Kun træer har brug for rødder

Det er den konklusion, som John Jessen, der efter at have flyttet kontinent 15 gange, er kommet til. Og det er således blevet titlen på hans bog, en selvbiografi. Den fortæller om hans liv, fra han blev født i Hong Kong, hvor hans far var skibsreder, til at en omtumlet opvækst under Anden Verdenskrig, værnepligt og shippinguddannelse i Danmark, en kaffeplantage i den Dominikanske Republik og videre ud i voksentilværelsen.

Kun Træer har brug for Rødder, eller Only Trees need Roots, som den hedder på engelsk, er endnu ikke udkommet på dansk, men John Jessen, der i dag bor store dele af sin tid i Estepona, er stadig dansk statsborger, og han fortæller for første gang sin historie på sit modersmål til La Danesa.

Vi bringer et uddrag.

Den 24. november 1931 var endnu en solrig morgen i den britiske kronkoloni Hong Kong.

Sådan starter John Jessen sin selvbiografi. Han tager læseren med til den dag og det sted, han bliver født. Han fortsætter med at introducere sin far, der står på sin terrasse i familiens hjem, på en bakketop højt hævet over Hong Kong:

Johan H. Jessen rakte ud efter sin kikkert og justerede indstillingen. Ude i horisonten steg en sky af røg op fra en sort og hvid fragter. Det var Gustav Diederichsen, én af familiefirmaets skibe, lastet med næsten 3.000 tons te, silke, svineflæsk, menneskehår, og krydderier, som skulle transporteres til Europa.

Johan H. Jessen er skibsreder, udstationeret i Hong Kong, hvor han varetager familien Jessens rederi, samt Mærsk Line og Rickmer Linieagenturet.
Han vendte sig mod Lei Yu Mun, den nordlige indsejling til havnen, hvor han kunne se en klar grøn fragter, Sophie Rickmers, den største i Rickmers Line, der ankom med gods fra Europa, og som først skulle losse i Hong Kong, senere i Shanghai. Sophie Rickmers var et af hans svigerfar, Paul Rickmers, mange skibe.

John Jessens mor, Etha, som havde mødt hans far på Hotel Cathay i Shanghai, er datter af skibsrederen Paul Rickmers. Hun føder deres første barn, en søn, på Victoria Hospital, og han døbes Johan Heinrich efter sin far. Han vælger selv at kalde sig John.

Søfarerblod og -rødder
John Jessen er født med søfarerblod i årene, da begge hans forældre kom fra slægte med lange traditioner inden for søfart.
”Min mors familie kom fra Helgoland. Øen var jo dansk indtil 1807, hvor briterne invaderede den under Napoleonskrigen. I 1890 lavede Storbritannien en byttehandel med Tyskland, hvormed briterne fik Zanzibar, mens tyskerne altså fik Helgoland, og inden for denne årrække skiftede indbyggerne fra at være danske, til at være britiske og til slut tyske,” fortæller John Jessen om dette kuriøse stykke danske historie.

”Hele min slægt havde været søfolk, og allerede i 1834 havde man etableret et ret stort selskab i Bremerhaven, der beskæftigede sig både med skibsbyggeri og transport. Frem til 1914 havde skibsværftet søsat 89 skibe, og da jeg blev født, var firmaet for længst kommet sig igen efter Første Verdenskrig,” fortsætter han.

Hans fars side stammer fra Aabenraa. Her fandtes der i slutningen af 1800-tallet to vigtige rederfamilier, Jebsen og Jessen.

”Jacob Jebsen og min farfar, Heinrich Jessen, besluttede i 1895 at indgå et partnerskab for at ekspandere, og de åbnede kontorer i Shanghai og Hongkong. Min farfar giftede sig desuden med Jacobs søster, så min far var altså fra to forskellige rederfamilier,” smiler John ved tanken om sin families rødder, som han trods alt ikke mener, at han har brug for.

Ulykkerne starter, krigen bryder ud
Det scenarie, John skitserer i begyndelsen af bogen og i sin beretning til os, er udpræget rosenrød, men det bliver resten af hans tilværelse ikke.
Hans første leveår, hvor familien boede i Hong Kong, hvorfra de tog på rejser til Japan og også til Europa, blandt andet Danmark og Schweiz, hvor hans fars forældre havde slået sig ned, betegner han som lykkelige.

”Da vi ankom til Europa, begyndte det dog at gå galt. Min mor var gravid igen, men barnet, en søn, som skulle have været kaldt Jes efter Jes Jessen, den kendte danske maler, var dødfødt. Et par år senere fødte hun en dreng, som blev kaldt Peter Nicolai. Han blev født i Hamborg, men da min mor og han skulle sejle til Hong Kong, døde han ombord på skibet, da de sejlede gennem det Røde Hav,” fortæller John Jessen, der var blevet efterladt hos bedsteforældrene.

I mellemtiden bryder krigen ud i Østen. Japan invaderer dele af Kina og også Hong Kong, og familien må flytte til Shanghai.

”Da mine forældre var flyttet til Kina, skulle jeg så følge efter. Det var i 1941, krigen var nu også brudt ud i Europa, jeg var endnu kun ni år gammel og skulle rejse alene med tog fra Schweiz til Shanghai,” mindes John, der på trods af sin alder husker det meste om den lange togrejse.

Han rejser til Stuttgart, videre til Berlin, hvor togene var fyldt med SS-officerer, hvilke er genstande for forundring og angst hos den danske dreng. Senere går turen til Warszawa og Moskva, hvorfra han skal med den transsibiriske jernbane.

”Da toget kørte ud fra stationen i Moskva, blev alle gardiner trukket for, så vi ikke kunne se ud. Militærpoliti marcherede op og ned ad gangene for at sikre sig, at vi ikke forsøgte at kigge, når vi kørte forbi militære installationer,” fortæller John og springer videre frem på turen, til Mansuli, hvorfra han skulle fortsætte til Manchuriet, der på den tid var under japansk herredømme.

”Jeg skulle fortsætte med et japansk tog. Ombord så jeg, hvordan det japanske militærpoliti anholdt en kinesisk dame. Jeg kunne læse frygten og håbløsheden i hendes øjne.

Senere blev vores tog beskudt af kinesiske guerillas, det var Mao Tse-tungs soldater. Ingen i min kupé blev ramt, men der var kaos og frygt ombord på toget, mens japanske soldater skød ud gennem kupévinduerne, samtidig som toget drønede af sted. Da vi senere standsede i Harbin, så jeg bårer med folk, som var helt dækket til, blive bragt fra toget.”

Undervejs bliver han overfaldet af to koreanske gangstere, men reddet af en dansk kaptajn fra Store Nordiske Telegrafselskab. Efter flere ugers togrejse er John dog endelig fremme i Dairen, hvorfra han skal tage én af familiens skibe til Shanghai.
Nu følger en årrække i Kina.

Hunde spiser spædbørn, mislykket sabotage
Familien bor i bydelen, som kaldes det franske kvarter. Et forholdsvist velhavende og fredeligt område.

John begynder der på en international skole, og i ferierne rejser familien til Japan, Peking og en kinesisk badeby. Under krigen får det danske konsulat ligefrem adresse i familiens villa. Hans far dør af kræft, og han er alene med sin mor i en tid, da Shanghai præges af gadebander, sorte markeder og soldater alle vegne.

”Der var stor fattigdom. Vi så vilde hunde spise spædbørn i gaderne, og lig af japanske soldater i floden bag vores hus,” beretter John, der sammen med sine kammerater forsøger at sprænge et japansk godstog i luften. Forsøget mislykkedes, men på et hængende hår.

”I 1945 blev Shanghai befriet af amerikanske soldater, og min mor møder en mand, en italiensk forretningsmand ved navn Dino Tirinnanzi. Jeg forelsker mig – og det i naboens konkubine,” mindes han.

”Det var meningen, at vi efter min fars død skulle flytte tilbage til Europa. Min mor skulle dog blive længere for at afhænde hus og forretning, så jeg arbejdede som 14-årig på et skib fra Shanghai til Southhampton. I 1946 fandtes der ingen andre muligheder. Ombord var der andre som jeg, men også mange soldater og krigsfanger, som fortalte mig om deres grusomme oplevelser i de frygtede japanske krigslejre,” fortæller han om turen, der i første omgang førte ham til England.

Dansk fredsommelighed, kaffeplantage i den Dominikanske Republik
Fra England tager han til Danmark, nærmere betegnet familiens hjem i Aabenraa. Herefter følger en årrække med uddannelse i Danmark, Tyskland og Schweiz.

I mellemtiden har moderen afsat familiens værdier i Kina, inklusiv Johns halvdel, som dog endte med at blive til meget lidt. I stedet for at komme hjem til Europa, rejste hun og kæresten til den anden side af kloden, nemlig den Dominikanske Republik, hvor de havde købt sig en kaffeplantage langt ude i junglen.

”Min mormor og jeg besluttede os for at rejse på besøg, hvilket selv i 1950 var en længere affære med skib via Spanien. Men vi havde en pragtfuld tid der, og nu hvor jeg jo var blevet voksen, besluttede jeg at blive medinvestor i kaffeplantagen,” fortæller John, der dog måtte afbryde tiden i Caribien, da han skulle til Danmark for at aftjene sin værnepligt, selvfølgelig indenfor søværnet.

Efter endt værnepligt fik han en plads som shippingelev hos AP Møller, som før og også siden har været én af John Jessens store forbilleder.
”Jeg fik arbejde i familiens rederi, Jebsen & Jessen, i Hamburg, men derefter ville jeg tilbage til Fjernøsten. Det var en stor dag for mig, da jeg igen sejlede ind i havnen i Hong Kong,” husker John.

Desværre gik samarbejdet med den øvrige familie ikke godt, og endnu engang flytter han kontinent, nu tilbage til Caribien.

Statskup og menneskekød
Heller ikke her går tingene helt som forventet.

Via moderens kærestes forbindelser starter John dog for første gang sit eget firma, der beskæftiger sig med import af Olivetti og Fiat-biler samt eksport af kaffe. Forretningen går strygende, indtil diktatoren stjæler det hele.

”Rafael Trujillo havde overtaget magten i 1930 og plyndrede landet. I 1961 blev han dræbt og de efterfølgende omstændigheder var forfærdelige. Modstandere af regimet blev fængslet, sultet eller fik serveret gullasch tillavet af pårørendes ben for at få dem til at makke ret,” mindes han.
Han møder en engelsk pige, Jennifer, som i 1960 bliver hans hustru, og med hvem han får tre børn. Hun er desuden medforfatter til Only Trees need Roots.

Fra Sønderjylland til Spanien
Parret slår sig først ned på Als, men udlandet trækker snart i dem igen, og nu venter en årrække, hvor familien flytter adskillige gange. Hans videre karriere er livligt beskrevet i bogen.

”Jeg blev ansat af et amerikansk selskab og var udstationeret i først Mexico, så i Argentina, Peru og Brasilien. Senere flyttede vi til Mellemøsten, hvor vi blandt andet boede en årrække i Libanon, hvor jeg arbejdede i Iran, Saudi Arabien, Pakistan og Indien. Jeg havde nogle utrolige eventyr.
Allerede i 1970’erne boede vi også nogle år i Spanien, nærmere betegnet Benalmádena og senere Marbella, hvor jeg arbejdede med et projekt med en tennisby tæt på Hotel Marbella Club,” fortsætter John, der i sine snart 79 år har flyttet fra et land til et andet 27 gange, hvoraf de 15 har været fra et kontinent til et andet.

I dag bor han og Jennifer i Estepona. Tiden fordeles dog mellem Spanien og Belgien, ligesom de ofte besøger Danmark og Singapore, hvor den ene af parrets sønner bor.

”Vi foretrækker dog Spanien, specielt på grund af klimaet,” siger han.

Bogen om hans liv udkom tidligere på året. Som nævnt på engelsk, og hvornår eller om den bliver udgivet på dansk, har han endnu ikke besluttet.
”Jeg har skrevet bogen for at mine børn og børnebørn skal kende familiens historie,” understreger John Jessen, men giver dermed vi andre mulighed for at få indsigt i hans liv, der ved ikke at give ham rødder har gjort ham uafhængig af samme.

Only Trees need Roots kan bestilles på: www.eloquentbooks.com/OnlyTreesNeedRoots.html