppen rundt på et meget velfungerende skib, og der var mulighed for at stille spørgsmål, og dem var der mange af.
Det kom frem, at for at være en rigtig kadet og kunne sige, at man har været på Georg Stage og udtjent sin pligt, skulle man helt op i den øverste mast, på 32 m, og kysse kuglen på toppen, men da det er forbudt at gøre det, har ingen selvfølgelig gjort det.
Jens M. Jensen takkede for den spændende rundvisning og fordi man ville tage imod Danes Worldwide’s medlemmer, der gav et stort bifald til både kaptajn og kadetter.
På samme kaj var lige ankommet det mexicanske skoleskib, meget større, og måske også fornemmere, men alligevel ikke så smukt et skib som Georg Stage. Til en invitation til også at komme ombord på dette, måtte Jens M. Jensen desværre takke nej, på grund af tiden.
Efterfølgende stod en anden oplevelse for døren, idet frokosten, vi indtog i en nærliggende restaurant, havde besøg af 217 kvinder fra Sevilla Husmoderforening. Ikke kedeligt og heller ikke helt roligt, da de både sang og klappede, som man har det med at gøre, når man er glad og i godt humør, og det var de – og vi glemmer det ikke lige med det samme.
Hjemturen gik ind gennem landet i det smukke landskab med store skove og åbne vidder.
Vi så masser af tyreflokke, heste og køer og ikke mindst storke, som havde bygget reder på alt, hvad der var højt nok.
En rigtig god dag blev det til, så vi må håbe på, at endnu et skoleskib anløber en havn ikke for langt fra Málaga.
Tak til konsul Birte Secker på Den Dansker Ambassade i Madrid for orienteringen om skoleskibets besøg i Cádiz.
Grundlovsfester
Jens M. Jensen fra Danes Worldwide holdt grundlovstalen i Den Danske Sømandskirke i Algeciras til et særdeles oplagt publikum, der kom med gode bemærkninger ind i mellem.
Der blev lyttet intenst til talen, ikke mindst da der var flere unge mennesker til stede. Afslutningen på talen handlede mere om en ganske anden ”grundlov”, nemlig Janteloven af Aksel Sandemose fra 1933.
Dagen sluttede med et overdådigt frokostarrangement, med alt hvad hjertet kunne begære af danske specialiteter.
Annette Sahlerts de Fernandez var der bud efter til at holde grundlovstale på Lauro Golf, som hun holdt et særdeles begejstret publikum. Hun afsluttede sin tale med at takke for alle de mange mails, blomster og breve hun modtag, da hun stoppede efter 25 års arbejde på konsulatet. Som tak for talen fik Annette Sahlertz overbragt en stor smuk buket røde og hvide roser, ikke mindst for sit store arbejde på konsulatet for danskere her på kysten.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001