Kære læser april 2011

Kære læser,

Med katastrofen i Japan står det uhyggeligt klart, at selv den bedst forberedte nation ikke kan forudse eller kontrollere naturens kræfter. Heldigvis besidder japanerne en indre styrke, og udviser beundringsværdig ro, tålmodighed, samarbejde og viljestyrke til at komme igennem krisen. Meget tyder på, at Libyens befolkning, på begge fløje, ikke besidder samme egenskaber. I skrivende stund er de allierede styrker i gang med at bombe Gaddafis stillinger. Hmmm… Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det. Obamas tøven med at gribe ind handlede nok ikke så meget om libyernes skæbne som frygten for at blive involveret i endnu et militært eventyr i Mellemøsten.
Selv ville jeg have tøvet mest pga. det faktum, at vi ikke helt præcis ved, hvem det er, vi forsøger at hjælpe. Hvem er libyerne? Hvad vil de? Ender det med, at der igen bliver pisket en hidsig stemning op mod Vesten? Well, det får vi jo så at se. Yderligere er jeg i tvivl, om dette ikke burde have været et mellemøstligt anliggende, hvor “naboerne” trådte i karakter. De er vel de nærmeste til det. Jeg er bange for, at vi er i gang med at vise et farligt vestligt overmod. Enige er koalitionslandene heller ikke. Og jo, Gaddafi er da en ualmindelig kedelig karl, men det har han sådan set været hele tiden – i vores optik i hvert fald. Så hvorfor synes vi først nu, at det er så synd for libyerne, at vi, armerede til tænderne, kommer dem til undsætning? Fordi han svarer igen mod et oprør i sit eget land? Det kan man vel ikke fortænke manden i… Ville det være endt i folkemord? Ja, det må jo indtil videre stå hen i det uvisse.
Som jeg ser det, risikerer vi, at vores tilstedeværelse i Libyen blive meget langvarig, og risikoen for en ydmygelse af rang lurer faretruende. Helt utænkeligt er det nemlig ikke, at vi kommer til at beskytte Gaddafis tilhængere efter et muligt regimefald. Hvis vi, i en ideel verden, kunne skabe demokrati og økonomisk vækst for libyerne, så ja, lad os komme i gang. Men når alt kommer til alt, er vores syn på demokrati slet ikke det samme som libyernes – eller så mange andres, for den sags skyld. Når man tager Jordens ringe størrelse i betragtning sådan universelt set, er det faktisk helt utroligt, så forskelligt vi mennesker ser på tingene. For lige at springe til en helt anden sag, som jeg er faldet over i denne måned: Oppe i Danmark synes nogen åbenbart, at det er synd for den danske sejlerfamilie, der er taget som gidsler af de somaliske pirater. “Jordskælv og krig sender gidsler i glemmebogen” står der med flammeskrift i aviserne. Fint med mig. Lad dem endelig blive der. For helt ærligt, hvor dum kan man være? Det er der tilsyneladende ingen grænser for. Andre mener, at læserne vil tænde på: “Knuts dødskramper” efterfulgt af “Se Knuts dramatiske sidste sekunder”. Undskyld jeg spørger, men hvem i alverden kan få sig selv til at klikke ind på billeder af en døende isbjørn? Det er da helt sygt!
Da jeg skrev sidste måneds leder, var jeg på vej til Costa Rica, hvor jeg som lovet holdt en pause fra nyhedsstrømmen. For en nyhedsfreak som jeg var det ganske grænseoverskridende, men det skulle hurtigt vise sig, at jeg havde det strålende uden forstyrrende hjernemylder – og når alt kom til alt, var det ikke meget andet end nogle kontinentalplader i Asien, der havde flyttet sig, mens jeg var væk. Ikke at det ikke var en alvorlig sag, men engang imellem må man gå helt offline, mens man lader verden gå sin skæve gang.
En eventyrlig oplevelse var det i hvert fald at fordybe mig i Costa Rica, finde ud af, at jeg i virkeligheden ikke vidste ret meget om bæredygtighed, at jeg har savnet at ride, at gå i seng og stå op med hønsene (en god vane, som jeg har taget med mig hjem til Spanien) og at møde et folk, der tager tingene med sindsro, men alligevel aldrig kommer for sent til en aftale. Et folk der er milevidt foran Spanien (eller bagud – afhængigt af hvordan man ser på udvikling), når det handler om at yde en fabelagtig service til de turister, som landet (ligesom Spanien) er så afhængigt af. Hvor længe er det mon siden, I har hørt en spansk tjener sige (og mene det): “Con mucho gusto”, når I har bedt om at få saltbøssen på bordet? Jeg har mødt et folk, der behandler hinanden og naturen med en respekt så meget større, end den vi viser i vores del af verden, og lært vigtige ting om økosystemer, som Kloge Åge her troede, at hun vidste alt om.
Jeg har set mægtige hvaler i Stillehavet, kære dovendyr i regnskoven, slappet af i gyngestolen på terrassen sammen med en stor, tillidsfuld leguan, spist den lækreste mad serveret på bananblade hjemme hos wrangleren Gerado og hans kone Rosa, plukket kaffe og drukket vandet, der gemmer sig i bananpalmens stamme (det smager af agurk!), været til Hollywood-bryllup på stranden, set store krokodiller lave små krokodiller, talt politik med en indvandrer fra Nicaragua og børneopdragelse med en ideologisk indianer, lavet yoga i en bambushytte, og, apropos, sovet fantastisk i det blødeste bambussengetøj.
Jeg har opdaget, at jeg alligevel ikke er så bange for slanger, som jeg troede, drukket øl i et fly fra Iran-Contra-skandalen, og fløjet fra en bambushytte-lufthavn in the middle of nowhere. Og så har jeg nydt den skønneste middag sammen med min elskede – og vores helt egen tjener – på en caribisk strand. Om jeg kom tilbage fyldt med ny energi? Hvad tror I selv?

he