Det danske magasin i Spanien
Interview med Lionel Messi

Interview med Lionel Messi

Bogen ”Messi – verdens bedste” er netop udkommet i Danmark. Den fortæller historien, om drengen, der havde problemer med at vokse, men alligevel blev verdens bedste fodboldspiller. Den fortæller også om den hårde start i Barcelona, hvor Lionel Messi kom til som 13-årig. I bogen er der desuden et stort interview med Messi, som La Danesa her bringer et uddrag fra.

Hvad har været de sværeste øjeblikke i dit liv?
”At flytte fra Argentina til Spanien. Jeg forlod min by, mine venner, min omgangskreds. Den første tid her var rigtig hård. Der var tider, hvor jeg og min far var alene her i Barcelona, mens resten af familien var hjemme i Rosario. Det var hårdt. Jeg savnede Matías, Rodrigo, min søster og min mor. Jeg græd, når jeg var alene hjemme, for at min far ikke skulle se det.”

Hvad har de været de lykkeligste øjeblikke?
”Titlerne, jeg har vundet med Barcelona og det argentinske landshold.”

Og hvad med titlen som verdens bedste spiller 2009 og 2010?
”De individuelle trofæer glæder de folk, der holder af mig. De kompenserer for de ofre, min familie har gjort. Men at vinde titler med et hold giver lykke til en hel by eller et helt land. Det er meget større. Det er fantastisk og uden sammenligning.”

Havde du forestillet dig at vinde alle de titler, du har fået de seneste år?
”Nej, jeg havde aldrig forestillet mig alt det her. Ikke engang i mine vildeste drømme tænkte jeg, at det kunne gå så godt.”

Hvorfor er du så glad for bolden?
”Det ved jeg ikke. Jeg var vild med fodbold, da jeg var lille, ligesom alle drenge, og jeg er stadig vild med at spille fodbold.”

Hvordan fik du den føling med bolden og lærte alle de tricks, du kan?
”Ved at træne alene med bolden. Da jeg var dreng, stillede jeg mig i et hjørne og øvede mig. Men jeg træner ikke specielle tricks. Jeg er ikke som min gode ven Ronaldinho, der øver sig, indtil han mestrer en finte til perfektion og kan lave den i kamp. Jeg opfinder ikke driblinger eller noget i den stil. Jeg spiller bare, som jeg gør. Jeg tænker ikke over det.”

Hvem var afgørende for din kærlighed til spillet?
”Min bedstemor tog mig med til træning første gang. Hun betød meget for mig og for alle andre. Hun var så sød og rar. Jeg kan huske, at der om søndagen tit var fest i hendes hus. Min storebror Rodrigo og min fætter har været rollemodeller for mig, og min far har også hjulpet mig meget.”

Har det været svært at nå dertil, hvor du er i dag?
”Alle drenge vil være fodboldspiller, men for at blive det skal man arbejde hårdt og ofre mange ting. Man skal igennem nogle meget hårde perioder, som da jeg besluttede mig for at blive i Barcelona. Det var min beslutning. Ingen tvang mig til at træffe den. Mine forældre spurgte mig mange gange, hvad jeg ville. Jeg ville blive på ungdomsakademiet La Masía, for jeg vidste, at det var min mulighed for at blive fodboldspiller. Jeg var kun en dreng, men allerede dengang var jeg meget ansvarsfuld.”

Hvordan har problemerne med at vokse påvirket dig?
”Jeg var et barn, og jeg tænkte faktisk ikke ret meget over, hvad der skete med mig, ud over indsprøjtningerne i benene hver aften. Men fordi jeg var så lille, lærte jeg at blive bedre til at styre bolden ved jorden. Jeg blev mere smidig og hurtigere til at kontrollere bolden end de store drenge.”

Hvilken kamp har du det bedste minde om?
”Kampen mod Chelsea i Champions League for seks år siden, derbyet mod Real Madrid, hvor jeg scorede hattrick, og selvfølgelig finalen ved U20-VM samt OL-semifinalen i Beijing mod Brasilien.”

Hvilke mål er de bedste, du har scoret?
”Hvis jeg skulle vælge, ville jeg sige det mod Roma og målet mod Estudiantes.”

Hvad med din scoring mod Getafe?
”Ja, selvfølgelig, det var også et rigtig godt mål.”

Er målet mod Getafe det bedste, du har scoret i din karriere?
”Ja, det kan godt være, men der var også et par stykker, da jeg var drengespiller. Da jeg var 10-11 år og spillede i Newell’s, scorede jeg nogle mål, der mindede om målet mod Getafe. Vi har dem på video derhjemme.”

Dengang blev du også spurgt, hvem din favoritspiller var. Du svarede: ’Min bror Rodrigo og min fætter Maxi.’ Har du aldrig haft et idol?
”Nej, jeg har aldrig haft en favoritspiller eller et idol. Da jeg voksede op, kunne jeg godt lide Aimar. Jeg syntes godt om hans spillestil. Da jeg spillede mod ham i Valencia, bad jeg ham om hans trøje efter kampen.”

Hvad med Maradona?
”Han er den største.”

Du så ham spille i Rosario, da han var hos Newell’s?
”Ja, jeg var meget lille, kun 6 år. Jeg så den kamp, hvor Maradona havde sin debut, men jeg kan ikke huske kampen.”

Er det sandt, at din far købte et videobånd med Maradonas største øjeblikke?
”Jeg har set Diegos mål mange gange, men jeg kan ikke huske, hvem der gav mig videobåndet.”

Hvad synes du om, at alle sammenligner dig med Maradona og siger, at du er hans efterfølger?
”Det gør mig meget glad, men jeg har stadig ikke opnået noget. Jeg skal fortsætte med at blive bedre og lære. Jeg prøver hver dag at blive en bedre fodboldspiller. Og desuden er Diego unik. Der kommer aldrig en anden som ham.”

Hvilke råd har Maradona givet dig?
”Han har sagt til mig, at jeg skal fortsætte som hidtil. At jeg altid skal nyde at spille fodbold og passe godt på mig selv, for karrieren er kort, og hvis man vil have det bedste ud af den i så lang tid som muligt, skal man altid være klar.”

Hvad sagde han til dig, da han var landstræner?
”Han gav mig råd og hjalp mig. Han havde altid ting at fortælle mig.”

Hvordan vil du beskrive din spillestil?
”Det er svært at tale om sig selv. Det er bedre, at andre gør det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg kan godt lide at spille bag angriberne, skabe chancer og søge ind i feltet, når der er mulighed for det.”

Hvad er din største force?
”Måske mine temposkift.”

Det virker, som om du ikke lader dig påvirke af forventningspresset?
”Når jeg træder ind på banen, tænker jeg ikke på modstanderne, eller hvem jeg spiller over for. Jeg koncentrerer mig bare om gøre det så godt som muligt og bidrage med, hvad jeg kan, til holdet.”

Hvordan trives du i Barcelona?
”Jeg har været her i over 10 år. Jeg er lykkelig. De satsede på mig, da jeg var 13 år. Jeg ville på førsteholdet, og det lykkedes. Jeg vil vinde flere titler med det her hold. Men jeg glemmer aldrig, at jeg bare er en af spillerne. Uden hjælp fra mine holdkammerater kan jeg ikke gøre noget som helst.”

Hvad betyder det argentinske landshold for dig?
”Det er meget stort at trække i landsholdstrøjen. Selv om jeg bor tusindvis af kilometer væk, ville jeg ønske, jeg kunne være med til alle landsholdssamlinger og være med til at give mit folk gode oplevelser.”

Hvordan har du det med at være berømt?
”Det har jeg det helt fint med. Jeg tænker ikke så meget over det. Jeg koncentrerer mig om at spille, for det er det, jeg bedst kan lide. Jeg lever mit liv, som jeg hele tiden har gjort det. Det eneste, der har ændret sig, er, at jeg ikke kan gå ud i byen i Rosario med min familie.”

Bliver du ikke irriteret, når folk stopper dig på gaden for at få en autograf, blive fotograferet med dig eller give dig kindkys?
”Nej. Der er folk, der står i kø i timevis for at få taget et billede med mig, så det er kun rimeligt at bruge tid på det.”

Har de mange penge ikke ændret dit liv?
”Jeg lever, som jeg altid har gjort. I min familie bruger vi ikke en masse penge på luksusting.”

Hvordan er dit forhold til din far?
”Det er rigtig godt. Vi har tilbragt meget tid sammen her i Barcelona. Vi er venner, selv om vi også har vores uoverensstemmelser en gang imellem. Nogle gange bliver han bekymret over småting og udspørger mig, og så bliver jeg irriteret.”

Diskuterer I kontrakter og investeringer?
”Han spørger mig altid, inden han gør noget, men han står for det hele. Jeg koncentrerer mig om at spille fodbold.”

Og hvad siger din far til dit fodboldspil?
”Lige siden jeg var lille, har han altid sagt ’du var god’ eller ’du spillede ikke så godt’, men ellers blander han sig ikke i det.”

Ud over at du har en fantastisk karriere, håber din mor så, at du på et eller andet tidspunkt stifter familie.
”Ja, det siger hun hele tiden til mig. Det vigtigste for hende er, at jeg er lykkelig, men jeg er stadig for ung til at tænke på at stifte familie.”

Hvordan går med genertheden?
”Det er blevet bedre. Jeg har ændret mig.”

Hvor stammer din tendens til at rødme fra?
”Matías er ligesom mig, og min far var også sådan engang. Min mor og Rodrigo er anderledes.”

Hvad kan du bedst lide ud over at spille fodbold?
“At være sammen med min familie og mine venner.”

Hvis du skal kigge 15-20 år ind i fremtiden, hvad tror du så, du laver?
”Så bor jeg i Rosario med min familie. Jeg vil altid være tæt på min familie.”

Familien betyder alt for dig?
”Jeg skylder mine forældre og mine søskende meget. Hvis de har det godt, så er jeg glad.”

Du blev stillet nogle spørgsmål af avisen Clarín, da du var 13 år. Lad os se, om dine svar har ændret sig. Din yndlingsbog?
”Maradonas bog ’Jeg er el Diego’. Jeg begyndte på den, men jeg blev aldrig færdig med den. Jeg læser ikke så meget.”

For otte år siden sagde du Bibelen. Er du religiøs?
”Jeg praktiserer ikke, men jeg tror på Gud.”

Er du overtroisk?
”Nej.”

Hvad er din yndlingsmusik?
”Argentinsk cumbia-musik, men jeg har ikke en bestemt favoritgruppe.”

Hvad er din yndlingsfilm?
”To argentinske film: ’Brudens søn’ og ’Ni dronninger’. Ricardo Darín er min yndlingsskuespiller. Min bedstemor ligner hovedpersonen i ’Brudens søn’. Hun plejede at gøre de samme ting, og hun havde også Alzheimers.”

Hvad er dine mål?
”At vinde mange flere titler.”

Du kan godt lide at vinde?
”Når du vinder, er du glad. Når du taber, er du altid ked af det, og du går og spekulerer på, hvad du gjorde forkert.”

Hvad er din største drøm?
”At blive verdensmester med Argentina.”

 


Messi begyndte at spille fodbold som 5-årig. Her sidder han som nummer to fra venstre. Manden til højre er Lionel Messis far, Jorge. Privatfoto, venligst udlånt af Messi-familien.

Navn: Lionel Andrés Messi
Kælenavne: Leo, Lio, Loppen, Messias
Fødselsdato: 24. juni 1987
Fødested: Rosario, Santa Fe, Argentina
Statsborgerskab: argentinsk og spansk
Forældre: Jorge y Celia
Storebrødre: Rodrigo y Matías
Lillesøster: María Sol
Position: angriber
Trøjenummer: 10
Højde: 1,69
Vægt: 67

FC Barcelona
Debut på førsteholdet: 16.11.2003 venskabskamp mod Porto
Debut i den spanske liga: 16.10.2004 mod RCD Espanyol
Første mål: 01.05.2005 mod Albacete
Liga: 170 Mål: 115
Copa del Rey: 26 Mål: 17
Champions League: 52 Mål: 33
Den spanske Supercup: 5 Mål: 5
Den europæiske Supercup: 2 Mål: 0
Klub-VM: 2 Mål: 2
I alt: 256 Mål: 172

Argentina
Debut på A-landsholdet: 17.08.2005 mod Ungarn
Første mål: 01.03.2006 mod Kroatien
A-landsholdet: 54 Mål: 16
U23 (OL-landsholdet): 5 Mål: 2
U20-landsholdet: 16 Mål: 11

Turneringsdeltagelse:
U20-VM: 2005
Copa América: 2007
OL: 2008
VM: 2006, 2010

Trofæer

F.C. Barcelona
Den spanske liga 2005, 2006, 2009, 2010
Den spanske Supercup 2005, 2006, 2009, 2010
Champions League 2006, 2009
Copa del Rey 2009
Europæisk Supercup 2009
Klub-VM 2009

Argentina
U20-VM 2005
OL-guld 2008

 

Statistikken er opgjort pr. 1. april 2011.
* Andre omfatter den spanske Supercup, den europæiske Supercup og Klub-VM.

Af Michael Jepsen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.