Restaurant Roca Tranquila er lukket
Restaurant Roca Tranquila, en af Costa del Sols bedste restauranter, er lukket og søges solgt som restaurant eller privat bolig. Sådan skriver Roca Tranquilas ejer, Bent Jørgensen, i en mail i dag. Han fortsætter: “Efter 3 år må man nu erkende, at krisen i Spanien ikke er den bedste tid at opstarte en 1. klasses restaurant, dette på trods af det fantastiske renommé, som er bygget op på relativ kort tid. Man nåede endvidere at komme med i den berømte Michelin Guide. Man har måttet indse, at der ikke vil kunne opnås en fornuftig økonomi, så længe krisen har sit faste tag i Spanien.
Bent Jørgensen, der solgte sin rejsekoncern, DTF travel a/s, den 1. januar, bliver i Spanien og glæder sig nu til at få mere tid til familie og venner.”
For yderligere information: Bent Jørgensen, bj@rocatranquila.es
Illegale immigranter protesterer over dårlige forhold
Omkring 200 illegale immigranter i Melilla demonstrerer nu deres utilfredshed med manglende opholdtilladelse. Demonstranterne har siden lørdag dagligt stået foran retsbygningen i byen, hvor de med plakater og slagråb protesterer mod forholdene. Det er også kommet til sammenstød med Guardia Civil.
Optøjerne begyndte, efter tre immigranter sidste weekend omkom i flammerne, da deres skur brændte ned. Skuret stod tæt på immigrationslejren Centro de Estancia Temporal de Inmigrantes (CETI), hvor de spanske myndigheder placerer de illegale indvandrere, som hverken kan gives opholdstilladelse eller returneres til deres hjemland. De har rejst skurene på grund af trange forhold i lejren, der desuden lukkes om natten, hvilket har tvunget andre til at sove på gaderne.
I øjeblikket befinder omkring 600 personer fra lande i og syd for Sahara sig i CETI i den spanske enklave i Nordafkrika. De er ifølge dagbladet El Mundo bange for at ende som de tre omkomne. Mange af dem har desuden opholdt sig i lejren i tre til fem år, og de fortæller, at så mange som otte personer bor i samme rum, at den mad, de serveres, ikke er tilberedt ifølge deres religiøse normer. De føler sig som ”fanger” og mener, det er på tide, at de spanske myndigheder lovliggør deres ophold, hvormed de vil kunne rejse over til det spanske fastland.
Grunden til de inhumane forhold er naturligvis, at de spanske myndigheder ikke kan give dem opholdstilladelse, ligesom det ofte er svært at sende dem retur, fordi de ganske enkelt ikke har nogen form for ID på sig og ikke selv afslører, hvor de kommer fra.
Borgmester anklaget for at ansætte parti- og familiemedlemmer
Borgmesteren i Manilva, Antonia Muñoz, er anklaget for at have ansat 17 medlemmer af sit parti, venstrefløjskoalitionen Izquierda Unida (IU), samt 57 af partitoppens familiemedlemmer i kommunen, skriver Diario Sur.
Hun er desuden mistænkt for at have udbetalt 69.500 euro til to selskaber, ejet af hendes mand.
Generaldirektør for IU, Cayo Lara, har udtalt, at partiet vil gøre alt for at få hele sandheden frem. Det samme vil domstolen i Estepona, der nu er ved at undersøge sagen.
Overfiskning fører til reduceret makrel-kvote
Spanien er blevet straffet af EU-kommission for at have overfisket makrel i Biscayabugten.
I 2010 fangede spanske fiskere over dobbelt så mange makreller, som de havde lov til. Det har nu medført, at EU-kommissionen har skåret i kvoterne for at bevare makrelbestanden i området. Det omfattende overfiskeri betyder også, at der bliver oprettet et kontrolprogram, der skal overvåge fiskeriet af makrellen.
”Det er nødvendigt, at alle medlemsstater arbejder sammen og retter sig efter de generelle fiskeriregler for at sikre en fortsat udvikling i fiskeriindustrien,” siger formanden for det irske fiskeribeskyttelsesinstitut (SFPA), som gjorde EU-kommissionen opmærksom på de spanske fiskeres overfiskning af makrel.
Stor stigning af lungekræft blandt kvinder i Málaga
I 1999 blev 65 mænd mod to kvinder indlagt med lungekræft på sygehuset Carlos Haya i Málaga. I 2009 var antallet steget til 88 mænd og 25 kvinder. Det skriver Málaga Hoy.
Det stigende antal indlagte med lungekræft kan skyldes, at der i dag er større mulighed for at finde sygdommen i et tidligt stadie. Samtidig, siger ordførende for det spanske selskab for medicinsk onkologi, Emilio Alba, har antallet af tilfælde hos mænd har stabiliseret sig, og man ser endda en tendens til, at færre bliver ramt i dag. Samtidig stiger antallet af kvindelige rygere, hvilket fører til, at flere kvinder får lungekræft.
Ny teknik, som gør det muligt at operere selv svære tilfælde af lungekræft, har ført til, at dødstallene hos mænd mindskes med 1,3 procent pr. år, mens det for kvinder dog stiger med tre procent pr. år. Hvert år registreres 650 tilfælde af lungekræft i Málaga-provinsen, én ud af ni er kvinder.
”Med antallet af personer, som dør af lungekræft i dag, kan man konkludere, at antallet af mænd med lungekræft kommer til at mindskes, mens antallet af kvinder med lungekræft kommer til at stige,” siger Emilio Alba.
Spanien spiller fodboldlandskamp uden græs
Det spanske landshold møder i aften Litauen på en bane stort set uden græs. Som en del af kvalifikationen til EM i 2012 i Polen og Ukraine skal det spanske landshold spille mod Litauen på en noget tvivlsom bane på hjemmebanen for FBK Kaunas. Selvom græsset stort set er væk, giver det ifølge den spanske forsvarer, Sergio Ramos, ikke nogle problemer: ”Det er som at komme tilbage til vores rødder. Vi har spillet på svære baner før, det er der ikke nogen, der dør af.”
Sidst de to hold mødtes, vandt Spanien med 3-1, og det var første gang Litauen scorede mod Spanien. Kampen spilles i aften kl. 20.45.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001