Det danske magasin i Spanien
En dag i grevens palads

Storslået, innovativt og særegent. Medier fra alle verdenshjørner har brugt store ord i deres omtale af vinhotellet Marqués de Riscal. Nu har La Danesa fået syn for sagn under et ophold i de adelige omgivelser.

Natividad byder velkommen til det særprægede hotel. Fra hotellet har flere værelser en flot udsigt til den lille landsby El Ciego.

Absurde stålformer i violet, guld og sølv overlapper hinanden i en usædvanlig skulpturel komposition.

”De symboliserer vinranker. Den violette farve afspejler rødvinen, mens guld og sølv skal give associationer til vinflaskens kapsel og sølvnet på vores D.O. reserva Rioja-vin,” forklarer Natalia, mens hun peger på Hotel Marqués de Riscals specielle facade af titan-plader og rustfrit stål.

Jeg himler med øjnene. Facadens ekstreme stil fører tankerne hen på Guggenheim-museet i Bilbao. Og det er ikke helt tilfældigt, eftersom det er den canadiske arkitekt Frank O. Gehry, der står bag begge bygningsværker.

Eksklusiv suite
Alt lader til at køre på skinner i hotellet. Kvinden i receptionen hilser med et smil og spørger, om jeg har haft en god rejse, mens hun kommenterer de rekordhøje temperaturer, som i år også ramte Rioja-distriktet.

Inden jeg får set mig om, har portieren taget min kuffert, og han vender lynhurtigt tilbage for at følge mig til hotelværelset. Jeg undrer mig en smule over, at han fører mig over en gangbro indrammet af glas til en tilbygning til hotellet. Og jeg bliver ikke mindre overrasket, da han åbner døren ind til mit værelse.

Bodega Herrederos de Marqués de Riscal finder man et stenkast fra hotellet.

Måbende betragter jeg et stort rum på størrelse med en to-værelses lejlighed. Interiøret er minimalistisk. Tre af væggene er holdt i rå hvidkalket beton og den sidste i lys ahorn. Gulvet er holdt udelukkende i lækkert mørkt træ. Den store dobbeltseng dominerer rummet, men der er stadig plads til en lille stueafdeling med sofabord og en enkelt stol. Pladsen og det åbne rum gør, at man hurtigt føler sig godt tilpas i værelset.

Specialdesignet

Rummelig og miniimalistisk stil præger hotelværelserne. Ingen af dem har samme størrelse, de  varierer fra 37 til 88 kvm.

Store skydedøre i ahorn-laminat leder ind til et stort bad med vægge og gulv af mørk marmor. Også her efterlades man med følelsen af det åbne rum, som understreges af glasvæggen ind til det dobbelte brusebad.

Portieren, Miguel, præsenterer værelset ned til mindste detalje, som for eksempel hvordan man betjener det lækre Bang & Olufsen-fjernsyn samt cd-afspilleren. Men de danske mestre inden for design og teknologi er ikke de eneste repræsentanter for værelsets indretning. Lamperne fanger min opmærksomhed, og jeg ikke kan lade være med at røre. Miguel nikker hen mod mig, som har han læst mine tanker.

”Ja, lamperne er designet af Alvar Aalto,” forklarer han og peger derefter på sofaen:

”Italiensk,” siger han med slet skjult stolthed.

Og ikke nok med det, så er alle håndklæder specialdesignet og produceret i Portugal. Sengetøjet er også italiensk, og du kan vælge mellem ti forskellige hovedpuder, når du skal i sove.

”Og en ting til,” smiler Miguel som afslutning til præsentationen:

”Alle vores 43 luksusværelser- og suiter er unikke. De har hver deres størrelse og indretning.”

Spa og vin
Marques de Riscals spa-afdeling ligger i hotellets underetage, i den fløj, hvor jeg bor. Igen præget af minimalisme og stilrenhed. Farverne hvid, rød og sort går igen i de forskellige afdelinger. Der er en indendørs pool, tyrkisk bad, jacuzzi, adskillige bade og ikke mindst en afdeling for diverse skønhedsbehandlinger. Spa-afdelingen benytter sig først og fremmest af produkter baseret på druer og vin, – som det sig hør og bør for et hotel i Rioja-distriktet.

Spa-afdelingen finder du i underetagen i den ydre hotelfløj. Der er indensdørs swimmingpool, tyrkisk bad, jacuzzi og ikke mindst en afdeling som tilbyder skønhedsbehandlinger- og terapi.

Jeg slår mig ned på en drømmeseng og veksler mellem dukkerter i poolen og enkelte lynvisit ind i de tilstødende afdelinger.

Mad og Michelin
To timer senere er jeg klar til et besøg i én af hotellets to restauranter; den ene serverer traditionel baskisk mad, og den anden eksperimenterer med moderne retter. Fælles for dem begge er, at Francis Paniego, en velrenommeret kok og den første i regionen som kunne prale af en Michelin-stjerne, har ansvaret for menuernes sammensætning.

Jeg vælger den traditionelle restaurant ”Bistro 1860”, og bliver henvist til et privat bord ude på den overdækkede terrasse. Som aperitif smager jeg én af bodegaens røde reserva-vine.

Maden skuffer dog en smule. Gedehovederne, jeg bestilte, var smagfulde, men der var ikke meget kød på dem. Jeg bestiller derfor endnu en ret; en lille grønsagsstuvning med områdets traditionelle kød og pølser til.

Avec´en bliver indtaget i fantastiske omgivelser; udendørs på tagterrassen. Med måneskin og udsigt over landsbyen El Ciego, som ligger et stenkast fra hotellet. Og med de mægtige cantabriske bjerge i baggrunden, kunne det ikke give en bedre afslutning på aftenen. I morgen vil jeg tage på en guidet tur rundt på Marqués de Riscals originale vingård.

Hotel Marqués de Riscal
• Tegnet af Frank O. Gehry
• Åbnet den 1.sept. 2006
• 43 luksusværelser – og suiter fra 37 til 88 kvadratmeter
• To restauranter som er åbne for alle
• Vinbar/Vinoteca
• Bibliotek og bar i den øverste etage
• Priser fra 275 til 1.550 euros per nat
• Egen spa-afdeling og fitness (koster fra 31 euro)
• Hotellet har vundet flere internationale priser og udmærkelser for sit design
• Ejes af Starwood Hotels & Resort Worldwide Inc.

Vin fra “Herederos de Marqués de Riscal”
• Kendt som pionerer indenfor produktion af Rioja-vin
• Første bodega i Rioja som indførte produktionsmetoder som de franske Bordeauxvin-producenter benytter sig af (1858)
• Første bodega som fik D.O.-mærket (Denominacion de Origen) for Rijoa-vin (1972)
• Vingården eksporterer til flere end 70 lande, og vinen har høstet mange internationale priser
• Bodegaen har beholdt de gamle og originale produktionslokaler
• Der tilbydes guidede turer rundt på vingården

Hotellets adresse:
Hotel Marqués de Riscal
Calle Torrea 1,
01340 Elciego
Tlf.: 945 180 880
www.hotel-marquesderiscal.com

Af Arne Bjørndal

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.