Fra slagen vej til selvrealisering

Fra slagen vej til selvrealisering

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

alt

De gode gamle dage i den danske, trygge æggeblomme er borte. Dengang ingen konflikt mellem danskerne var så stor, den ikke kunne løses over en bajer eller en kop kaffe. De store, traditionelle fællesskaber, danskerne engang følte, er under afvikling. Det mener kommunikationsrådgiver Henrik Byager, der her giver sit bud på de nye fremtidige fællesskaber, som vi allerede er den del af.

Lønmodtager. Jyde. Sjællænder. For blot få årtier tilbage gav det mening at kategorisere danskerne sådan. Men hvor der før var tale om et homogent dansk samfund, præget af trygheden i at være ens, så er vrangen nu vendt ud.
”Tidligere var det et ideal at ligne hinanden, men i dag og fremover gælder det om ikke at ligne hinanden. I stedet ønsker vi at være unikke mennesker, som indgår i det, vi efter vores egen mening, opfatter som helt rigtige fællesskaber.”
Danskernes fællesskaber er bestemt ikke forsvundet, men de gamle bånd, danskerne havde til hinanden, er nu erstattet af fællesskaber, hvor vi tager vi udgangspunkt i os selv og vores egne behov.
“Fællesskaberne bliver det identitetsskabende rum”, fortæller Henrik Byager, som blandt andet beskæftiger sig med at analysere danskernes livsstil. Fritidsinteresser, arbejde og familien er centrum for de moderne danskere, og det er her, vi i fremtiden søger de nye fællesskaber, mener han.

Da en dansker var en dansker
I det gamle Danmark havde vi en række holdningsbaserede fundamenter, hvor de fleste af os fulgte den slagne vej. For bare 10-15 år siden kunne man meningsfuldt tale om at være socialist, liberalist eller en god socialdemokrat. Gik man den ene vej, gik man ikke den anden. Og der fulgte en hel vejviser med i købet.
”Var man inspireret af Rusland, Kina, Che Guevara og the living revolution, så fulgte der en pakke med i forhold til livsstil, den mad man spiste, tøjet man klædte sig i. Alt det blev en del af vores identitet. Det var rart og trygt, at vi kunne se på hinanden, hvor vi hørte hjemme.
Livet var udstukket på forhånd. Når uddannelsen var i hus, partneren valgt og børnene kommet, så levede man på samme måde i 30 år. Omdrejningspunktet var at ligne de andre og holde de samme ferier og fester.”
“Det var de scenarier, vi havde oven i hovedet”, forklarer Henrik Byager og laver flueben i luften for at vise, hvordan vi mentalt hakkede de enkelte punkter på den slagne vej af.
Med den tidligere danske fællesånd fulgte også en respekt for det anderledes. Der var en uskyld og en sammenholdsfølelse.
”Respekten for det, der var forskelligt fra en selv, betød, at bankdirektøren og punkeren kunne mødes. De var uenige om en masse og de kunne hade hinanden, men de skød ikke på hinanden. Danmark var en form for lykkeland, hvor det lykkedes at koble de ting sammen.”

De ideologiske fællesskaber falmer
Samfundet havde tidligere en række fundamentale fællesskaber, hvor det at være murer eller journalist betød noget. Fagforeningerne var en af de stærkeste bastioner, der gav mening i sin modstand og mission under Schlüter-regeringen.
”I dag er fagforeningerne et af de stærkeste symboler på en falmende fællesskabsfølelse. Unges organisationsprocent i dag er meget lav. Men det er da muligt, at det snart kommer til at sige de unge noget. Ikke fordi de leder efter en fælles ånd, men fordi de kan nyde godt af fagforeningerne under krisen og har behov for hjælp”, forklarer Henrik Byager.
De eneste, der i dag kan mobilisere det, fagforeningerne kunne tidligere, er pædagoger og sygeplejersker. Fordi de kan bygge bro til borgernes behov.
Hvor livsvejen i tidligere generationer var udstukket for én, tiltrækkes danskerne i dag af selv at kunne bestemme ud fra umiddelbare behov, der skal opfyldes. Gerne i en selvrealiserende ånd.

Farvel til den globale landsby
Det, der også sker i sådan en verden er, ifølge Henrik Byagers analyse, at hverdagen bliver enormt kompleks. Ikke mere kompleks end i gamle dage, men forskellen er, at man i dag har ubegrænset adgang til at se ind i den via mediesamfundet og internettet.
Håbet i den globale landsby var, at jo mere adgang, der var til hinandens verden, jo mere ville ansvarsfølelsen stige og tætte forbindelser knyttes.
”Jeg drømte også om den globale landsby indtil for nylig, men i dag jeg tror ikke længere på den. Alle undersøgelser viser, at folk føler, at de kigger ind i en stor svovlpøl af uløselige problemer, når de ser ud i verden.”
Konsekvensen bliver, at det er meget fristende at lukke ned for informationsstrømmen og opgive at forstå, hvad der sker i f.eks. Irak, Afghanistan og Israel. Men det gør danskerne ikke. Ifølge Henrik Byager er Danmark stadig den mest nyhedskonsumerende nation i hele verden.
Den tilgang til oplysning er virkelig positiv. Problemet er bare, at information ikke nødvendigvis skaber engagement. I stedet er folk blevet selvrealiserende væsener.

Fra lighed til forskellighed
Netop fordi den store verden er blevet så kompleks, har de store ideologiske tanker og fællesskaber spillet fallit. Til gengæld føler vi alle, at vi står med et ret unikt liv, som vi skal have noget ud af. For det moderne menneske skal det fungere på alle planer. Samtidig.
Den tendens skaber nye fællesskaber. Her er der ikke tale om en ideologisk tilgang eller en overordnet fælles ånd, men individet, der tager udgangspunkt i sig selv.
”Jeg skal have et spændende arbejde, en god familie og lave spændende ting i min fritid. I det gamle Danmark følte vi tryghed ved at gøre det samme som alle de andre. I dag kommer de følelser af at gøre noget forskelligt og finde frem til det unikke i verden her for mig.”
”Det er muligt, at vi engang imellem mødes i vores samtaler og har noget tilfælles. Men generelt udveksler vi bare kapitler fra hver vores unikke fortælling, som hver vores liv består af.
Det er i disse nye unikke identitetsskabende fællesskaber, den moderne dansker finder meningen med livet. Derfor er fællesskabet selve kodeordet, men det har en ny karakter.”
Det store gamle fællesskab, som handlede om at være dansk, kommer vi op at skændes om i dag. Derfor mener Henrik Byager, at den moderne dansker kan inddeles i, om man opfatter fremtiden som truende eller spændende.
”Der er ikke længere en konsensus om det at være dansk. Andre synes noget, som jeg nærmest ikke kan acceptere, og de har det på samme måde med mig. Når vi taler om, hvorvidt kriminalitet, globalisering, ny teknologi og forandringer kan true vores samfund – ja, så kommer vi op at skændes.”
Henrik Byager oplever dog også, at flere har mange muligheder, som deres forældre ikke havde. De arbejder og bor anderledes, tager på andre ferier og har helt andre fritidsinteresser. Og de synes, at det alt sammen er bedre, understreger han.

Når danskeren krydser sit spor
De danskere, der har været ude og kommer hjem oplever også meget stærkt et forandret Danmark. Det kender Henrik Byager fra venner, der har været bosat i udlandet.
”Det første, de hjemvendte gør, er at zoome ind på afsavnene, som de smukke danske somre, den gode mad, den umiddelbare tilgængelighed til alle mulige offentlige ressourcer og afslappetheden her i landet. Men når de så åbner aviserne, opdager de ’hold da op, taler man virkelig sådan til hinanden i Danmark’? Det er ikke alt de ser, de kan lide.”
Noget af den trygge hygge, som udedanskerne husker er røget sig en tur. Vi har fået fronter på nogle områder, hvor vi ikke nødvendigvis skændes, men bare kan mærke, at vi ligger for langt fra hinanden. Så takler vi det på vanlig dansk maner og lader være med at snakke om det, forklarer Henrik Byager.
Det, der kendetegner det moderne danske menneske, kan koges ned til ét ord: udvikling.
”Vi skal hele tiden prøve noget nyt og udvikle os i vores fritid og på vores arbejde. Familien er ankeret i det hele, og dén, synes folk, er det vigtigste i deres liv.”

De nye fællesskaber
Selvom de store fællesskaber er afviklet, er der nogle enkelte markante fællesskaber tilbage i Danmark, ifølge Henrik Byager. Endnu et fællesskab hvor individet tager udgangspunkt i sig selv og den nærmeste omgangskreds.
Kernefamilien er nemlig er et af dem. Den står stærkere end nogensinde før i Danmark, mener Henrik Byager.
Idealet er helt klassisk: mor, far, to børn, et hus og en lille bil. Yuppierne hadede kernefamilien bag ligusterhækken og socialisterne ligeså, fordi den undertrykte kvinden og børnene. Men i dag er familien igen kommet på mode, også selvom 1/3 af befolkningen lever alene, og bliver skilt i stor stil.
Spiritualitet er også et af de nye fællesskaber. Fordi den alternative verden ser på mennesket som et unikt væsen, og sætter det ind i en større sammenhæng. Det tiltaler det moderne menneske og 70% af danskerne. opsøger alternative behandlingsformer under et sygdomsforløb. Et tal som Henrik Byager kalder mindblowing. Selv hjemmehjælperen tager på spirituelle rejser til Nepal, klostre og afrikanske stammer.
Ligesom spiritualiteten står også velgørenhed højt i fællesskabets navn. Får man først tændt for folks engagement, så er der stærk strøm i ledningen. Så er de på Facebook, udveksler, vil deltage og bruge penge.
”Det betyder dog ikke, at danskerne i dag gider melde sig ind i en forening eller et politisk parti. Alle de langsigtede ikke særlige sjove, lange seje træk uden oplagte udviklingsperspektiver, dem gider vi ikke længere,”mener Henrik Byager.
Såkaldte tunge fællesskaber har derfor ringe kår, og det har den yngre generation arvet. De gider ikke bo på kollegium, vil ikke gå til noget og tager nødigt offentlig transport.
Derfor er klubber med medlemskaber blevet så populære. Henrik Byager understreger, at det ikke er fordi, danskerne er blevet asociale, men de ønsker kun at være sammen, når der er tale om et selvstændigt valg.
Kongehuset er ligeledes et af de steder, danskerne kan mødes. For her kan de skændes om det samme.
”Kongehuset er et sikkert samtaleemne. Dem, der er kritiske over for kongehuset, er mindst lige så glade for det som royalisterne. De kritiske får et sted, hvor de kan tale til fællesskabet, fordi de royale er en del af den store danske fortælling på lige fod med store kultur- og sportsbegivenheder. Der sker f.eks. noget helt andet med folk, når man spørger, hvad synes du så om muslimer?”

Jante er død
I fremtiden, mener Henrik Byager derfor, at danskerne derfor indgår i flygtige massefællesskaber baseret på ti minutter eller en times samvær. Derfor er Danmark blandt andet også den største Facebook-nation i verden.
Det, man vil se generelt er, at de store begivenheder bliver endnu større end tidligere. Seertallet på programmer som X-Faktor bliver endnu højere og deltagerantallet på Roskilde Festivalen vil eksplodere. Umiddelbart har det ikke nogen indre logik, da man skulle tro, at det enorme udbud af kanaler, medier og internetsider ville differentiere billedet.
”Tendensen går i den stik modsatte retning Vi vil være sammen med mange på én gang, være hvor de andre er og have noget at tale om. Selvom vi til daglig lever i små reservater, vil vi gerne ud i de store fællesskaber, hvor følelserne går højt,” forklarer Henrik Byager.
Det, der adskiller sig fra de gamle, store fællesskaber, er, at danskerne tager udgangspunkt i sig selv. Og det er nødvendigvis ikke så ringe endda, for de gode gamle dage var måske ikke så gode, som man gør dem til.
”Det var ikke, fordi verden var bedre i æggeblommen, men fordi vi troede den var bedre. Der var så meget vi ikke vidste og så. I dag kigger vi ud i en verden, vi ikke længere kan isolere os fra.”
Hvor selvkontrollen fyldte meget hos danskere førhen, fordi man fandt stor tryghed i at ligne hinanden, så fulgte der også en angst med, ’for hvad vil de andre ikke tænke’?
”Det gode ved den nye verden er, at vi respekterer, når folk knalder ud. Drømmer de om at tage til L.A. og høre Celine Dion eller have en fem meter høj jukeboks stående i stuen, der spiller Kandis døgnet rundt. Jamen, så gør det dog. Sådan er det nu, og det er fedt,” mener Henrik Byager.
Så et dansk særkende som gruppekontrol og jantelov er under hastig afvikling. Og skulle man få hjemve efter netop den, så trives den ifølge Henrik Byager i bedste velgående over for meget kendte mennesker.


Henrik Byager
Kommunikationsrådgiver for en lang række danske og internationale organisationer og virksomheder. Tidligere ansat som journalist på TV-Avisen og TV2, samt i reklame- og kommunikationsbranchen siden 1990.
Han er en velkendt kommentator i diverse medier vedrørende samfundsforhold og livsstil. Bl.a. medvirkende i TV2-programmet ’Den 6. sans’ samt ’Hvor er vi landet’ på DR1.

Af Anja Bay

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa