Vi griner kun en tredjedel af, hvor meget man grinede for 50 år siden. Hører du til en af dem, der har ”glemt” at grine, da kan det godt betale sig at finde din latter frem igen. Latter har nemlig et utal af positive effekter på dig. Udover at holde humøret oppe, så motionerer latteren bl.a. hjerte og lunger, og kan faktisk ligefrem kurere nogle mennesker for sygdom. Latter visker det negative væk, løfter energien og livslysten, giver dig bedre kropsholdning, styrker dine mavemuskler, fjerner bekymringer, giver farve tilbage i kinderne, dæmper stress, forbedrer dit forhold til andre mennesker og meget mere. Latteren er simpelthen en gave til os mennesker, som du kun kan bruge for lidt.
Latter gør dig rask
Når du griner, øger din hjerne produktionen af hormoner som endorfiner, der lindrer smerter, serotonin og oxytocin, der øger velvære, dopamin, der giver positive følelser, og adrenalin, der kvikker op. En hormonel reaktion, som gør, at det simpelthen gælder om at bringe så megen sjov, humor og grin ind i vores liv som overhovedet muligt. Negative følelser har negativ indflydelse på dit helbred, og derfor er det modsatte selvfølgelig også tilfældet – et positivt sind, glæde og humor har en god indvirkning på vores helbred og sundhed. Det er ingen ny tanke. Allerede i 1300-tallet ordinerede læger vittigheder og besøg af glade slægtninge efter operationer. I dag optræder hospitalsklovnene på børneafdelinger efter samme principper. Latter gør underværker, også selv om du tvinger den frem. For fantastisk nok, så har selv en kunstig latter positiv indvirkninger på sygdomme. Hjernen kan ikke kende forskel på, om din latter er ægte, eller om du griner kunstigt. Du får det godt af at grine, men du kan altså også grine for at få det godt.
Vi griner desværre mindre
Desværre griner vi kun i snit 6 ½ minut om dagen, i forhold til 18 minutter i 1950´erne. Hverdagens hast har en del af skylden, tempoet er højt i dag og det levner ikke megen plads til sjov. Blufærdighed og pæn facade er også grunde til, at vi kun griner en tredjedel af, hvad gjorde for 50 år siden. Vi er bange for at blotte os. Et godt grin kræver jo, at man virkelig giver slip og viser noget at sit sande jeg. Tænk på, hvor relativt sjældent du ser et fremmed menneske bryde fuldstændigt sammen af latter på et fremmed sted. Spørg dig selv:” Hvor meget griner du? Kan du grine mere? Lægger du tit låg på dig selv? Hvad er grunden til, at du ler mindre, end du kunne?” Og hvad er grunden så til, at du griner mindre? Nogle har måske fået at vide, at de skulle styre sig, at de virkede pinlige, at de havde grimme tænder osv. Hvad du end har af grunde til ikke at grine, så begynd at grine meget mere, tænk på at et lyst sind og godt humør får dig til at leve længere.
Hvad sker der i kroppen, når du griner?
Du får meget mere energi, du bliver generelt mere optimistisk og positiv i dine tanker og handlinger. Dit immunforsvar styrkes, da latter er med til at øge antallet af hvide blodlegemer, som bekæmper sygdomsbakterier. Sår heles hurtigere, muskler afspændes, du bekymrer dig mindre og sover meget bedre om natten. Din livsglæde vil blive større, og dette vil smitte af på dine omgivelser. Du vil blive et mere spontant og fleksibelt menneske – du tager ikke det hele (inklusiv dig selv) så alvorligt. Latter skaber også samhørighed til de mennesker, du omgås. Så det er bare med at komme i gang med at grine nu. Selv har jeg indført, at vi simpelthen bare griner i bilen, når jeg kører mine børn i skole, og ja de syntes det er skørt, men samtidig meget sjovt.
Måske er det svært, men her er et par gode latterøvelser:
3 gode og lette latterøvelser:
Få først styr på din vejrtrækning: Stå op, træk vejret ind gennem næsen, mens du tæller langsomt til tre, og pust ud gennem munden, ligeledes mens du tæller til tre. Hvis du er stresset, trækker du vejret oppe i brystkassen, men for at få fat på din latter, må du trække vejret dybt ned i maven. Bemærk: De efterfølgende øvelser virker bedst, hvis du laver dem i selskab med en eller flere personer, som du kender godt.
Julemandslatteren: Træk vejret ind gennem næsen, og grin ”ho-ho-ho” på udåndingen. Maven skal udspilles på hvert ”ho”, fortsæt i 45 sekunder. Glid over i 45 sekunders ”ha-ha-ha” og 45 sekunders ”hi-hi-hi”.
Ligestillingslatteren: Er du kvinde, så grin som en mand du kender, og gør det så karikeret, du kan. Er du mand, så grin som en kvinde – så overdrevent, du kan. Gør det i mindst 45 sekunder og gerne længere.
Fri latter: Sæt jer ved siden af hinanden på gulvet. Ingen må sige noget. Kig nu på en person, som du ved, du plejer at kunne grine med eller af. GRIN!!!! Er I kun to, så bare kig på hinanden og begynd at lave skøre ansigter, og tænk på ikke at måtte grine, dette har som regel en super effekt.
Ha’ en god februar måned med masser af grin, hvor du jager al surhed væk, der evt. kommer snigende, ved at grine, og derved føler dig genopladet med energi og frisk gåpåmod.
Månedens åndedrætsøvelse
Hver måned (fra og med La Danesa januar 2011) viser jeg en serie gode åndedrætsøvelser, som du, når du har den samlede serie, med fordel kan lave hver dag. Begynd allerede nu med øvelse 1 og 2, og byg så på med de følgende øvelser måned for måned.
Øvelse 2:
Knæløftet: Denne øvelse træner dig i at sidde på knæene, da du i en del af de følgende åndedrætsøvelser skal sidde på knæene. Ømhed i ankler og knæ forsvinder efter en uge.
Sådan gør du:
1. Sæt dig på knæ på gulvet, og placer begge håndflader på dine lår.
2. Tag en dyb indånding, mens du løfter dit ene knæ så højt op, du kan.
3. Sænk knæet ned igen, mens du ånder ud.
4. Løft hvert knæ tre gange – skiftevis højre og venstre knæ.
5. Saml til sidst begge knæ, og løft dem op samtidig tre gange.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001