Det danske magasin i Spanien
Korte Nyheder maj 2010


Viajes Marsans frataget retten til at sælge flybilletter
Viajes Marsans, et af landets største rejsebureauer, blev den 20. april frataget rettigheden til at sælge flybilletter via IATA, hvilket vil sige billetter til samtlige traditionelle ruteflyselskaber.
Den internationale organisation har truffet beslutningen, da man mener, at Viajes Marsans ikke opfylder betalingskravene på grund af likviditetsproblemer.
Ejerne af rejsebureauet er Gonzalo Pascual og Gerardo Díaz Ferrán. Sidstnævnte er også formand for Spaniens arbejdsgiverforening (CEOE) og var ligeledes manden bag Air Comet, der gik konkurs i december. Konkursen resulterede i 70.000 strandede passagerer og ubetalte lønninger til 1.300 medarbejdere.
Mange undrede sig over, hvordan Díaz Ferrán efter konkursen kunne forblive formand for arbejdsgiverforeningen, og det samme spørgsmål rejser sig nu igen.
For at genetablere samarbejdet med rejsebureauet kræver IATA en garanti på 20 millioner euro. Pascual har udtalt, at han føler, at IATA’s beslutning er uretfærdig, da han ikke mener, at organisationen har udeståender hos bureauet.

Højesteretsdommer Baltasar Garzón på anklagebænken
Den kendte og generelt meget respekterede højesteretsdommer Baltasar Garzón, der blandt andet har sagsøgt den tidligere chilenske diktator Augusto Pinochet for tortur og massemord, flere medlemmer af ETA og dens politiske gren Batasuna og som har ledet undersøgelserne i flere korruptionssager i Spanien, heriblandt den omstridte Gürtel-sag, sidder nu selv på anklagebænken.
Han er sagsøgt i tre forskellige sager.
Den første sag drejer sig om betalinger, han skulle have modtaget af Banco Santander for en række foredrag på et universitet i New York, der fandt sted samtidig som dommeren undersøgte en sag omkring samme banks bestyrelsesformand. Garzón nægter at have modtaget penge fra banken.
Den anden retssag skyldes, at dommeren skulle have beordret aflytning af konversationer mellem advokater og anklagede fængslet i forbindelse med netop Gürtel-sagen, som højtstående medlemmer af det konservative parti PP mistænkes for at være involverede i.
Det sidste i rækken af søgsmål mod dommeren drejer sig om en sag, som mange spaniere helst vil glemme, nemlig den om de 100.000 mennesker, der forsvandt under borgerkrigen og diktaturet (1936 -1975). Garzón startede i 2008 en undersøgelse af, hvorfor og hvordan nogle af de mange mennesker forsvandt. I 1977 indførtes en lov om amnesti for implicerede på begge sider af borgerkrigen, og et panel på fem dommere besluttede derfor at anklage den 54-årige Garzón for embedsmisbrug.
Garzón mener dog ikke, at loven om amnesti dækker for forbrydelser mod menneskeheden, og at mordene under krigen var netop det.
Siden sidstnævnte sag ramte dagbladenes forsider, er tusinder af mennesker gået på barrikaderne for at komme dommeren til forsvar mod det, som de mener er en konspiration imod ham, ledet af den ekstreme højrefløj. Garzón selv tror dog ikke, at der er tale om en sammensværgelse, tværtimod at de mange velmenende mennesker, heriblandt fagforeninger og kendte som Pedro Almodóvar og Javier Bardem, gør ham en bjørnetjeneste. I et samlet kommuniké fra de to fagforeninger UGT og CCOO skriver man, at havde de samme legale forhindringer været lagt for Nürnberg-processen, ”ville det have været umuligt at gennemføre retssagerne mod nazisterne.”
Vicestatsminister María Teresa Fernández de la Vega kalder sagen ”en skam”. Talspersonen for PP, María Dolores de Cospedal, har udtalt, at hendes partis holdning er, at Garzóns undersøgelser ville ”angribe demokratiet”, eftersom loven om amnesti netop skal beskytte mod sager af denne art.
Familierne til ofrene under borgerkrigen, som Garzón ønskede at repræsentere, har nu forelagt anklagerne for en argentinsk dommer, der vil føre sagen i det lands domstole.
Retssagerne forventes at tage flere måneder. Erkendes dommeren skyldig i bare én af de tre sager, er hans 23-årige karriere sandsynligvis forbi.

 

Spanske soldater omkommet i Haiti
Fire spanske soldater omkom den 16. april i Haiti, hvor de var udstationerede som en del af den spanske nødhjælpsstyrke, der tæller 300 soldater.
Soldaterne omkom, da deres helikopter styrede direkte ind i en bjergside under tæt tåge nær grænsen til den Dominikanske Republik.
Forsvarsminister Carme Chacón fløj til Haiti for at repatriere de fire, der alle havde hjemmebase i Rota i Algeciras, og var sammen med kongeparret med til bisættelsen.

1.125 euro i bøde for at gå tur med hunden
En kvinde fra Tarragona har fået en bøde på 1.125 euro for at gå en tur med sin hund på en strand nær byen.
Den catalanske kommune har indført en lov, der forbyder at lufte hunde på strandene, og havde meddelt, at det kunne medføre bøder på mellem 750 og 1.500 euro.
Gåturen fandt sted på en regnvejrsdag og ingen andre mennesker var på stranden, og kvinden havde en pose med til at samle eventuelle efterladenskaber op, men myndighederne valgte alligevel at give hende den høje bøde for at ”statuere et eksempel”.

Udvidelsen af hospital Costa del Sol godt undervejs
Arbejdet på udvidelsen af hospital Costa del Sol i Marbella, som startede sidste sommer, går efter planen, og man regner med, at udbygningen kan blive færdig til tiden, hvilket vil sige i oktober 2011.
Der er tale om en helt ny bygning på tre etager, 34.000 m2 (nuværende 40.000 m2), der bliver 150 flere senge (nuværende 400), tre nye operationsstuer, ligesom hospitalet vil kunne tage sig af flere behandlingsformer som f.eks. af psykiske lidelser. Hospitalet, der modtager patienter fra hele provinsen, bliver det tredjestørste i provinsen, kun overgået af Carlos Haya og Clínico i selve Málaga.
Udvidelsen kommer til at koste 48 millioner euro, og man forventer at ansætte omkring 300 nye medarbejdere.

Muslimer vil bede i tidligere moske i Córdoba
118 muslimske mænd forsøgte i april at trænge ind i moskeen i Córdoba for at bede.
Da de efter cirka 10 minutters bøn blev bortvist, eftersom helligdommen jo i dag er en katedral og kun kristne har lov til at bede der, trak to af dem en kniv og angreb to sikkerhedsvagter. De blev lettere såret.
Flere af muslimerne blev anholdt og anklaget for trusler og voldeligt overfald.
Mændene, der selvom de er af forskellig herkomst, var alle rejst hertil fra Østrig, og, ifølge dommeren i sagen, var de taget til Spanien netop med intentionen om at skaffe sig adgang til den tidligere moske.
Hændelsen har igen rejst spørgsmålet om, hvorvidt tilhængere af andre trosretninger end kristendommen skal have lov til at bede i det, der engang var en muslimsk højborg, samt i andre af landets kirker.

Hollywood truer Spanien
Nogle af de største filmstudier i Hollywood har truet Spanien med at stoppe salget af DVD’er til dette land. Filmfolkene er trætte af, at så mange film og Tv-serier sælges som ulovlige piratkopier eller downloades illegalt fra internettet, og man mener, at det snart ikke længere kan betale sig at sælge DVD’erne.
Sker det, bliver Spanien det andet land, som filmstudierne boykotter. Man har allerede stoppet salget til Sydkorea på grund af pirateri.

Ikea åbner superforretning i Jerez
Ikea åbnede i slutningen af april en kæmpe forretning i Jerez. Den nye forretning, der ligger i indkøbscentret Costa Luz, er med 33.000 m2 den næststørste Ikea i Spanien. Den beskæftiger 300 medarbejdere.

340 år gamle fossiler fundet
En gruppe arkæologer fra Det Naturhistoriske Museum i Cádiz har fundet fossiler, der menes at være over 340 millioner år gamle. Fossilerne er dateret tilbage til stenkulstiden og stammer fra et træ med skæl, der hedder Lepidodendron.
Ifølge museumsdirektør Juan José Castillo blev fossilerne fundet i Algeciras kommune og de sammenlignes med fund gjort i Tarifa for tre år siden, hvor man fandt fossiler af frugter fra Lepidodendron. Træet, der kunne blive omkring 40 meter højt og voksede i sumpede områder, var også udbredt i Nordafrika, hvor man tidligere har fundet fossiler.
Det Naturhistoriske Museum har en stor samling med 7000 fossiler, mineraler og insekter fra hele verden.

Málaga ser orange

Det kan være besværligt at skaffe sig af med den olie, man lige har brugt til at stege aftenens patatas fritas i: Ofte ender den i afløbet, hvorfra den løber videre ud i havet.
I Málaga skal man nu blot fylde olien på en plastikdunk og smide den i en af de mange nye orange containere, der er blevet opstillet i junglen af andre farverige containere med hvert sit formål.
Madolie er en af de værste forureningskilder i havet, og nu vil olien fremover blive omdannet til biodiesel, som kan bruges i biler og lastbiler. Initiativet til projektet er taget af rådmanden for Miljø i Málaga, Araceli González, som forventer, at der i slutningen af maj vil være hundrede orange containere opstillet på strategiske steder i byen.
Hvert år bliver der i Málaga brugt 5.000 ton madolie, hvoraf kun 1.100 ton bliver genbrugt, så González håber, at de orange containere vil blive brugt flittigt.

Rekord for vold mod kvinder
I sidste måned blev seks kvinder myrdet af deres kæreste, ekskæreste eller ægtemand. Dette tal gør april til den værste måned siden 2004, når det gælder vold mod kvinder.
Ifølge en statistik fra det spanske Ligestillingsministerium, Ministerio de Igualdad, forekommer volden over hele Spanien og unge som ældre kvinder er ofre.
I 2010 er foreløbig 20 kvinder i alderen 21-64 år blevet udsat for vold med døden til følge. 12 var spaniere, mens otte var af anden nationalitet. Ud af de 20 drabsmænd begik fire selvmord efter at have begået drabet.

En million euro for tip om forsvunden pige fra Mijas
Forældrene til den 15-årige irske pige Amy Fitzpatrick, som i januar forsvandt fra familiens hjem i Mijas Costa, har udlovet en dusør på en million euro til den, som kan komme med oplysninger om, hvor pigen måtte befinde sig.
Pengene er bragt til veje ved hjælp af en række af familiens venner i Irland og vil stå på bankkonto indtil den 19. maj, hvilket, mener forældrene, vil give personer med kendskab til sagen, tid nok til at lade høre fra sig.

PP’s korruptionsmareridt, Palma Arenas og Gürtel
Partido Popular lider i øjeblikket af to forskellige mareridt, der selvom de kun direkte berører 0,01 procent af de konservative politikere, fratager langt flere medlemmer deres nattesøvn.
Den første er den såkaldte Palma Arenas-sag. Her er den tidligere formand for Balearernes lokalregering og miljøminister under Aznar-regeringen, Jaume Matas, sagsøgt for mandatsvig, hvidvaskning af penge og korruption. I alt skulle han have puttet omkring 50 millioner euro i egne lommer.
Sagen er opkaldt efter et sportsstadion, som han under sin regeringsperiode lod bygge i Palma, og hvis budget lød på 50 millioner euro, men hvis endelige pris blev omkring det dobbelte. Han er desuden mistænkt for korruption i en lang række andre sager.
Matas nægter sig skyldig i de fleste sager, men har dog erkendt, at han betalte for renoveringen af sit hus i Palma med sorte penge.
Sagen er i gang, og Matas er løsladt mod kaution. Det lykkedes ham i april at skaffe de tre millioner, som dommeren havde krævet. Det høje beløb skyldes, at Matas de seneste tre år har boet i USA, hvor han arbejdede for PricewaterhouseCoopers, og man frygtede, at han ville flygte dertil.
Han meldte sig frivilligt ud af partiet, men kritikere mener, at han i stedet burde være blevet vist døren af partiet, nærmere betegnet af formand Mariano Rajoy.

Langt værre er dog Gürtel-sagen, som er opkaldt efter ejeren af det firma, som er sagsøgt i sagen. Han hedder Francisco Correa og sagens undersøgelsesdommer fandt det passende at kalde sagen for det tyske ord for Correa. Selv samme dommer er Baltasar Garzón, der nu er sigtet for at have beordret illegale aflytninger af samtaler mellem implicerede i Gürtel-sagen og disses advokater.
I korte træk går sagen ud på, at firmaet skulle have betalt politikere store summer til gengæld for offentlige kontrakter. Sagen startede sidste år i Valencia-regionen, hvor dette områdes leder, Francisco Camps, blev mistænkt for korruption. Den 12. maj vil domstolen beslutte, om der skal rejses tiltale mod ham.
Senere viste det sig, at Gürtel-sagen tilsyneladende breder sig til Madrid og partiets nationale kvarterer, nærmere betegnet dets kasserer gennem mange år, senator Luis Bárcenas, og senator Jesús Merino. I alt er 71 personer involveret, heriblandt også naturligvis Correa og en række andre forretningsfolk, og sammenlagt har de indtil videre fået 261 millioner euro beslaglagt.
De to senatorer forlod deres pladser i slutningen af april. Begge har også selv valgt at række sig tilbage som medlemmer af PP. Partiets generalsekretær, Dolores de Cospedal, har kaldt afgangen for gode nyheder, mens Mariano Rajoy også i denne sag har forholdt sig tavs.
Tidligere statsminister José María Aznar, der besad posten fra 1996 til 2004, en periode hvor den spanske økonomi jo oplevede en eksplosiv vækst, og som i dag anses som en politisk guru, er kommet partitoppen til undsætning og har understreget, at partiet står ved sin politik om nul tolerance.

En af OL’s faddere går bort

Juan Antonio Samaranch, som ledede den Internationale Olympiske Komite i 21 år, er afgået ved døden. Han sov ind den 21. april på et sygehus i Barcelona, 89 år gammel.
Samaranch får bl.a. æren for at have moderniseret OL og for at forhindre, at de blev annulleret under den kolde krig. Han tilskrives ligeledes æren for, at legene i 1992 blev afholdt i Barcelona.
Selv om han i 2001 blev afløst af belgiske Jacques Rogge, havde han stadig stor indflydelse i IOC. Han deltog så sent som sidste år i komitéens topmøde i København, hvor han sagde, at hans dage nok var talte, men at han håbede at opleve endnu et OL i Spanien.
"Jeg ved, at det er ved at være slut for mig. Jeg er 89 år. Derfor beder jeg jer om at overveje at give mit land den ære at organisere legene i 2016. Mange tak," sagde Samaranch i København.

 

Arbejdet på Marbellas strandpromenade skrider frem
Borgmesteren i Marbella, Ángeles Muñoz (PP), håber, at det i hendes mandatperiode, der foreløbig løber frem til 2011, vil lykkes at forbinde Marbellas strandpromenade fra La Bajadilla til San Pedro Alcantára.
De foreløbige forbedringer er lavet på en tre kilometer strækning fra Don Pepe-stranden til El Ancón og byder bl.a. på ny belægning, belysning og ramper til stranden samt grønne områder. Forbedringerne er ikke kun til for syns skyld, men med et bedre system til at lede regnvand væk forventes det, at der kan undgås store skader på belægningen.
Ifølge Muñoz vil forbindelsen og forbedringen af strandpromenaden ikke blot gavne indbyggerne i Marbella, men også turismen. Det påbegyndte projekt, som indtil videre har kostet en million euro, finansieres af penge fra statens fond til lokal investering (Fondos Estatales de Inversión Local).
Samtidig har kystmyndighederne, Costas, der hører under miljøministeriet, besluttet at investere fem millioner i udbedringer af tre af kommunens strande. Det drejer sig om Dunas de Artola, Bahía de Marbella og Real de Zaragoza.

Vulkanen koster spansk ferieindustri 252 millioner euro

Den islandske vulkan kostede den spanske feriesektor 252 millioner euro i mistede indtægter, meddeler brancheorganisationen Exceltur.
Tallene inkluderer ikke luftfartsselskabernes tab.
Exceltur har sat tabene til 42 millioner euro om dagen, og de seks dage fra den 15. til den 20. april, hvor langt størstedelen af flyene fra resten af Europa var aflyste, har altså kostet 252 millioner.
Organisationen har derfor bedt regeringen om at overveje ikke kun at hjælpe flyselskaberne, men også den samlede turistsektor. Minister for offentlige arbejder (Fomento), José Blanco, har udtalt, at man ”sandsynligvis” ikke kun vil hjælpe flyselskaber, men også hoteller m.v. Spanien har som bekendt EU-formandskabet i indeværende halvår, og Blanco udtalte sig også på vegne af Unionen, hvor et udvalg nu skal analysere, hvilke selskaber som eventuelt skal have økonomisk støtte.

Fremgang for den iberiske los
For første gang i 50 år er antallet af losser på den iberiske halvø steget. Ifølge lokalregeringen, Junta de Andalucía, findes der nu 220 af det prægtige kattedyr i det fri, hvilket er 80 flere end i 2005. Myndighederne mener desuden, at der er en flok i Castilien La Mancha, men man ved ikke hvor mange.
Bestræbelser fra organisationer som WWF og det europæiske Life-projektet, der mellem 2007 og 2011 har budgetteret 26 millioner euro på el lince iberico, bliver brugt til at forbedre lossens naturlige habitat og beskytte de to grupper af katte, der lever i Doñana og Sierra Morena.
Derudover har man satset meget på at få kattene til at yngle i fangenskab. Dette sker i Olivilla i Sierra Morena, og i El Acebuche i Doñana, hvor de første killinger blev født i 2005. Hunnen var taget til fange i Doñana, mens hannen kom fra Sierra Morena, så man dermed blandede generne fra de to grupper. Siden har flere losser fået unger, alene sidste år blev der født 19, og der er nu er i alt omkring 80 katte i fangenskab.
Fra El Acebuche er man derfor begyndt at sætte dyr tilbage i naturen. Det skete sidste efterår og igen i februar, hvor en hun- og en hanlos, blev sluppet ud i Guadalmellato i Córdoba. Hunnen var da med killinger og håbet er, at dyrene vil starte en ny population. Man planlægger desuden senere i år eller i 2011 at sætte katte ud i Guarrizas i Jaén.
Nu truer dog en hidtil ukendt nyrelidelse, som allerede har taget livet af fire katte. Dyrlæger og specialister i immunitet har intet kunne stille op mod sygdommen, der endnu ikke har ramt kattene, der lever i det fri. WWF har desuden kritiseret Junta de Andalucía for ikke at stoppe anlæggelse af nye veje i Doñana, hvor bilerne udgør den største fare. Alene i år er tre fritlevende losser blevet kørt over.
Miljøorganisationerne mener ikke, at der er megen idé i at opdrætte losene, hvis man ikke kan garantere deres overlevelse i naturen. Lykkes vi ikke at redde kattene, vil det være første gang i 10.000 år, at en katterace uddør.

Retten annullerer skattestigning i Fuengirola
I sidste måned annullerede retten Tribunal Superior de Justicia de Andalucía i Málaga stigningen på 43 procent, som Fuengirola kommune i 2004 havde pålagt ejendomsskatten (IBI). Dette skete på baggrund af en sag, som generalsekretæren for PSOE i Fuengirola, Javier García León, havde ført. Det ledende parti, PP, gennemførte stigningen, der ifølge García León, var ”ude af proportioner”.
Stigningen blev offentliggjort den 29. januar 2004, men var gældende allerede fra den 1. januar 2004, og det er denne handling, der nu er kendt ulovlig. Byrådet gennemførte stigningen, men tog særligt hensyn til alle indbyggere skrevet i mandtal, som fik afslag i prisen på op til 30 procent.
García León har ved retten i Málaga udtalt, at stigningen ukorrekt går ud over dem, der ikke er skrevet i mandtal, og at virksomhederne heller ikke kunne drage nytte af rabatten.
Juridiske rådgivere er i gang med at undersøge, om rådhuset i Fuengirola skal betale penge tilbage til de skatteborgere, der har betalt stigningen på 43 procent.

Gran Vía runder de 100 år

Den 4. april fejrede Madrid Gran Vías 100 års jubilæum.
Gaden, der nok er Madrids mest emblematiske , er med sine mange biografer den spanske hovedstads svar på Broadway. Den er 1,3 km lang, starter ved Puerta del Alcalá og slutter på Plaza de España.
For 100 år siden var det kong Alfonso XIII, som indviede gaden, og i år kunne hans barnebarn, kong Juan Carlos, sammen med dronning Sofia lægge en mindetavle, der foreviger dagen.

Spaniens tørklædedebat
Spanien har sin egen debat omkring brugen af tørklæder blandt muslimske piger og unge kvinder i landets skoler og andre institutioner.
Skolen Camilo José Cela i Pozuelo de Alarcón (Madrid) har forbudt en 16-årig elev at bære tørklæde i timerne og på skolens grund. Der er endnu ingen lov, der forbyder brugen af hovedbeklædning, da regeringen lader det være op til de enkelte institutioner at beslutte, hvorvidt man vil tillade det eller ej.
Lederen af Madrids lokalregering, Esperanza Aguirre, har dog udtalt, at ”hoveder skal ikke være dækkede i skolerne”, men sagde i samme åndedræt, at hun respekterer de enkelte institutioners beslutninger.

Benalmádenas gæld mindskes for første gang i 15 år
Benalmádenas regnskaber for 2009 er gjort op, og i april kunne borgmester Enrique Moya (PP) meddele, at kommunes gæld sidste år formindskedes med godt fem millioner euro. Det er første gang i 15 år, at kommunens gæld ikke øges.


Nyhederne i tal

110 millioner euro
Mener statsminister José Luis Zapatero, at Spanien vil tjene i renter på de 3,675 milliarder, som landet har lovet at låne nødstedte Grækenland.

7.867 færre skilsmisser
I 2009 i forhold til året før, hvor 141.246 spanske par lod sig skille. Årsagen til færre skilsmisser menes at være, at mange par ser sig tvungne til fortsat at bo sammen af økonomiske årsager.

1,6 ton kokain
Blev i april fundet i hhv. Sevilla, Alicante og Barcelona. Narkoen var gemt blandt bananer i kasser importeret fra Ecuador.

10 timer
Nåede to billeder af Picasso og et træsnit af Miró at hænge i en privat udstilling i Málaga, før de blev stjålet.

36 illegale immigranter
Blev den 21. april reddet fra en overfyldt båd 50 sømil ud for Motril. Det var ikke første gang at færgen, som sejler mellem Almería og Melilla, samlede nødlidende immigranter op.

58 livreddere
Skal fra den 15. juni til 15. september passe på de badende ved Mijas’ strande. Det er 20 flere end sidste år.

2 uger
Blev den spansk læge Mario Sarsa holdt som gidsel i Congo. Den 56-årige læge fra Zaragoza blev reddet af landets militær og er nu hjemme i Spanien igen.

25,71 % arbejdsløshed
Er der blandt immigranter i Andalusien. Det svarer til 70.175 personer. I hele Spanien er i alt 616.320 immigranter arbejdsløse.

1.000 spanske flag
Er delt ud i den portugisiske by Valenca i protest mod, at de efter lukningen af byens lægecenter er nødt til at benytte det i nabobyen, spanske Tui.

33 dages erstatning
For hvert års ansættelse til medarbejdere, der fyres uden lovlig grund. Det overvejer regeringen og fagforeningerne nu at vedtage, mens reglen i dag siger op til 45 dages finiquito.

256.000 duer
Har fast adresse i Barcelona. Det antal ønsker kommunen af sundhedsmæssige årsager at mindske, og man udlover nu 118.000 euro til den, som kan tage livet af fuglene – uden at de lider.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.