Ved Spaniens fjerneste grænse

1996: 2500 afrikanere fra områderne syd for Sahara lever i Melillas gader. De er ganske enkelt gået over grænsen. Den markeres kun af et lavt hegn, som forhindrer geder og andre dyr i at forvilde sig fra et land til et andet.Marokko har ikke gjort noget for at stoppe afrikanerne, og Spanien har ingen aftaler om udvisning med afrikanernes hjemlande.Et hegn på fire meter bygges langs hele grænsen.

2002: Marokkanske soldater planter deres flag på den ubeboede spanske ø Perejil, der ligger ud for Ceuta. Efter mislykkede forhandlinger sender Spanien elitesoldater til øen, og de “generobrer” den uden at møde modstand.

2005: 14 afrikanere bliver dræbt under gentagne forsøg på at storme grænseposter og hegn ved Melilla og Ceuta.

2008: 150 afrikanere forsøger at storme hegnet. Det bygges nu endnu højere.

2010: Marokkanere blokerer grænseovergangene. De hævder at have fået tæv af spanske betjente. Samtidig kræver de, at samtlige kvindelige betjente fjernes fra grænsen. De kan ikke tolerere, at en kvinde beder dem vise ID-kort.

Kong Juan Carlos beder Marokkos kong Mohammed VI om at dæmpe gemytterne. Det hjælper ikke.

Medlemmer af centralregeringen, inklusive ligestillingsminister Bibiano Aído, holder sig langt væk. Lederen af oppositionspartiet PP, Mariano Rajoy, rejser til enklaven for at vise betjentene sin støtte. Senere mødes statsminister José Luis Zapatero med den marokkanske regent i FN i New York, hvor de nærmest proklamerer evigt venskab.

"Berberne er ikke overbeviste om gyldigheden af det marrokanske monarki, og de har ingen interesse i at Melilla skulle blive en del af Marokko," siger Javier Mateo.

Det lille stykke Spanien, som på den ene side vender ud mod Middelhavet og på den anden læner sig op ad Rif-bjergene, hvor det tager et stykke ud af det marokkanske landkort, danner med sine blot 12,3 kvm baggrund for uforholdsvist mange urolige episoder og lige så mange verbale stridigheder.
Gennem snart 500 år har Spanien haft denne, den ene af de to kolonier på Nordafrikas kyst. Begge er i dag et par solide torne i øjet på den marokkanske regering, som mener at have en geografisk rettighed til områderne.

Var det på tide at overgive området til Marokko?

Nej, mener ikke blot spanierne, men også marokkanerne, de berbiske stammer, som bor i de nærliggende områder.

Og hvad med indbyggerne i Melilla? Hvordan kan de holde ud til at leve, tilsyneladende omgivet af fjendtlighed ude ved den fjerneste grænse?

Den godt 12 kilometer lange grænse mellem Melilla og Marokko markeres af et seks meter højt stødgivende og overvåget hegn.

”Du må ikke være her,” siger en betjent fra Guardia Civil, der er én af mange, som patruljerer her i ingenmandsland mellem Melilla og Marokkos Nador-provins.
”Og du må ikke tage fotos,” tilføjer en anden, som mener, at forbuddet kræver en forklaring: ”Det skaber bare uroligheder.”

Sidstnævntes påbud kommer for sent, og jeg begiver mig tilbage og ud i den menneskevrimmel, der omkranser denne, den største af i alt tre grænseposter. Her er som på et støvet marokkansk marked. Af den slags hvor én sælger faldbyder appelsiner fra en enkelt kasse, en anden en bunke Kleenex og i den dur.

”Her er meget fredeligt nu,” fortæller én af de betjente, nu fra Policia Nacional, der overvåger mængden. ”Optøjerne ved grænsen skyldtes kun nogle enkelte marokkanere, som i øvrigt slet ikke repræsenterer de berbiske stammer, som bor i denne del af landet,” smiler betjenten, der som sine kolleger fra Guardía Civil har en klar aversion mod fotografering.

Jeg forlader den trods alt trykkede stemning og det kummerlige miljø. En af fordelene ved Melilla er, at der aldrig er langt til noget. Gå-ben gør det.
Jo tætter på centrum jeg kommer, jo mere velholdt er her, og snart når jeg ad strandpromenaden til pladsen i den gamle bydel, hvor jeg har en aftale med Javier Mateo. Han er både medlem af byrådet og viceturistminister i den lokale, konservative regering, der regerer på vegne af Melillas knapt 78.000 indbyggere.

Berbere og rifeños
”Vi lever i fred og ro,” siger Javier Mateo. ”Vi har meget få problemer med vore naboer, som er de berbiske stammer i Rif-bjergene. De er ikke arabere, og selvom de naturligvis er marokkanske statsborgere, anser de sig selv som berbere. Du hører heller ikke arabisk her, men tamazight, som er berbernes oprindelige sprog.”

Han refererer også til berberne som rifeños, rif-boere, en befolkningsgruppe, hvori han også inkluderer indbyggerne i Melilla. ”Vi bor jo i Rif-bjergene,” insisterer Javier, som dog erkender, at han først og fremmest er spanier. ”Vi er nok mere spanske end spaniere på fastlandet,” tillægger han efter nærmere eftertanke, mens han beder tjeneren på cafeen om en cortado. Ved nabobordet serveres myntete, der bringer duften fra det omkringliggende Marokko ind til Spanien.

Javier taler videre om forskellene på Marokkos indbyggere, hvilket ikke kun er af etnisk og sociologisk interesse, men faktisk er at finde blandt årsagerne til, at indbyggerne i Melilla ikke føler sig truet af folkene i de omkringliggende områder, og at ingen tror på, at enklaven nogensinde bliver andet end spansk.

Hver dag passerer 30.000 marokkanere grænsen indtil den spanske enklave. Hver aften tager de samme tur hjem igen.

”Husk, at Marokko først blev et selvstændigt land i 1956. Selvom området indtil da var under fransk herredømme, levede berber-folket sit eget liv – som de altid har gjort og som de stadig gør. Nu hører de så under Marokko, men sandt at sige er de slet ikke overbeviste om rigtigheden i det marokkanske monarki,” siger den 46-årige politiker, der videre forklarer: ”På grund af denne uvilje straffer den marokkanske regering befolkningen her i de nordligste provinser. Udvikling er et nærmest ikke-eksisterende begreb, og i nogle af landsbyerne fik man først for nyligt indlagt vand. Her er utroligt fattigt. Du kan slet ikke sammenligne det med landområderne omkring for eksempel Ceuta eller Tanger.”

Han er sikker på, at det derfor ikke var berbere, der lavede balladen ved grænsen tidligere på året. ”Det har næsten altid været folk ude fra, som skaber uroligheder. Selv tilbage i 1700- og 1800-tallet var det stammer fra syd for Marokko, der plyndrede Melilla. Uanset hvad, så var der i hvert fald få rif-boere blandt urostifterne, som på trods af den megen omtale kun bestod af en lille gruppe mænd.

Vi har altså ingen problemer med berberne, men noget helt andet er problematikken med dem, der kommer fra området syd for Marokko og syd for Sahara.”

Gensidig afhængighed
Udover en vis uvilje mod det marokkanske monarki, og en brist på fornærmede, territoriale følelser, nærer berberne heller ikke noget ønske om, at Marokko skal overdrages Melilla, fordi det lille stykke Spanien betyder arbejdspladser og samhandel.

”Frygten er naturligvis, at hvis Spanien skulle forlade Melilla, ville området snart blive lige så fattigt som resten af Nordmarokko. De ville ikke have nogen at handle med, og de ville miste en stor mængde arbejdspladser,” siger Javier.

Hver dag går 30.000 berbere over grænsen til enklaven. ”Indbyggerne fra naboprovinsen, Nador, kan krydse grænsen ved bare at fremvise et Nequa, som berberne kalder deres ID-kort, ligesom vi kan krydse grænsen med vort ID. Vil vi længere, skal vi medbringe pas, mens de skal have visum for at kunne rejse ind i selve Spanien,” bemærker han. Langt de fleste berbere går dog hver eneste morgen over grænsen til Melilla for at arbejde eller sælge nogle varer. Det er en del af forklaringen på det skæve forhold, der på en sær baglæns måde alligevel er gensidigt.

Arbejdsløsheden i byen kalder han ”relativ”. Officielt er den som i store dele af Spanien på cirka 20 procent, men, mener Javier, kun meget veluddannende og kvalificerede mennesker, der ikke ønsker at påtage sig andet arbejde, er arbejdsløse.

Den høje arbejdsløshed i Spanien forhindrer altså ikke de mange berbere i at finde arbejde, hvilket selvfølgelig ikke er noget ukendt fænomen. ”Min hushjælp koster omkring 400 euro om måneden plus seguridad social. Og da jeg voksede op, havde min far et bageri og der var han altid nødt til at ansætte marokkanere, da han ikke kunne finde spaniere, der ville eller kunne bage brød,” siger Javier.

Samtidig mener han, at han er med til at hjælpe menneskene på den anden side af det seks meter høje hegn. ”For de 400 euro forsørger hun hele sin familie. Jeg har desuden et hus ved stranden i Marokko, hvor jeg på den måde også er med til at skabe beskæftigelse,” siger han og forklarer også, uden stolthed i stemmen, hvordan indbyggerne i Melilla ikke genbruger i ordets almindelige forstand. Men intet bliver smidt ud, alt bliver sendt over grænsen, hvorfra man iblandt ser billeder af, hvordan folk kommer op at slås om pakkerne.

Grænsen før og nu
I 1996 begyndte immigrationen at eskalere. Folk fra syd for Sahara begyndte i højere grad at forsøge at krydse Middelhavet til det europæiske fastland, Atlanterhavet til De Kanariske Øer eller grænsen til Melilla.

”Vi var slet ikke forberedte. På et tidspunkt var her over 2.500 mennesker, der levede på gaderne. Vi havde ingen aftale med disse menneskers hjemlande om at kunne sende dem retur, og Marokko gjorde ikke noget for at forhindre, at de kom så langt som hertil,” forklarer Javier.

Han mener, at årsagen til nabolandets manglende indsats er manglende EU-støtte, og så det faktum, at Spanien havde lagt pres på FN for at finde en løsning på situationen i Vestsahara, som Marokko jo invaderede, efter Spanien i 1976 havde forladt området. Denne petition gør forholdet mellem de to lande endnu mere spændt.

500 års samliv
I Melilla lever fire befolkningsgrupper, som er 45 procent spaniere og 45 procent berbere (fortrinsvist muslimer), mens de sidste 10 procent er fordelt på jøder og hinduer, sammen. Ifølge Melillas turistbureaus hjemmeside sker det ligefrem i fredelig sameksistens. Det lyder som en overdrivelse, men er det ikke, mener Javier.

”For det første går vi går i de samme skoler. Vi får den samme undervisning og som en naturlig ting lærer vi at respektere hinanden. Vi fejrer også hinandens helligdage. For eksempel er alle skolerne lukkede i dag, fordi alle fejrer den jødiske helligdag Simchat Torah. Et andet eksempel er muslimske børn, der altid deltager i optogene under Helligtrekonger,” siger Javier, der også forklarer, hvordan muslimerne i Melilla lever meget som spanierne, fx får de normalt kun et par børn, og at der blandt hans venner er muslimske par, hvor han er hjemmegående og passer børnene, mens hun går på arbejde.

”De forskellige kulturer og religioner har eksisteret side om side i 500 år. I min omgangskreds er der også muslimer, jøder og hinduer, og så er der kristne berbere. Vi kan alle drikke en øl og spise jamón serrano sammen. Og jeg går i øvrigt til messe med Hassan. Koncepterne er helt udviskede her,” insisterer han.

Når Marokko bliver medlem af EU
Afslutningsvist er jeg nødt til at spørge, om han slet ikke kan forestille sig, at Melilla en dag bliver overdraget til Marokko. ”Nej, Melilla forbliver spansk,” siger han som med store bogstaver.

Mit næste spørgsmål, som drejer sig om, hvorvidt hegnet langs Melillas grænse skal forblive der, tages ikke så nært: ”Det fjernes nok først den dag, Marokko bliver medlem af EU, hvilket regeringen stadig har ambitioner om. Dertil er der lange udsigter, for eksempel på grund af manglende menneskerettigheder og fordi kongen skal forestille at være en direkte efterkommer til profeten Muhammed. Indtil da er et spansk Melilla i EU’s interesse og et hegn nødvendigt, da vi er et filter for immigration fra hele Afrika til Spanien og resten af Europa.”

Tre grænseovergange

Der er tre grænseovergange mellem Melilla og Marokko. De to er kun for indbyggere fra Melilla og Nador-provinsen, der går fra det ene område til det andet.

Bilister skal ligesom udlændinge gennem denne, den officielle grænseovergang.

Medbring pas på indenrigsrejsen

Eftersom marokkanerne fra Nador kan krydse grænsen til Melilla ved bare at forevise ID, betyder det, at proceduren fra Melilla til det øvrige Spanien er som ved en udenlandsrejse.

På turen fra Málaga til Melilla skulle jeg blot forevise billet og ID (pas eller kørekort). Da jeg skulle fra Melilla, blev mit pas tjekket tre gange, ligesom bagagen blev skannet, og jeg skulle gå gennem metaldetektor. Ved ankomst til Málaga skulle pas forevises, og her var også snifferhundene på vagt.

Bidder af Melillas historie

Fønikerne kaldte byen Rusadir. Romerne foretrak Flavia. Senere hærgede vandalerne byen, mens først visigoterne, senere byzantinerne lod den genopbygge.

Araberne, der i det 8. invaderede størstedelen af Nordafrika, kaldte byen Nekor, senere Melilla.

I det 15. århundrede erobrede portugisiske og castilianske tropper store dele af kongeriget Fez. Pedro Estopiñán, der er foreviget på denne statue, invaderede i 1497 Melilla, og byen blev en del af grevskabet Medina Sidonia, der for en bemærkning tilhørte Portugal.
Siden 1556 har området været en del Spanien.

Autonome Melilla
Melilla ”løsrev” sig i 1995 fra Málaga-provinsen. Den spanske grundlov fra 1978 tillod, at både Ceuta og Melilla kunne blive ”autonome byer”, når deres byråd besluttede det. Det gjorde begge så i 1995.

Formand for lokalregeringen er Juan José Improda (PP). Han er samtidig byens borgmester.

Regions- og kommunalvalg kommer ud på et – med andre ord stemmer vælgerne på begge dele med et kryds.

Melilla er repræsenteret med et medlem i kongressen og to i senatet.

Tamazight, berbernes sprog
Tamazight er berbernes originale sprog, og det sprog man udover spansk hører mest i Melillas gader.

Sproget menes at være ældre end græsk og latin, og var hovedsproget i Marokko indtil den arabiske invasion i det 8. århundrede.
Sproget tales i dag i både Marokko og Algeriet af omkring 25 millioner berbere.

Transport til Melilla
Iberia flyver otte gange dagligt mellem Málaga og Melilla. Der er desuden daglige forbindelser mellem enklaven og Madrid samt Barcelona.
Fra maj til oktober opererer Acciona en flyvebåd mellem Málaga og Melilla. Turen varer godt tre timer. Året rundt er der daglige forbindelser med almindelig færge, som er omkring otte timer om turen.
Der er 205 kilometer mellem Málaga og Melilla.