En tikkende bombe under den katolske kirke.

Skandaler om præsters pædofili i andre lande og pavens åbne brev til ofrene i Irland kan blive en katalysator for offentliggørelse af et ukendt antal sager i Spanien.

Præsters seksuelle overgreb på børn, det faktum at hierarkiet har dækket over mange af forbrydelserne og i flere tilfælde bare flyttet den mistænkte til et nyt sogn, hvor overgrebene kunne gå ud over andre børn, er i sig selv ingen nyhed, men pavens nylige forsøg på en undskyldning, kan have sat ild til lunten på en allerede tikkende bombe under kirken i Spanien.
”Jeres tillid er svigtet, og jeres ære er krænket. Vi føler alle skam og anger,” skrev pave Benedict XVI blandt andet i sit brev stilet til ofrene for seksuelt misbrug i Irland. Han fordømmer stilheden omkring og forsøgene på at skjule misbruget og opfordrer til selvransagelse, men han skrev intet om ændringer i forhold til indberetninger til myndighederne, når man opdager disse misbrug. Brevet ligner et desperat råb for at stoppe krisen ikke kun i Irland, men i hele Europa.
En måned senere opfordrede Vatikanet dog endelig til, at kirkelige, når de fatter mistanke om, at et overgreb har fundet sted, indberetter det til myndighederne.
Pavens ord blev i Spanien mødt med den forventede debat blandt de mere dødelige. Men selvom præsterne er hurtige til at demonstrere i gaderne og under messer mod abort, hvor man fordømmer selv helt unge piger, som er blevet voldtaget, og selvom de lige så åbenlyst bandlyser sex før ægteskab, brug af kondomer, homoseksualitet og kvindelige præster, er reaktionen afdæmpet, når det gælder pædofili i egne rækker. De tilsidesætter børnenes tarv og hævder, at præsters tavshedspligt står højere end deres pligt til at indberette en ulovlighed til myndighederne. Det samme skulle selv samme pave have undladt at gøre, da han som biskop Joseph Razinger i München skulle have ladet en voldtægtsforbryder flytte til et nyt pastorat, hvor han gentog forbrydelsen.
Man siger, at det bedste forsvar er et angreb, og det har hidtil været den stærkeste reaktion fra kirken i Spanien. Dagbladet ABC kalder kritikken ”en inkvisition mod kirken”.

Cølibat og jordisk gods
De katolske præsters cølibat får ofte skyld for at være årsagen til overgrebene. Katolske præster har i århundreder ikke måttet gifte sig, hvilket skulle være en genvej til himlen og et offer for Jesus, men som snarere blev indført af griske prælater, så at de præster, der ikke lever i den ellers anbefalede armod, per automatik testamenterer deres jordiske gods til kirken.
Men skulle cølibatet være årsagen, fordi præsterne finder det umuligt at overholde, ville de retskafne frem for at forgribe sig på børn, vel vælge enten at træde ud af kirken eller have affærer med andre voksne mennesker. Sagen skal nærmere ses med modsat fortegn; i den katolske kirkes arbejde indgår varetagelse af børn på kostskoler, som kor- og alterdrenge, og dette nærvær tiltrækker mennesker, der har denne inklination.
Naturligvis finder misbrug af små børn også sted uden for Kirken, men det er ikke det, som denne sag drejer sig om.

Få anmeldelser i Spanien
Der har været få anmeldelser af overgreb i Spanien. Det betyder dog ikke, at de ikke har fundet sted. Fra 2001 og til i dag er der kun anmeldt 14 sager, otte præster er dømte, men mange har ved hjælp kirkens magtapparat undsluppet straf, og bare tre præster har afsonet eller afsoner en fængselsstraf for pædofili.
Derudover blev en spansk præst så sent som i marts i år dømt for pædofili i Chile. José Ángel Arregui Eraña blev taget med 400 timers pornografiske videooptagelser. I nogle af dem ser man manden selv misbruge i alt 15 mindreårige i tre forskellige skoler i Spanien.

Kun en enkelt undersøgelse
I stedet for at vente på, at eventuelle skeletter skal falde ud af skabene, kunne man forestille sig, at myndighederne aktivt gik ind i sagen for at undersøge, hvor stort problemet egentlig er.
Der foreligger dog kun en enkelt undersøgelse af problemet i Spanien, og den blev udført tilbage i 1994 af Félix López Sánchez, professor i seksuel psykologi ved universitetet i Salamanca. Han kom frem til, at 4,17 procent af seksuelle overgreb på alle mindreårige var begået af præster eller andre med tilknytning til kirken, men når det drejede sig om drenge, var tallet ni procent. Det, mener han, skyldes, at præsterne i 1950’erne, 60’erne og 70’erne havde tættere kontakt med drenge end piger.
I pigernes tilfælde repræsenterede nonners overgreb en procent af alt misbrug.

Kirke uden misbrug
Spørgsmålet er naturligvis, om få sager er kommet for dagens lys, fordi der ganske enkelt ikke har været flere, eller fordi de ikke anmeldes. Det er svært at vide, men mange tror, at sidstnævnte er tilfældet.
Heriblandt er medlemmer af en forening kaldet Iglesia sin Abusos (kirke uden misbrug) som mener, at der er langt flere sager end de førnævnte. En advokat ved navn Carlos Sánchez Mato startede foreningen, efter at han i 2002, da han underviste på en katolsk skole i Madrid, oplevede, hvordan en præst mistænkt for at have misbrugt drenge ikke blev indberettet til myndighederne, men i stedet gemt af vejen i et kloster. Lærerne på kostskolen, der beklagede sig til Madrids kardinal, blev i følge dagbladet Público fjernet fra deres stillinger.
Sánchez og ligesindede opnåede nogle år senere at få den mistænkte stillet for retten, hvor han blev idømt to års fængsel.
Siden de mange sager i Irland og også USA kom for dagens lys har Iglesia sin Abusos fået henvendelser fra adskillige mænd, der hævder, at de som børn blev misbrugt i kirken. ”Mindst otte er fuldstændig troværdige,” udtaler Sánchez.
Paven har bedt om undskyld til (kun) de irske ofre og erklæret en nul tolerance-politik, mens kirken i Spanien for det meste forholder sig tyst. Kun biskoppen i San Sebastián har givet udtryk for en ”absolut fordømmelse” mod disse ”meget seriøse lovovertrædelser.”
Kirken har indtil nu betragtet præster og andre religiøse pædofile som ”syge”, men uden for lovens rækkevidde. I stedet har man sendt dem videre til et andet sogn eller et andet kontinent, hvor de kunne starte forfra, med den katolske tro på, at når bare man beder Gud om forladelse, måske siger tre Ave Maria og et par fadervor, er alt tilgivet, mens budskabet om næstekærlighed løber ud med vievandet.

Frygt for anmeldelse
Den katolske kirke har stadig et dybt forankret greb om mange katolikker, og flere ønsker ganske enkelt ikke at anmelde et misbrug. Det kan være på grund af skam, men også skyldfølelse, ligesom de mener, at en sag mod den magtfulde institution er uoverskuelig og umulig at vinde.
Medlemmer af præsteskabet mener derimod, at kirken angribes – også for at ”der ikke skal blive talt om Gud”.
Men egentlig behøver ingen udenforstående kritisere hverken kirken eller paven, da præster og kardinaler klarer det selv, når de beskylder homoseksuelle mænd for at have infiltreret kirken, og når de sammenligner kritikken af paven med massemordet på jøderne under anden verdenskrig.
Det eneste, som de fleste ofre ønsker, er at få ryddet op i sagerne, og at præsterne, som alle andre mennesker, bliver dømt i henhold til landets civile lovgivning og ikke et forældet og kamufleret hierarkisk system.

I den katolske kirkes arbejde indgår varetagelse af børn på kostskoler, som kor- og alterdrenge, og dette nærvær tiltrækker mennesker, der har denne inklination.

Spørgsmålet er naturligvis, om få sager er kommet for dagens lys, fordi der ganske enkelt ikke har været flere, eller fordi de ikke anmeldes.

Når bare man beder Gud om forladelse, måske siger tre Ave Maria og et par fadervor, er alt tilgivet, mens budskabet om næstekærlighed løber ud med vievandet.