Nyheder august 2011

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Spaniere er Europas sjoveste

Spanierne er de sjoveste europæere, viser en undersøgelse foretaget af Badoo Global Survey. Organisationen har spurgt 30.000 mennesker fordelt på 15 lande om, hvem som er bedst til at få andre til at grine.
På de næste pladser kommer italienerne, franskmændene og briterne, mens tyskerne er de mindst morsomme. Spanierne er desuden det næst sjoveste folkefærd i verden, kun overgået af amerikanerne.

Har Rubalcaba beskyttet medlemmer af ETA?

Partido Popular har opfordret Alfredo Pérez Rubalcaba til at trække sig tilbage som PSOE’s kandidat til statsministerposten ved valget i 2012.
Ifølge El País sker det, efter højesteret har anklaget tre tidligere, højtstående embedsmænd, Rubalcabas underordnede, for at have givet ETA et tip, hvormed det lykkedes flere af organisationens medlemmer at undslippe en politirazzia. Blandt de anklagede er den tidligere chef for Guardia Civil Víctor García Hidalgo.
PP har længe brugt sagen, kendt som Faisán, mod Rubalcaba, som partimedlemmer insinuerer, var medvidende om tippet, men har nu opfordret ham til at træde tilbage.
Faisán-sagen er opkaldt efter baren Faisán i Irún i Baskerlandet. Her skulle ejeren, José María Elosua, der agerede som mellemled mellem ETA og myndighederne, i 2006 være blevet informeret om en razzia, og den information skulle han have fået af de anklagede og videregivet til terrororganisationen.
PP’s talsperson, Soraya Sénz de Santamaría, har, udover at opfordre Rubalcaba til at trække sig, antydet, at han netop har trukket sig som indenrigs- og vicestatsminister, fordi han vidste, at de officielle anklager var nært forestående.

Gemte sig i fly – frøs ihjel
En cubansk mand havde i juli gemt sig i den hjulbrønd, der huser de bageste landingshjul, på et Iberia-fly fra Havana på Cuba.
Flyselskabets personale fandt den 23-årige mand, da rute 6620 den 13. juli ankom til Madrids lufthavn, Barajas. Han var død og menes at være frosset ihjel i temperaturer på under -50 grader på turen over Atlanterhavet.

Marbella legaliserer Hotel Senator
Marbellas borgmester, Ángeles Muñoz, meddelte i juli, at Hotel Senator bliver legaliseret.
Hotellet blev bygget uden de nødvendige tilladelser, men med et grønt lys givet i 2002 af den daværende borgmester Julián Muñoz. Siden da har hotellets ejere og kommunen forsøgt at finde en løsning, og nu skulle ejerne have opfyldt alle krav, der var stillet for at kommunen kunne udstede åbningslicensen. Blandt disse krav har bl.a. været, at den grund på 3.600 m2, som hotellets ejere har ved siden af hotellet, skal overgå til kommunen. 2.700 af disse skal bruges til en udvidelse af kongrescentret. Selskabet har desuden forpligtet sig til at betale halvdelen af omkostningerne ved denne udvidelse, der kommer til at koste syv millioner euro, ligesom det skal betale 10 procent af grundens pris, omkring tre millioner euro.
Hotel Senator har fire stjerner.

Massegrav med 59 skeletter fundet i Burgos
En udgravning i området La Legua, i udkanten af Gumiel de Izán i Burgos-provinsen har afsløret en massegrav med 59 skeletter. De afdøde menes at være henrettet under Borgerkrigen mellem 1936 og 1939.
Retsmedicinere og den ansvarlige for udgravningen, Francisco Etxeberria, forklarer, at de afdøde var stablet op i seks lag, og at nogle af dem var blevet skudt på stedet, eftersom der ligger kugler i nærheden og de fleste af kranierne har skudhuller. Graven er 30 meter lang, men de sidste 10 meter er tom, og derfor mener man, at henrettelserne er foretaget i hast, og at bødlerne altså ikke nåede at henrette alle.
De fleste værdigenstande var fjernet fra de afdøde, men der er dog fundet enkelte genstande, som f.eks. et krucifiks, der kan hjælpe med at identificere de omkomne. Der kan være tale om den famøse grav for medarbejdere ved jernbanen, som man har ledt efter i mange år. Den 18. august 1936 forsvandt 60 af dem, sandsynligvis fordi de var medlemmer af fagforeninger; UGT og den mere anarkistiske CNT. Derfor formodes det, at de blev dræbt af falangisterne, selvom henrettelser fandt sted på alle fronter før og under Borgerkrigen.
Det er dog foreløbig en hypotese. Graven, skeletterne og genstandene undersøges nu af medarbejdere ved universiteterne i Baskerlandet og Madrid.
Graven ligger kun 300 meter fra en anden, som man fandt i 2003. Den grav indeholdt 85 skeletter.

Regeringsrokade uden overraskelser

Et par dage efter Alfredo Pérez Rubalcaba i juli trådte tilbage fra regeringen for at fokusere på valget i 2012, udpegede statsminister José Luis Zapataro hans efterfølgere som indenrigsminister og første vicestatsminister samt talsperson for regeringen.
Den første post gik til statssekretær Antonio Camacho, som gennem de seneste syv år har været ’nummer to’ i indenrigsministeriet. Økonomiminister Elena Salgado blev forfremmet til første vicestatsminister, mens Manuel Chaves, tidligere formand for den andalusiske lokalregering og nuværende minister med ansvar for regionerne, er rykket en plads op i tronfølgen, til en andenplads. Hans post som nummer tre er nedlagt.
Minister for offentlige arbejder (Fomento), José Blanco, der altid har været én af statsministerens varmeste fortalere, er forfremmet til talsmand for regeringen.
Ministerrokaden er den niende, siden Zapatero kom til magten i 2004. Elena Salgado, der først var sundhedsminister, senere ansvarlig for Fomento og nu økonomi, er den eneste, som har overlevet dem alle.
Ministerrokaden har ikke dæmpet rygterne om, at statsministeren alligevel vil udskrive valg i utide. Lige nu gættes der i flere medier på, at valget fremrykkes fra marts 2012 til november i år. Årsagen skulle i sagens natur være, at PSOE så skulle have en bedre chance for at genvinde valget. Partiet er ellers bagud i de fleste meningsmålinger, men når det gælder kapløbet mellem Alfredo Pérez Rubalcaba og PP’s kandidat, Mariano Rajoy, fører Rubalcaba.

Fremgang og ombygning i Málagas lufthavn
Godt og vel 5,8 millioner passagerer rejste i årets første seks måneder gennem lufthavnen Málaga-Costa del Sol.
Efter tre år med nedgang i antallet af passagerer lader 2011 endelig til at byde på fremgang. I hvert fald er statistikkerne foreløbig meget positive, da de 5,8 millioner svarer til en fremgang på 12,9 procent i forhold til samme periode sidste år.
I øvrigt skal terminalen T2 moderniseres for 10,3 millioner euro, så den kommer op på samme standard som T3. Ideen er også, at de to terminaler skal integreres, så rejsende ikke mærker forskel på, om de er i den ene eller anden del af lufthavnsbygningen.
Arbejdet udliciteres nu og forventes at starte i slutningen af året og at tage omkring et år.

Tredje gang…
Madrids borgmester, Alberto Ruiz-Gallardón (PP) har offentliggjort hovedstadens kandidatur til værtsby for de Olympiske Lege i 2020. Forsøget blev kritiseret, allerede før det blev offentliggjort. For det første var Spanien vært for legene så sent som i 1992 (Barcelona) og for det andet er kommunekassen i hovedstaden tom.
Madrid var kandidat til OL i 2012, hvor man tabte til London, og til legene fire år senere, hvor Rio de Janeiro vandt. Men man giver ikke op så let i den spanske hovedstad, så nu vil man altså prøve igen.

Sheik vil også bygge lystbådehavn i Málaga
Sheik Abdullah Al-Thanis lyst og formåen til at investere på Costa del Sol synes ubegrænset. Den qatarske sheik, som ejer Málaga CF, har allerede planerne om et nyt kæmpestadion i Málaga og en ny lystbådehavn ved La Bajadilla i Marbella på plads, og nu vil han ifølge Diario Sur også bygge en ny lystbådehavn, San Andrés, i den østlige del af provinshovedstaden. Sheiken skulle netop have indgået en aftale med selskabet, Marina Ciudad de Málaga, som tidligere havde fået koncession på havnen, hvormed han overtager majoriteten.
Investeringen beregnes at blive på mellem 35 og 40 millioner euro.
Havnen bliver ikke blandt de største i provinsen, faktisk kun omkring halv så stor som La Bajadilla. Men med 626 bådpladser bliver den alligevel et interessant tiltag for Málaga, hvis nuværende lystbådehavne, El Candado og Club Mediterráneo, tilsammen har 305 pladser. Arbejdet forventes at kunne begynde i slutningen af året.

AVE til Mekka
Et spansk konsortium er udpeget til at bygge et netværk af AVE-togspor i Saudi Arabien. Netværket skal bl.a. forbinde Medina med Mekka, som millioner af muslimer hvert år valfarter til.
Projektets samlede pris lyder på 6,5 milliarder euro, og konsortiet, som er 88 procent spansk ejet og 12 procent saudisk, inkluderer 12 spanske selskaber, inklusive Renfe, Talgo og Adif. De skal nu bygge omkring 450 km togspor gennem ørkenen, levere 35 højhastighedstog og sørge for vedligeholdelse af netværket i 12 år.

Senator træder tilbage efter ballade på bordel
Casimiro Curbelo, senator og formand for ørådet på La Gomera, trådte i slutningen af juli tilbage. Det skete efter en skandale ugen før, hvor han blev voldelig mod politibetjente, der ville anholde ham i en sauna i Madrid, som ifølge avisen ABC hedder Gola Chica, hvorfor man kunne konkludere, at der er tale om et bordel. Det ligger i kvarteret omkring stadionet Santiago Bernabeu.
Den socialistiske senator besøgte omkring klokken 04.30 etablissementet sammen med sin søn, Adys Curbelo Montañés og en bekendt. De skulle have været berusede, og begyndte at blive aggressive mod kvinderne på Gola Chica. Da de nægtede at forlade stedet, ringede dets chef til politiet. Da betjentene så ville anholde de tre mænd, skubbede de til dem og slog ud efter dem. Volden var også verbal.
”Jeg ønsker at se jer alle dø af cancer, og at jeres ’hijos de putas’ også dør af cancer,” sagde den 60-årige senator ifølge El País. Han fortsatte: ”Jeg er senator, og jeg skal sørge for, at jeres karrierer er ovre.”
Det er måske i stedet Curbelos karriere, som er ovre. Han siger dog i en pressemeddelelse, at han træder tilbage for at kunne koncentrere sig om at bevise sin egen og sin søns uskyld.

Lufthavnene i Madrid og Barcelona til leje

Udlicitering af koncessionen for Spaniens to største lufthavne, Barajas i Madrid og El Prat i Barcelona, er nu officiel.
Indskuddet for Barajas er sat til 3,7 milliarder euro, for El Prat 1,6 milliarder, eller totalt 5,3 milliarder. For det får man 90,05 procent af driften af lufthavnene i 20 år, mens den resterende procentdel stadig vil tilhøre det statsejede lufthavnsselskab AENA.
Koncessionsholderen eller -holderne skal desuden betalte AENA en leje i form af 20 procent af omsætningen, eller i 2012 minimum 150 millioner euro for lufthavnen i Madrid og 80 millioner for den i Barcelona.
Barajas omsatte sidste år for godt 1,056 milliarder euro, El Prat 547 millioner euro.
Det understreges, at de aftaler, som AENA allerede har indgået med fagforeningerne, der inkluderer lufthavsmedarbejderes fortsatte status som offentligt ansatte, skal overholdes.
Man kan afgive sit tilbud fra den 30. juli, vinderen eller vinderne blive offentliggjort i slutningen af november.
Minister for offentlige arbejder (Fomento), José Blanco, har udtalt, at privatiseringen af ledelsen af lufthavnene vil øge konkurrencedygtigheden og være til gavn for turismen. Tre ud af hver fire besøgende rejser ind i Spanien via én af landets lufthavne. Regeringen planlægger stadig også at sælge 49 procent af AENA, men på grund af den aktuelle turbulens på markedet har man endnu ikke fastlagt, hvornår og hvordan dette salg skal gribes an.

Vælg mellem borgmesterpost eller plads i parlamentet

Står det til PSOE og IU i det andalusiske parlament, vil det fremover ikke længere være muligt at være både borgmester og medlem af den andalusiske lokalregering. Partiernes medlemmer mener, at de to poster er inkompatible.
Vedtages forslaget, som skal til afstemning senere på året, sættes bl.a. Marbellas borgmester, Ángeles Muñoz, og Fuengirolas, Esperanza Oña, i et dilemma, da begge gennem flere år har været både borgmestre og medlemmer af Junta de Andalucía.
I alt 17 PP-borgmestre – ingen fra PSOE og kun ét medlem af IU – ville skulle vælge mellem de to poster.

Kun syv fra Málaga søger om erstatning for agurkekrisen
Kun syv producenter af agurker, tomater og salathoveder fra Málaga-provinsen har søgt om erstatning for de økonomiske tab, som ellers mange har lidt på grund af agurkekrisen. Ifølge La Opinión de Málaga skyldes det lave antal, at de fleste firmaer har valgt ikke at gå gennem den træge, administrative procedure.
Landmændenes sammenslutning Asaja indrømmer, at tallet er meget lavt, når man tænker på de økonomiske tab, der er lidt i kølvandet på den falske alarm fra de tyske myndigheder, der var så hurtige til at lægge ansvaret for udbruddet af E. colibakterien hos de sydspanske agurker. Krisen skulle eller have påvirket ”hundredvis” af landmænd.
For at få del i EU’s totale kompensation på 210 millioner euro skulle de berørte firmaer indsende en ansøgning til Junta de Andalucía. Fristen er udløbet.

Taberbyer beklager sig
Kulturministeriet vil nu undersøge proceduren i forbindelse med udvælgelsen af San Sebastián til Europæisk Kulturhovedstad i 2016.
Det sker, fordi repræsentanter for Córdoba, Burgos, Las Palmas, Segovia og Zaragoza, der på målstregen tabte til den baskiske by, har beklaget sig. De mener, at jurymedlemmerne overvurderede San Sebastiáns kampagne for at ende volden i regionen, dermed forstået ETA’s terrorisme.
Undersøgelserne fokuseres på jurymedlemmet Cristina Ortega, der tidligere var kulturrådgiver i den baskiske lokalregering, og som menes at have misbrugt sin indflydelse.

Ingen kapitaltilførsel til pengeinstitutter, som dumpede i EU’s stresstest
Af de otte pengeinstitutter, som i juli dumpede i EU’s stresstest af i alt 90, var de fem spanske. Det drejer sig om sparekasserne CaixaCatalunya, Unnim, Caja de Ahorros del Mediterráneo og Grupo Caja 3 samt banken Banco Pastor. De største spanske banker, såsom BBVA og Banco Santander, havde ingen problemer med at modstå presset i EU’s test udført i skræmmescenarier.
Det lyder umiddelbart som voldsomt, når fem pengeinstitutter er spanske, mens kun to er græske og en enkelt østrigsk. Men økonomiministeren, Elena Salgado, mener, at resultaterne var glimrende, da de viser det spanske banksystems styrke, og den spanske nationalbank har insisteret på, at de spanske pengeinstitutter ikke har behov for kapitaltilskud, eftersom en række, unikke spanske faktorer som obligationer med senere konverteringsdatoer, ikke var inkluderet i testen.

Nyt andalusisk luftfartselskab letter til efteråret
Et nyt andalusisk selskab letter til efteråret. Helitt Líneas Aéreas har ifølge La Opinión de Málaga ambitioner om at blive et førende flyselskab ikke kun i Andalusien, men også på det nationale og det internationale marked.
Starten bliver dog mere ydmyg, da flåden foreløbig tæller tre fly af typen ATR 72, der hver har kostet 14 millioner euro og har plads til 66 passagerer. Selskabet planlægger at udvide flåden med yderligere to fly i starten af 2012.
Det er ikke første gang, at nogen forsøger sig med et regionalt selskab. Sidste gang var det Andalus Líneas Areás, der fløj for første gang i februar 2009, men allerede måtte lukke i juni 2010.
Det ny flyselskabs ejere, brødrene Pizarro Gómez, er dog optimistiske. De har endnu ikke offentliggjort, hvilke ruter selskabet skal flyve, kun at det har base i Málaga.

Højhastighedstog til gods på tværs af Spanien
EU planlægger at anlægge en togbane til højhastighedstog med gods, som skal gå fra Zaragoza til Algeciras. Meningen er at få transporten af gods væk fra landevejene og op på togene, som er en billigere transportform, der desuden skaber mindre forurening og færre ulykker.
Fra Zaragoza skal banen forbindes med en linje til Frankrig, og mod syd skal den gå via Madrid, Córdoba og Bobadilla, lidt nord for Málaga, ligesom den undervejs får forbindelse med en bane fra østkysten, bl.a. Cartagena, for til slut at ende i havneområdet i Algeciras.
Projektet er ansporet af lobbyistorganisationen Ferrmed, som også ønsker at lade banen gå helt til de skandinaviske lande.
Nu er landmænd i Almería dog bekymrede over, at provinsen bliver forbigået. Man mener, at togbanen bør inkludere den østlige provins, da man ellers frygter at sakke bagud med hensyn til eksport af fødevarer. Ministeriet for offentlige arbejder (Fomento) forsøger at overbevise EU, ligesom man fra Junta de Andalucía skubber på for at få Almería inkluderet i den nye togbane.
EU træffer den endelige afgørelse omkring banens præcise omfang i september. Det vides endnu ikke, hvornår det store projekt skal påbegyndes.

Uvurderlige bøger stjålet fra katedralen i Santiago de Compostela

En uvurderlig bogsamling fra det 12. århundrede er forsvundet fra katedralen i Santiago de Compostela. Bøgerne, Codex Calixtinus, formodes at være blevet stjålet af en kender.
Bøgerne befandt sig i en sikkerhedsboks inde i katedralen, men en aften i juli fandt man nøglerne i skabets lås, bøgerne var forsvundet og er nu meldt stjålet.
Codex Calixtinus består af fem bøger og to bilag, som tilsammen menes at udgøre den første samling af guidebøger til pilgrimsruten, Camino de Santiago. Samlingen blev kun vist frem ved specielle lejligheder som f.eks. pavens besøg i november. Den anses som uvurderlig, og er ikke forsikret.
Eksperter er ikke kun bekymrede over selve tyveriet, men også over, hvorvidt tyvene forstår at tage vare på bøgerne. For meget fugt kan løsne siderne, mens lys nemt kan ødelægge bøgernes farverige illustrationer.

Rapport om tungmetaller i fisk holdt hemmelig
Miljøministeriet har gennem syv år hemmeligholdt resultaterne af en undersøgelse omkring indholdet af kemikalier i fisk, afslører El País.
Sagen drejer sig om sværdfisk og makohaj (sælges som cazón), som ifølge en undersøgelse foretaget i december 2003 af havforskningsinstituttet Instituto Español de Oceanografía (IEO) indeholder meget mere kviksølv end det tilladte milligram per kilo fisk, ligesom sværdfisken havde for højt et niveau af cadmium.
IEO havde undersøgt 90 forskellige fisk og skaldyr, som alle spises i Spanien. De pågældende fisk kommer fra Atlanterhavet og det Indiske Ocean.
Miljøministeriet havde gennem årene fastholdt, at der var tale om en ”intern rapport”, selvom en international aftale byder, at offentligheden skal have adgang til denne slags informationer. Miljøorganisationen Oceana beskylder ministeriet for at have hemmeligholdt rapporten af frygt for, at den ville skade fiskeindustrien. Miljøminister Rosa Aguilar har udtalt, at man gennem alle disse år var af den overbevisning, at undersøgelsens resultater skulle sendes til EU, som så skulle beslutte, hvorvidt de skulle offentliggøres eller ej. Højesteret har dog beordret rapporten udleveret til organisationen, der nu har offentliggjort resultaterne. Sundhedsministeriet har foreløbig anbefalet, at børn under tre år samt gravide ikke spiser sværdfisk eller haj.

Farvel til provinserne?
Opdelingen af Spaniens administration i både stat, regioner, provinser og kommuner er med den nuværende krise, hvor regeringen søger flere områder at spare på, igen kommet i søgelyset.
Spørgsmålet er, om alle led er nødvendige for at have et velfungerende samfund. Nogle mener, at regionerne bør elimineres, men det ville skabe ramaskrig, specielt i de mest uafhængighedssøgende regioner som Baskerlandet og Catalonien. Dagbladet Málaga Hoy har derfor spurgt, hvorvidt provinsledelserne i landets 50 provinser (plus de to autonome byer Ceuta og Melilla) kan nedlægges.
Det mener hverken Juan Fraile (PSOE), formand for Málaga-provinsen i 1999-2003, eller den nuværende formand Elías Bendodo (PP), der tiltrådte den 23. juni. Begge understreger, at provinsledelsen bl.a. er ansvarlig for udvidelse og vedligeholdelse af vejnettet og anden infrastruktur, byplanlægning samt sportslige og kulturelle arrangementer i kommuner med færre end 20.000 indbyggere. Modspørgsmålet er altså, hvilken organisme, der skal overtage dette arbejde, hvis der vinkes farvel til kommunerne. Bendodo siger desuden, at provinsledelsen er blevet kritiseret, lige siden den blev indført i 1812, men at han er af den overbevisning, at det er den bedst organiserede administration af alle.
Provinsledelsen i Málaga råder i år over et budget på 261 millioner euro, og beskæftiger omkring 1.500 funktionærer, hvoraf mange ifølge beskyldningerne mellem den nuværende og den tidligere, socialistiske, ledelse, kun er ansat på grund af gode kontakter og ikke kvalifikationer.
Bendodo har meddelt, at også provinsledelsen skærer ned på sine udgifter, og det sker f.eks. ved reducering af lønudgifterne.

Mijas vil spare to millioner euro ved genbrug
Byrådet i Mijas mener, at kommunen årligt kan spare to millioner, hvis alle indbyggere sorterer affaldet korrekt.
I øjeblikket transporterer kommunen affaldet til en central i Entrerríos, og selskabet bag denne central fakturerer kommunen per ton. Meningen er derfor at nedbringe denne mængde, og det skal ske via en kampagne, som opfordrer kommunes indbyggere til at sortere affaldet, så det ender i den rigtige container. Og det skulle altså kunne spare kommunen så meget som to millioner euro om året.

Indførelse af de nye biometriske pas udskudt
Danmarks ambassade i Madrid har meddelt, at indførelsen af de nye biometriske pas er udskudt fra den 1. oktober 2011 til den 1. januar 2012.
Indførelsen af de nye pas medfører bl.a., at man fra og med den nye dato skal henvende sig personligt på ambassaden i Madrid for at få sit pas fornyet. Grunden er, at pas fremover skal indeholde digitale fotos, fingeraftryk og underskrift. Dermed skabes der langt større sikkerhed for, at passet ikke kan forfalskes eller misbruges.
Man vil stadig kunne få udstedt pas hos en hvilken som helst kommune i Danmark. Find den ønskede kommune på http://www.kommune.dk og ring på forhånd for tidsbestilling mv. Eksisterende pas er stadig gyldige til udløbsdatoen.

Fossil af krokodille fundet i Pyrenæerne
Et fossil af et krokodillehoved er fundet i en palæontologisk udgravning i Pyrenæerne, nærmere betegnet i Arén (Huesca) i Aragonien, som ligger 700 meter over havets overflade.
Fossilet menes at være 65 millioner år gammelt. Men hvor der i dag er høje bjerge, var der dengang sumpe, hvor krokodillerne trivedes, mens dinosaurerne regerede i de tørre og højere liggende områder.
Det er det hidtil ældste krokodillefossil, man har fundet i Europa. Indtil nu havde forskere været af den overbevisning, at det europæiske kontinent for disse mange millioner år siden bestod af en række små, isolerede øer, men dette fund peger på, at de slet ikke var så isolerede.
Krokodillen lignede meget dem, man ser i dag, men den målte kun mellem en og 1,5 meter, så den har fået sit eget navn, nemlig det poetiske Arenysuchus gascabadiolorum.

Mallorcas bjergkæde – Verdens Kulturarv
Smukke Serra de Tramuntana, bjergkæden der strækker sig langs det meste af Mallorcas vestkyst, er blevet anset værdig og inkluderet på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv.
Dermed forpligtes øens myndigheder til at bevare naturen og skåne den flere tusinde år gamle kulturelle arv, mens man håber, at den lokale økonomi vil nyde godt af den nye status. Spanien har nu 43 naturområder og historiske bygninger på verdensarvslisten.

Atomkraftværket Garoña i Burgos lukker
Højesteret har beseglet Industriministeriets beslutning om definitivt at lukke atomkraftværket i Santa María de Garoña i juli 2013.
Industriministeriet besluttede for nogen tid siden at nedlægge driften af værket, og efterfølgende har ejerne, elselskaberne Endesa og Iberdrola, dog sagsøgt Indenrigsministeriet og krævet lukningen udsat med yderligere 20 år, eller en kompensation på 1,5 milliarder euro. Men det sagde højesteret så nej til.
PSOE lovede allerede op til valget i 2004 at lukke atomkraftværker i Spanien, når de har rundet de 40 år. Imidlertid ombestemte statsminister Zapatero sig, bl.a. grundet Spaniens tilbageskridt i forhold til Koyoto-aftalen, og udskød lukningerne indtil vedvarende energikilder kan overtage elektricitetsproduktionen i Spanien. På et tidspunkt var der tale om, at Garoña skulle fortsætte driften frem til 2029. Ejere, medarbejdere og tilhængere af a-kraft krydsede fingre – lige til ulykkerne begyndte at hagle ned over værket i Fukushima i Japan, hvis første reaktor er af samme model som den ene i Garoña.
Kun ét atomkraftværk er hidtil blevet lukket i Spanien; det var Zorita, som lukkede i 2006 efter negative rapporter fra det nukleare sikkerhedsråd, CSN.
Santa María de Garoña blev sat i drift i 1971 og er Spaniens ældste atomkraftværk. Det er også det mindste og producerer kun godt en procent af Spaniens behov for elektricitet. De resterende værker leverer tilsammen omkring 18 procent.

Utilfredshed med fartnedsættelse på kystvejen


Fartgrænsen på kystvejen, den tidligere N-340 nu A-7, mellem Mijas Costa (El Faro) og Marbella (Río Real) samt mellem Puerto Banús og Estepona, blev i slutningen af juli sat ned fra 100 til 80 km i timen.
Det er de to implicerede kommuner, Marbella og Mijas, ikke tilfredse med. Ifølge La Opinión de Málaga har de to borgmestre, Ángeles Muñoz og Ángel Nozal (begge PP), beklaget sig til det ansvarlige ministerium, Fomento. Klagen går først og fremmest ud på, at kommunerne ikke var informeret på forhånd, og så mener man ikke, at der sker forholdsvis flere ulykker på disse strækninger, hvorfor en fartnedsættelse ikke burde være nødvendig.
”Siger man dermed, at det gennem alle disse år har været farligt for bilister at køre på denne strækning?” kommenterer Ángeles Muñoz til Diario Sur.
Også diverse borgergrupper og foreninger har beklaget sig over fartgrænsen, som, man mener, ligefrem er en gene for turismen. Formanden for Centro de Iniciativas Turísticas de Marbella (CIT), Juan José González, er dog ikke enig. “Det er en restriktiv foranstaltning, men jeg håber, det giver gode resultater. Sandheden er, at tilkørslerne på A-7 er meget farlige,” siger han til La Opinión.

Dagens nyhedsbrev
Modtag friske spanske nyheder på dansk hver dag! Tilmeld dig La Danesa’s Nyhedsbrev på www.ladanesa.com eller send en mail til info@ladanesa.com og du vil modtage dagens nyheder direkte i din indbakke.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa