Hvad er et løberknæ?

Et løberknæ er en vævsirritationstilstand (inflammation) på ydersiden af knæet. Den opstår på grund af et ledbånd, der "gnaver" på den nederste og yderste del af lårbensknoglen. Ledbåndet starter på ydersiden af ballen og hoften og løber på ydersiden af låret ned til underbensknoglen. Hver gang knæet bøjes og strækkes, vil ledbåndet glide hen over lårbensknoglen.

Hvis der forekommer en overbelastning af området mellem ledbåndet og lårbensknoglen, opstår irritation og dermed "Løberknæ".

Løberknæ er den næst hyppigste skade hos løbere, men udgør også mellem 15-25 procent af overbelastningsskaderne hos cyklister.

Risikofaktorer og symptomer
Flere faktorer kan udløse vævsirritationen, bl.a. hulfod, hjulben, ankelskævhed, lang løbedistance, intervaltræning, muskelsvaghed omkring knæ eller hofte/bækken samt løb ned ad bakke.
Løberknæ giver smerter på ydersiden af knæet. Typisk i et punkt to-tre cm over ledlinien (området mellem lårbensknoglen og underbensknoglen). Der kan eventuel føles en lille hævelse i samme område, som skyldes, at der ved irritation dannes en slimsækslignende struktur mellem ledbåndet og lårbensknoglen. Der kan være et lille klik, når ledbåndet ved 30 graders bøjning af knæet glider hen over lårbensknoglen, eller udstrålende smerter mod hofte eller ankel.
Ved den akutte skade opstår symptomerne ofte et stykke tid inde i løbet. Når skaden har stået på nogle dage eller uger, sker det ofte, at der er smerte i starten af en løbetur, men når man bliver varm, bliver det bedre for så at komme igen i slutningen af løbeturen, hvilket fejlagtigt kan få patienten til at tolke det som om, at "skaden skal løbes væk".
Diagnosen løberknæ kan i mange tilfælde stilles ved lægeundersøgelse, eventuelt med en ultralydsundersøgelse eller i specielle tilfælde med en MR-scanning.

Behandling
De fleste videnskabelige undersøgelser arbejder med en behandlingsperiode på seks til otte uger. Erfaringsmæssigt tager behandlingen dog ofte noget længere.
Der er dokumenteret effekt ved styrkelse af hoftemuskler, bækkenmuskler, smertestillende medicin, indsprøjtning med binyrebarkhormon og operation.
Der er forskel på behandlingsplanen, alt efter om løberknæet er akut (mindre end to ugers symptomer), eller om det er kronisk (symptomer i mere end to måneder).
Det gælder om at reducere belastningen, og det er i princippet forbudt at foretage bøjning og strækning af knæet.
Hvis der er hævelse af området eller anden tegn på vævsirritation, kan man behandle med is eller man kan overveje en indsprøjtning med binyrkebarkhormon eller smertestillende medicin.

Genoptræning
Når vævsirritationen er aftaget, kan man begynde at lave udstrækningsøvelser. Den bedst dokumenterede øvelse er én, hvor man står oprejst og fører det raske ben ind over det syge. Herefter læner man arme og krop fremover, mod den raske side. Udstrækning af hofte og ankel muskler/ledbånd er også godt. Udstrækning kan forlænge/smidiggøre ledbåndet, men ikke med sikkerhed forkorte skadesperioden.
Når udstrækning af ledbåndet kan foretages uden gener, kan man starte styrkeøvelser. Det er vigtigt, at øvelserne styrker hofte-, bækken- og knæmusklerne. Der er bedst dokumentation for styrkelse af den mellemste ballemuskel (gluteus medius).
Når styrkeøvelserne kan gennemføres uden gener, kan man langsomt vende tilbage til sin idræt.

Forebyggelse
Løbedistance, hyppighed og varighed har betydning for udvikling af løberknæ. Som tommelfingerregel må man ikke øge løbebelastningen med mere end 10 procent om ugen. Det er ikke endeligt bevist om udstrækning, indlæg eller ændrede sko kan forebygge, men erfaringerne viser, at mange oplever bedring ved korrektion af malalignment, dvs. den fejlstilling, som optræder ved platfodethed. Fejlstillingen kan oftest rettes med et indlæg.