Nyheder juni 2011

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Jordskælvene i Lorca: Ni personer omkom, hundredvis blev såret
De to jordskælv, som den 11. maj ramte byen Lorca i Murcía-regionen, krævede ni ofre – heriblandt en dreng på 14 år og en gravid kvinde, ligesom hundredvis af byens indbyggere blev såret.
Det første skælv indtraf kl. 17.05 og målte 4,5 på Richterskalaen, mens det, som skete kl. 18.47, blev målt til 5,2.
Godt 20.000 af byens indbyggere tog myndighedernes råd til sig og tilbragte den første nat udendørs, på skoler eller andre offentlige områder. Dagen efter opsatte det spanske forsvars redningsmandskab (Unidad Militar de Emergencias) teltlejre med plads til omkring 1.000 af de, som heller ikke dagen efter kunne gå hjem, da deres boliger lå i grus. Nogle valgte også at blive af frygt for flere jordskælv.
420 soldater med 147 køretøjer og tre helikoptere deltog i redningsarbejdet.
Et jordskælv på 5,2 svarer til en energiudladning på 200 tons TNT. Det nærmeste atomkraftværk er Cofrentes, omkring 200 km fra Lorca, og det lader ikke til at være blevet påvirket af jordskælvene.
De største materielle skader skete nordøst for Lorca, mellem fem og 10 kilometer fra byens centrum, og ud mod motorvejen ved Murcía.
Murcía er i følge det geologiske institut den region, som er mest udsat for jordskælv – efterfulgt af Andalusien og Valencia. Det største skælv den 11. maj var det værste i over 30 år.
Allerede en lille uges tid efter skælvene var indbyggere og myndigheder i gang med at genopbygge Lorca. Forsvarets redningsfolk ryddede tonsvis af murbrokker o.l. fra byens gader, mens håndværkere gik i gang med at restaurere de medtagne bygninger, som står til at redde. Samtidig besluttede myndighederne, at boligejere, hvis boliger er svært beskadigede, vil modtage 106.000 euro fra staten. For mindre beskadigede boliger udbetales 24.000 euro. Derudover skal hver bolig inspiceres, og for de boliger, som er totalt ødelagte, vil der blive udbetalt 80 procent af den officielle værdi – ikke af selve boligens værdi, men af en tilsvarende VPO-bolig i kommunen.
De materielle skader beregnes at løbe op i omkring 70 millioner euro.

Største skælv
Jordskælvet på 5,2 var langt fra det største skælv i Spaniens historie. Her er nogle af de mest voldsomme:
Dato / Størrelse / Sted
1755 / 8,5 / Cabo San Vicente (i dag Portugal)
1804 / 6,7 / Mar de Alborán (havet mellem Málaga og Marokko)
1829 / 6,6 / Torrevieja (Alicante)
1954 / 7,0 / Dúrcal (Granada)

_____

Spanair-ulykken: Menneskelig fejl
Den ansvarlige dommer i sagen omkring Spanairs ulykke den 20. august 2008, hvori 154 personer blev dræbt, havde udpeget et uvildigt ekspertpanel til at belyse årsagerne til ulykken. Disse eksperter er nu nået til den konklusion, at ulykken først og fremmest skyldtes menneskelige fejl, men at også flyfabrikanten og mekanikerne bærer en del af ansvaret, skriver El País.
Piloterne havde opdaget en fejl i en varmesensor i MD-82-flyet, da JK5002 først skulle lette fra Madrids lufthavn, Barajas. De taxiede derfor tilbage fra startbanen til holdepladsen, så mekanikerne kunne undersøge sagen. En mekaniker konkluderede, at et varmelegeme, der skulle forhindre isdannelse på sensoren, var aktivt, og ifølge manualen slog han den fra.
Civile luftfartsmyndigheder pegede i 2009 på, at det alligevel var en fejl, og at piloterne derefter ikke fulgte den normale tjekliste og ikke aktiverede vingernes flaps, samt at TOWS-advarselssystemet ikke fungerede efter hensigten umiddelbart før den fatale start.
Flytypen var involveret i en række ulykker før JK5002, og i ekspertpanelets rapport lyder det bl.a.: ”Den utilstrækkelige procedure før take-off var ikke blevet rettet af hverken de spanske eller europæiske luftfartsmyndigheder eller flyfabrikanten.”

 

Sheik investerer 400 millioner i lystbådehavn i Marbella
Abdullah Ben Nasser Al-Thani, sheiken fra Qatar, der ejer Málaga CF, har bekræftet, at han vil investere 400 millioner euro i havnen La Bajadilla i Marbella, skriver Diario Sur.
Havneområdet, der skal blive Middelhavets største lystbådehavn, vil blive på 220.000 m2 og få 1.220 bådpladser, ligesom selve havnen vil blive stor og dyb nok til, at også større krydstogtskibe vil kunne lægge til.
Det endelige projekt vil blive forelagt om seks måneder, og arbejdet forventes at tage omkring fire år.

Skatteydernes skal betale for sparekasserne
Omstruktureringerne af Spaniens sparekasser vil koste 700 millioner euro, siger regeringen. Mange eksperter mener dog, at prisen bliver langt højere. Tiltagene er et af de krav, som EU har sat for at få den spanske økonomi på ret køl.
Ifølge El País vil skatteydere blive ramt hårdt af omstruktureringerne. Udover hjælpepakker og lån skal der betales for afskedigelser og tidlige pensioner til personale, som bliver afskediget eller tvunget på en slags førtidspension.
45 sparekasser har indtil nu været nødt til at stramme livremmene ind via fusioner eller salg til 18 forskellige finansgrupper, ligesom dyrere lån allerede så godt som har lukket internationale lånemuligheder for de svageste sparekasser.
For to år siden havde sparekasserne samlet 25.000 afdelinger og 135.000 ansatte. Selvom størstedelen stadig har de samme bestyrelser, hovedkontorer og netværk af afdelinger, som de havde dengang, er der indtil nu lukket omkring 2.400 afdelinger og ca. 9.000 medarbejdere er afskediget. I øjeblikket regner man dog med, at det kan blive nødvendigt at afskedige eller pensionere omkring 13.000 personer.
Regeringens beregninger lyder på, at de samlede udgifter bliver omkring 700 millioner euro, der skal betales frem til 2014. Den spanske nationalbank estimerer dog, at sektoren vil få brug for 15 milliarder euro, og nogle skøn er ifølge El País op til otte gange højere.
Kilder fra sparekasserne informerer, at det vil koste mellem 250.000 og 300.000 euro for hver afskediget medarbejder, da mange af disse har været ansat i mange år og derfor har ret til store kompensationer (finiquitos) og den højeste arbejdsløshedsunderstøttelse i to år, og derfor, mener kilderne, at afskedigelserne vil koste staten omkring 10 milliarder euro. De mener også, at det vil blive nødvendigt at afskedige op til 25.000 ansatte.
Nationalbanken overvejer nu, om man skal insistere på, at flere af sektorens medarbejdere går ned i løn, ligesom man vil skærpe reglerne omkring afskedigelsespakker, der inkluderer arbejdsløshedsunderstøttelse. Sidstnævnte sker, efter telefongiganten Telefónica har meddelt, at selskabet vil afskedige 20 procent af arbejdsstyrken i Spanien – selvom selskabet netop har haft et rekordstort overskud.

Kærlighed til manden, sex til elskeren
Kærlighed har ikke noget med sex at gøre, og derfor kan et ægteskab udmærket overleve uden elskov, viser en undersøgelse af 1.500 spanske kvinders indstilling til emnet.
Dagbladet El Mundo citerer undersøgelsen foretaget af gleedeen.com. Heri fremgår det, at 58 procent af de adspurgte mener, at et ægteskab sagtens kan fungere uden sex. Derudover afslører undersøgelsen, at ikke engang halvdelen af kvinderne regelmæssigt får orgasme under sex med ægtemanden, mens de får det, hver gang de dyrker elskov med en elsker.

 


Málaga CF-trøjer gennem årene.

Historien skal huskes – udstilling på La Rosaleda-stadion
Enhver topklub med respekt for sig selv bør have et museum. Et sted, hvor historien sættes i perspektiv.
Et sådan har Málaga Club de Fútbol nu fået på La Rosaleda stadion på adressen Avda. Martiricos i den nordlige del af byen. Klubben har eksisteret i mere end 70 år, mens klubben gennem tiderne har haft flere navne. I 1994 skiftedes Málaga CD til Málaga CF.
Udstillingen i museet MCF Museum bringer bl.a. de besøgende ind i omklædningsrum med spilletrøjer fra store landsholdsnavne som Raúl, Real Madrid – nu Schalcke 04 – hollandske Kluiver fra hans tid i FC Barcelona, Maakay, tidligere Deportivo La Coruña, og Málaga-spillere som Fernando Hierro og Josemio. Endvidere Málaga-shirts fra den store tid i henholdsvis den daværende Toto Cup og UEFA Cup i 2002/2003, hvor Málaga CF nåede helt frem til kvartfinalen i UEFA’en, samt klubflag fra de store hold, som har gæstet La Rosaleda. De besøgende støder også på holdfotos.
Museet er åbent mandag-onsdag fra kl. 10-19 og torsdag til lørdag fra kl. 15-19. Det er lukket på søn- og helligdage.
Prisen for at komme ind er 4 euro for unge under 18 år, 8 euro for voksne med 20 procent rabat for sæsonkortholdere og pensionister over 65 år.

 

Gedemælk direkte fra din nærmeste gedehyrde
Gedehyrder i Málaga-provinsen vil begynde at sælge mælk direkte til forbrugerne.
Dermed vil engrosleddet blive sprunget over, og gedemælken vil kunne sælges til mere konkurrencedygtige priser i forhold til komælken.
Hyrdernes sammenslutning, der har hovedkontor i Casabermeja, vil installere et eget pasteuriseringsanlæg til gedemælken.

Gaddafi frigiver fotograf efter 43 dage
Den libyske diktator Muammar Gaddafi frigav den 19. maj den spanske fotojournalist Manuel Varela de Seijas, også kendt som Manu Brabo, der havde siddet 43 dage i fangenskab, beskyldt for at være rejst illegalt ind i Libyen. Han besøgte bl.a. Brega i den østlige del af landet, hvor han blev anholdt.
Brabo blev derefter dømt skyldig ved en domstol i Tripoli, og sammen med to amerikanske og en sydafrikansk kollega idømt et års fængsel. Alle fik dog forleden meddelelsen om, at de var frigivet.
En talsmand for det libyske regime udtalte, at de var frie til at forblive i landet eller rejse derfra. Samtidig forklarede han, at de var mistænkte for at have samarbejdet med oprørerne, og at man først senere fandt ud af, at de var journalister.
Den spanske fotograf kunne dagen efter frigivelsen forlade det krigshærgede land og rejse via Tunesien hjem til Spanien.

IKEA udskyder åbning af endnu en forretning på Kysten
Den svenske kæde IKEA, der i maj kunne fejre 15 års jubilæum i Spanien, åbner ikke foreløbig forretning nummer to på Costa del Sol.
Forretningen ved Plaza Mayor i Málaga åbnede i 2007, og allerede da meddelte selskabet, at der var planer om at åbne yderligere en forretning, der skulle ligge enten i Marbella eller mellem Fuengirola og Mijas. Men disse planer er nu udskudt på ubestemt tid.
Forretningen i Málaga har allerede haft 11 millioner kunder og her beskæftiges knapt 500 medarbejdere.

Bulgarer indlagt på psykiatrisk afdeling
Den bulgarske mand, som i midten af maj skar hovedet af en kvinde for derefter at gå omkring med det, blev indlagt på en lukket, psykiatrisk afdeling.
Den 28-årige Deyan Valentinov Deyanov blev dagen efter officielt anklaget for drabet på den 60-årige brite Jennifer Mills-Westley. Det fandt sted i et kinesisk supermarked i Los Cristianos på Tenerife. Bulgareren havde taget en stor køkkenkniv fra hylderne, stukket kvinden mindst 14 gange, skåret halsen over på hende for derefter at gå rundt med hovedet, indtil han blev stoppet af en sikkerhedsvagt.
Manden havde boet i en efterladt bygning og var kendt for at være mentalt ustabil. Ingen ved, hvorfor han valgte at dræbe netop den britiske kvinde.

 


Hullet i Mijas-vejen blokerer vejen mellem Mijas og Fuengirola.

Hvorfor Mijas-vejen kan forblive afspærret i meget lang tid
Vejarbejdet på Ctra. de Mijas, vejen mellem Fuengirola og Mijas, startede i september 2010. En bro blev revet ned, og siden har et stort hul afspærret vejen.
Planen var en tiltrængt udvidelse af kørebanerne samt en større rundkørsel ved Muebles Benitéz og overfarten over hovedvejen.
De seneste uger har arbejdet dog stået stille. Mandskabet var på plads, men uden at foretage sig noget, ligesom maskinerne er forsvundet. Hvad betyder det? Skal det store hul forblive, og skal trafikanter, hvoraf mange har brug for at komme til og fra arbejde mellem de to byer, for evigt køre store omveje for at komme frem?
La Danesa har talt med flere af de implicerede parter.
Første stop var ved vejarbejdet, hvor alle på vores spørgsmål om, hvorfor de ikke arbejder, svarer det samme: ”Fordi vi ikke bliver betalt. Vi har ikke fået løn i otte måneder, og vores arbejdsgiver har sagt, at han ikke vil investere mere her. Men ifølge vores fagforening CCOO skal vi være her, så andre ikke kan komme og fortsætte arbejdet, og så vi stadig vil have ret til vores løn. Selvom vi ville, kan vi alligevel ikke arbejde, da vi ikke har flere materialer.”
De forklarede desuden, at de ubetalte lønninger skyldes, at El Corte Inglés ikke har betalt konstruktøren samt kommunerne i Fuengirola og Mijas. Pengene (beløb ukendt) skulle indgå i en aftale omkring opførelsen af El Corte Inglés i Mijas Costa, da forbedringen af vejnettet omkring stormagasinet vil komme det til gode.
For at få sidstnævnte bekræftet ringede vi til El Corte Inglés’ hovedkontor i Madrid. Her forklarede man, at de skam har betalt alle parter, inklusive konstruktionsselskabet, Profasán, og at hvis dette selskab eller andre skulle hævde det modsatte, vil man lægge sag an.
Vores næste opringning gik naturligvis til Profasán. Her svarede en mand, som sagde, at han kun var en tekniker, og at han ikke vidste noget om noget, og at han var alene i firmaet.
Mijas-vejen hører delvist under Mijas, delvist under Fuengirola, hvorfor vi håbede, at i hvert fald én af kommunerne vil kunne give os en forklaring. På kommunekontoret i Mijas var beskeden ganske enkelt, at man ikke ønskede at svare os. I Fuengirola talte vi med presseafdelingen, men vi kunne ikke få nogen fra byplanlægningen i tale – heller den ansvarlige, Ana Mula. Den ansvarlige for presseafdelingen forklarede dog, at hverken kommunen i Fuengirola eller Mijas er økonomisk ansvarlige for vejarbejdet, da det er en del af førnævnte aftale med El Corte Inglés. Han forklarer, at de to kommuner sammen kæmper for at få arbejdet genoptaget og fuldført. Men forhandlingerne går langsomt.
I mellemtiden går afspærringen af vejen også ud over de forretninger, der ligger på Mijas-vejen, og de er nu i gang med en underskriftindsamling i håbet om at kunne sagsøge de ansvarlige i denne labyrint af en sag.
Mandskabet er stadig på plads ved hullet i vejen. De arbejder ikke, og må eller ikke bruge tiden på at spille kort eller anden tidsfordriv – i stedet fordriver de tiden med at vise bilister vej uden om vejarbejdet, og det lader de til at skulle fortsætte med gøre en god tid fremover.

Spanien stadig verdens næstmest støjende land
Spanien overgås i en ny undersøgelse igen kun af Japan i kapløbet om at kunne lave mest larm.
Undersøgelsen, foretaget af WHO (World Health Organisation), viser, at syv ud af 10 spaniere lever i omgivelser, hvor larmen er højere end organisationen finder sundt, nemlig 65 decibel. 1,8 procent af hjerteinfarkter menes at være forårsaget af for høje støjniveauer.
En anden undersøgelse fortæller, at ni ud af 10 spaniere selv mener, at Spanien er et meget larmende land.

Ny rekord i Málagas lufthavn
Málagas lufthavn har endnu engang overgået sig selv i antallet af rejsende.
Avisen Diario Sur skriver, at man har oplevet den største fremgang i et helt årti. I april gik 1,2 millioner passagerer gennem lufthavnen, Pablo Ruíz Picasso, og det var 34 procent flere end samme måned sidste år. I april 2010 var antallet naturligvis begrænset som følge af den islandske askesky, alligevel mener myndighederne, at der er god grund til at glæde sig over den nye rekord.
Den seneste rekord var fra 1999 til 2000, hvor antallet af rejsende steg med 24,8 procent.
De 1,2 millioner rejsende blev transporteret på knapt 10.000 flyvninger.

Oña vil forsvare chiringuitos
Fuengirolas borgmester og talsperson for PP i det andalusiske parlament, Esperanza Oña, ønsker at forsvare områdets chiringuitos. Ejerne af barerne og restauranterne har det seneste par år risikeret at få forretningen lukket, da kystdepartementet, normalt blot kaldet Costas, der hører under miljøministeriet, besluttede at håndhæve de regler, som dikterer, at en chiringuito skal ligge mindst 100 meter fra vandkanten og ikke være større end 100 m2. Denne håndhævelse resulterede i, at flere blev revet ned.
Derudover kan dem, der ligger på offentlig grund, kun holde åbent i sommerhalvåret. Barerne har koncession på solsenge og parasoller, hvilket betyder, at badegæster kun det halve år kan benytte sig af disse faciliteter.
Den 1. april i år overgik bemyndigelsen over kyststrækningerne her dog til Junta de Andalucía, og derfor har Oña, som ønsker at holde dem åbne hele året, nu bedt om et møde med den lokale regering. Hun afventer stadig svar.

Dadler, mælk og misforståelser i Marrakech
Kong Juan Carlos mødtes i maj for første gang i fem år med den marokkanske konge, Muhamed VI.
Mødet fandt sted i sidstnævntes palads, få minutters gang fra pladsen Jeema El Fna i Marrakech, hvor den spanske konge ifølge lokale traditioner blev budt på mælk og dadler – førstnævnte drak han, mens han undgik frugterne, skriver El Mundo.
Efter ceremonierne afholdt de to monarker et knapt to timer langt møde. Her diskuteredes de seneste års diplomatiske kriser, som kulminerede sidste år ved grænsen mellem Marokko og Melilla. Med ordet ’misforståelser’ blev de dog overført til historiebøgerne. De to gratulerede hinanden for de nu gode bilaterale forhold, og den spanske udsending roste den marokkanske for dennes indsats mod terrorisme, hvilket dog glippede en uge før mødet, da en bombe dræbte 16 personer netop i Marrakech.

Firmaer oprettes så fiktive medarbejdere får arbejdsløshedsunderstøttelse
Arbejdsministeriet har opdaget et helt boom af illegale firmaer, der oprettes for at fiktive medarbejdere kan opnå ret til arbejdsløshedsunderstøttelse.
Firmaerne har ingen aktiviteter, de betaler ikke til seguridad social, men har alligevel adskillige ansatte. Formlen er simpel; de ”ansatte” betaler et beløb for at få en ansættelseskontrakt, og efter en given periode bliver de afskediget, hvorefter de har ret til arbejdsløshedsunderstøttelse.
Problemet er størst i Málaga-provinsen, hvor myndighederne allerede sidste år opdagede næsten 600 tilfælde – nogle med op til 50 ”ansatte”.

 

Velgørenhed giver dyrene en chance for et bedre liv
Ryan Travis fra PAD og Lisa Emeny fra El Refugio del Burrito, som ses i midten af ovenstående billede, fik overrakt donationerne fra det seneste velgørenhedsarrangement. Frokosten, som fandt sted på Hotel Tamisa Golf søndag den 24. april, havde 90 deltagere og de to dyrebeskyttelsesforeninger fik overrakt henholdsvis 320 og 350 euro i gave.
Arrangementerne foregår som form af en auktion, hvor adskillige erhvervsdrivende her på kysten har givet fx gavekort til auktionen. Dertil gav Hotel Tamisa Golf selve frokosten. Næste arrangement vil finde sted i starten af december.
Tak til alle medsponsorer og hjælpere for deres indsats, gaver og vouchers samt deres store kærlighed til dyr. Inga, som ses til venstre for æslet, Bienvenida, overrakte den 29. april pengegaven til de to dyrebeskyttelsesorganisationer i Centro Idea.
Har man selv lyst til at hjælpe PAD eller El Refugio del Burrito, kan man tage kontakt til Inga Brüning på e-mail: starbabies5@gmail.com eller henvende sig til de to dyrebeskyttelsesforeninger. Inga står i spidsen for velgørenhedsfrokosterne i samarbejde med andre nationaliteter.

Kontaktinformation:
El Refugio del Burrito: 952 735 077
Proteccion de Animales Domesticos (PAD): 952 468 054

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa