Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Vi er nogle gamle venner fra dengang i 60’erne, hvor vi kørte cykelløb, der stadig skal ud og dyste på landevejene en gang imellem. Helst hvert år. Det vil sige, jeg tog en pause fra 1969 – 1997, men alligevel. I år gik turen så til Mallorca.

Jeg har cyklet i Pyrenæerne, Alperne, Dolomitterne, Toscana, Østrig, Belgien, Paris-Nice, Tirreno-Adriatico og Innsbruck-Fuengirola for nu at nævne dem, jeg husker bedst.
Det blev så Mallorca igen for sjette eller syvende gang. Jeg er helt vild med den ø.
På nettet fandt jeg frem til, at der d. 30. april for anden gang skulle køres Mallorca Rundt, kaldet Mallorca 312.
312 kilometer og 4300 højdemeter.

Løbet skydes i gang
Lørdag den 30. april kl. 7.00 i Alcudia var det tåget og hundekoldt, og da vi skulle køre modsat uret, ville vi ramme bjergene allerede efter en times kørsel, og der ville det være endnu koldere, så på med vintertøjet. Så af sted.
900 velbarberede ben, heraf 50 dameben (det var i øvrigt de pæneste) drønede derudad under ledsagelse af mindst 15 politimænd på motorcykel, en ambulance, en værkstedsvogn og biler fra løbsledelsen.
Ved de første bjerge mærkede jeg, at jeg havde ’gode ben’, men sagde det ikke til nogen. Jeg havde lagt tider ind på en masse fix-punkter, ud fra at jeg kunne nå øen rundt på de lovlige 14 timer.
På toppen af Puig Mayor, rutens og Mallorcas højeste punkt, var jeg 20 minutter foran.
Ved Valdemossa, efter 90 kilometer, blev vi standset af Guardia Civil og inddelt i grupper på 12-15-20 stykker. Det var blevet så tåget, at vi ikke kunne se ret lang frem. Vi kunne selvklart heller ikke ses af de andre trafikanter. Det gik med blå lys og hylende sirener de næste 40 kilometer til Andratx. Her sluttede bjergene og vi kom ud i solen og 20 graders varme. Herligt, men for meget og for varmt tøj. Ved depotet i Calvia ringede jeg til Annette (min kone) for at aftale at mødes i udkanten af Palma. Efter hurtig omklædning og et ”godt gået,” videre.
I det samme kom en gruppe på cirka 15 mand forbi, deriblandt sidste års vinder, så jeg røg hurtigt ind på hjul med dem. Vi var stadig under politiledsagelse, så det gik gennem Palma for fuld udrykning, over for rødt lys… Vores politimand opmuntrede os hele tiden, og hvordan det gik til, ved jeg ikke, men han blev hos os resten af turen. Cirka 160 kilometer.
Det gjorde det noget nemmere at finde vej, ingen trafik fik lov til at genere os overhovedet. En sjov fornemmelse. Ligesom i gamle dage. Og der gik da også cykelløb i den. De var alle en lille smule bedre end mig, men jeg lå godt på hjul inde i midten, og det var helt i orden med dem. Jeg kunne også have været far til dem alle sammen.

190 km senere
Ved Cap Blanc – efter 190 kilometer – var jeg nu en time foran deadline.
Men træt. De andre var bedre kørende end mig, og hvordan jeg var nået igennem bjergene til Palma før dem, aner jeg ikke noget om. Jeg var for længst holdt op med at tænke. Det gjaldt om at holde fast og, som der blev sagt i gamle dage; ”hellere dø oppe foran end slet ikke dø.”
Det gik stadig lidt for stærkt, og ved 200 kilometer var der begyndende kramper i begge lår. Jeg blev sat.
Heldigvis var der kun fem kilometer til næste depot, og der holdt Annette.
”Kan du ikke følge med? Prøv! Det er nemmere i en gruppe end solo.” – Så blev jeg det klogere. Kramper er for det meste mangel på vand og salt og så selvfølgelig overanstrengelse. Jeg havde drukket masser af vand, cola og Aquarius, og indtaget bananer, energibarrer med mere.
Nå, af sted, igen sammen med gruppen. Efter ti kilometer kom Annette op på siden med ruden nede og rakte først en Red Bull og så en banan ud til mig. Den banan smagte ad helvede til. Hun havde lige været en smut inde på en Venta, og tømt en saltbøsse ud over en banan. ”Få det ned, hvis du kan.” Jo tak, men føj for den lede.
Det hjalp. Nu kunne jeg følge med igen. Der var også blevet noget mere modvind og det gør det lidt nemmere for en gammel taktiker at sidde på hjul.

Og der er styrt!
Der skete desværre et lille styrt kort før Porto Christo. Tre mand væltede foran mig og jeg var sat af igen.
Denne gang var også kun fem kilometer til depot og så var jeg med igen. Der fik jeg en herlig vakuumpakket sandwich med skinke og ost. Var sulten. Tog en kæmpestor bid som så satte sig fast i ganen. Jeg kunne ikke få luft. Var ved at blive kvalt. Og så i en så smuk by. Det gik ikke helt så galt. Af sted igen.
Omkring 15 kilometer før mål gik der fuldstændig panik og opløsning i gruppen. Nogen var blevet uvenner. Alle var trætte. Sammen med en tysker kørte vi fra gruppen alene hjem. Jeg slog ham i spurten. Ufint, men jeg kunne ikke lade være, da jeg så målstregen.
Træt, men glad. En krammer af Annette. En stor fadøl af Leif. Stjernesekund. Livet er skønt. Men først skal man så grueligt meget igennem.
Fem energibarrer, fire bananer, heraf en med salt, appelsin, sandwich, Aquarius, Coca Cola, Red Bull og cirka ni liter vand.

Gør det aldrig igen.
Håber på bedre vejr næste år.

_____

Køretid: 12 timer og 07 min. 25,7 km/t i snit
Netto: 11 timer og 44 min. 27,0 km/t i snit
Kalorieforbrug : 9.728 = ca. 800 i timen.
Pulsgennemsnit : 143 i min.
Placering: Nr. 74, hvilket er i den bedste tredjedel
Folkepensionist og 9 år ældre end den næstældste, hvorefter vi skal ned til drengerytterne i 40 års alderen.

Af Lars Viggo Jensen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa