Fejring af Dronningens fødselsdag i Mijas
Mandag d. 12. april fejrede 200 danskere Dronning Margrethes 70 års fødselsdag på Hotel Puerta del Sol på Mijas-vejen. Festen indledtes med en reception i hotellets have, hvor festlige Tunas underholdt med kendte melodier, mens gæsterne nød canapeer og den smukke udsigt ud over kysten.
Aftenens æresgæst var udenrigsminister Lene Espersen, der udover de mange festklædte spaniensdanskere også fik lejlighed til at hilse på borgmester i Mijas, Antonio Sánchez, Danmarks ambassadør i Madrid, Lars Thuesen og vores konsul i Málaga, Mona Davidsen. Under middagen optrådte tenor Pedro Barrientos med smukke arier. Der var taler, oplæsning af lykønskningstelegram til Dronningen samt hendes svar herpå, fødselsdagssang og hurra-råb og hyggeligt samvær ved bordene.
Jens M. Jensen, som er Danes Worldwides repræsentant i Sydspanien, havde stablet hele det flotte arrangement på benene, hvilket han modtog fortjent applaus for samt stor tak – bl.a. af Lene Espersen, der indledte sin tale således: ”Tak til Jens og alle i Danes Worldwide for invitationen til at fejre Hendes Majestæt Dronningens fødselsdag sammen med jer her i Málaga. Det er en fornøjelse at komme her og mærke, hvordan jeres danske tilhørsforhold stadig brænder inden i jer, selv om mange af jer har boet i Spanien i mange år. Det er mit indtryk, at jeres dagligdag under fremmede himmelstrøg i virkeligheden er med til at gøre jer endnu mere bevidste om jeres nationale forankring i det danske, og det er rart at opleve. Jeg vil også gerne takke jer for et fornemt arrangement, som I har stablet på benene, og jeg ved, at det har krævet masser af gåpåmod og et stort praktisk benarbejde at få det flotte program til at gå op i en højere enhed.”
Den danske bager Café Copenhagen indvier nyt, stort butikslokale
Den 16. februar holdt indehavere af Café Copenhagen, Tina og Mads, stor reception, hvor alle var inviteret til at se det nye lokale og smage lidt af det bagværk og de kager, som butikken selv laver. Med den nye beliggenhed overfor Plaza San Rafael ved siden af det tidligere Navarrete supermarked er det nu nemmere at få parkering, og den udendørs terrasse er blevet meget større. Selve butikslokalet er mere end dobbelt så stort som det tidligere, med andre ord har Café Copenhagen samtidigt med flytningen benyttet lejligheden til at åbne en delikatesseafdeling samt et minimarked med et stort udvalg af danske varer.
Det betyder, at man nu både kan købe brød, kager, pålæg, lune retter mange danske produkter i forretningen. Man kan enten vælge at nyde sit måltid indenfor eller på den dejligt store udendørsterrasse, men man kan også tage maden med hjem. Blandt de mange lækre frokostretter skal nævne hakkebøf med løg, frikadeller, medisterpølse, smørrebrød og sandwich.
Café Copenhagen har nu åbent alle ugens dage fra kl. 7.30–22.00, så både morgen- og frokostgæster samt de, der bare har lyst til lidt sødt til tanden og en kop kaffe, aldrig går forgæves.
Tina og Mads byder velkommen til den nye butik og ser frem til at se både nye og gamle kunder.
Kokkelandsholdets besøg – en stor begivenhed på Roca Tranquila
I sidste måned blev Bent Jørgensen og Kasper Nielsens drøm om at få det danske kokkelandshold på besøg endelig realiseret, og de to indehavere af Restaurant Roca Tranquila i Fuengirola kunne glæde sig over tre udsolgte aftner, hvor gæsterne nød spændende retter, og oplevede hvordan sådanne bliver til, når råvarerne er lagt i hænderne på nogle af Danmarks absolut bedste kokke.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001