Det danske magasin i Spanien
På første parket med Miss World Danmark og hendes fotograf Kim Gelser

På første parket med Miss World Danmark og hendes fotograf Kim Gelser

”Hej Louise, det er mig Kim, der skal fotografere Nadia i morgen. Jeg vil bare sige, at vi mødes på Nikki Beach kl. 12. Jeg smutter, vi ses … dut, dut, dut.” Mødet er aftalt uden, at jeg overhovedet når at reagere. Jeg begynder at forberede mit interview med Nadia, der netop har vundet den danske udgave af Top Model of the World og skal deltage i finalen om at blive verdens Top Model nr. 1. Jeg forbereder mig grundigt og føler mig godt parat til en dag med fotografen Kim Gelser og Nadia Ulbjerg Pedersen på det eksklusive Nikki Beach i Marbella. Men den følgende dag, hvor interviewet endelig skal foregå, vendes mine illusioner på hovedet, og jeg finder hurtigt ud af, hvordan en fotosession i virkeligheden tager sig ud…

Hold på hat, briller, notesbog og kuglepen
Da jeg ankommer, tages jeg i bogstaveligste stand med storm af en kølig september vind og en flok dybt koncentrerede personer. Jeg præsenterer mig, og henkastet bliver det spurgt, om jeg kunne tænke mig noget at drikke. ”En kaffe med mælk, tak” siger jeg, mens jeg holder øje med Nadia og Kim og de tre andre personer, som jeg endnu ikke ved hvem er. Kaffen bliver serveret, men netop som jeg skal til at tage i mod den, siger Kim ”Louise, hvorfor går du ikke med Nadia op i omklædningsrummet, mens hun får lagt make-up, sat hår og klæder om.” Jeg følger i hælene på Nadia, der flyver af sted i stilethæle. Hun tager plads i stolen, og sminkøren Georgina Shaw fra FoxMeUp finder pudderkvasten frem og begynder Nadias transformering fra almindelig pige til dagens Top Model.

En, to tre… og her er Danmarks Miss Top Model of the Year
Jeg fornemmer den stressede atmosfære og begynder straks at stille mine spørgsmål i frygt for ikke at få svar på dem, inden fotosessionen går i gang. Nadia tager det i stiv arm og har endda tid til at kigge på mig, mens hendes make-up bliver lagt og håret sat. ”Jeg er efterhånden vant til at skulle gøre flere ting på en gang. Det er dejligt at blive nusset om, men jeg spørger ofte mig selv, hvornår jeg vågner op af drømmen,” smiler Nadia, mens Georgina beder hende læne hovedet tilbage. ”Jeg har været catwalk model i to år, så jeg er ikke uvant med scenariet. Desuden har jeg, siden jeg vandt finalen i Miss Top Model of The World i Danmark, givet adskillige interviews. Det er dog første gang, jeg taler med et dansk magasin i Spanien,” fortsætter hun, mens der bliver hevet og flået i hendes hår.

Da modellen mødte fotografen
”Jeg mødte Kim for et par måneder siden til en fotosession i Danmark. Vi svingede godt sammen fra første sekund, og da jeg som repræsentant for Danmark i Miss Top Model of The World skal have et album med fotos, jeg kan vise de store modelbureauer, herskede der ingen tvivl om, at det var Kim, der skulle skyde billederne. Kim er utrolig professionel men er også i stand til at skabe en uformel atmosfære, der gør arbejdet mere afslappet, og det betyder, at jeg er mere naturlig på billederne,” fortsætter Nadia.
”Jeg er 25 år og havde egentlig aldrig tanker om at stille op i en skønhedskonkurrence, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg faktisk kunne vinde. Aldersgrænsen for at deltage i sådanne konkurrencer er 25 år, så for mig var det bare en sjov udfordring. Og nu står jeg med det ene ben i finalen. Det føles uvirkeligt at skulle deltage i en konkurrence, der kårer verdens topmodel, og selvom det bliver hårdt, ser jeg frem til det. En måned før finalen samles vinderne fra de deltagende lande og rejser rundt for at deltage i velgørende arrangementer. Det vides endnu ikke, hvor finalen afholdes, men det bliver en spændende ”once in a lifetime” oplevelse, også selvom jeg må undvære min kæreste, familie og hverken må ryge, drikke eller gå i andet end høje hæle og pænt tøj”.

Så er det nu…
Kim kommer ind i omklædningsrummet, tager nogle fotos og viser sin utilfredshed med Nadias frisure. ”Vi ses udenfor, nu”, siger han med bestemthed. Jeg afrunder mit interview med Nadia, mens Georgina sætter Nadias hår, som Kim vil have det. Nadia hopper i den udvalgte silkekjole fra Charlotte Sparre, og jeg følger hende ud på terrassen, hvor Kim, lys-assistenten Stuart og Kims hustru Jackey allerede er klar. Nadia tager plads i en af de mange sofaer, og Kim tager over ”Ansigtet lidt til højre, ikke blinke med øjnene, Jackey kan du ikke lige rette kjolen, stop – stop, hendes øjne løber i vand,” lyder det fra Kim. ”Det er vindens skyld,” siger Kim hurtigt til mig, mens sminkøren retter Nadias make-up. Og så er vi i gang igen. Efter tusindvis af fotos flyttes Nadia over i café-området, og Kim klikker videre. ”Godt Nadia, perfekt, hovedet lidt mere på skrå, sådan, så er den hjemme.” Nadia bliver hjulpet tilbage til omklædningsrummet, hvor der gøres klar til næste session. Jeg fanger Kim, der endelig har tid til en lille snak.

De første 15.000 fotos er noget lort
”Jeg er autodidakt fotograf. Jeg var oprindeligt beskæftiget som lyd- og stagedesigner til modeshows, men blev kontaktet af en model, der spurgte, om jeg kunne tage nogle fotos af hende, og med ét var jeg fotograf. Hermed ikke sagt at jeg bare skød fantastiske billeder fra dag et. Nej, de første 15.000 billeder var lige til at smide ud, og jeg lærer stadig. Jeg foretrækker at arbejde udenfor de vante rammer, jeg tør nok lidt mere end andre danske fotografer, fordi jeg ikke lader mig skræmme af Janteloven. Jeg hader studiebilleder og foretrækker at komme udenfor. Netop derfor har jeg valgt at skyde Nadias fotos her på Kysten. Her er mange lækre locations og vejret er forholdsvist stabilt,” siger Kim, mens dagens første sorte skyer glider hen over solen.

”Jeg har altid min hustru Jackey med til fotosessions. Vi arbejder godt sammen, og hun er god til at hjælpe mig, og komme med ideer. Jeg har haft sclerose siden starten af 1990’erne, men det begrænser mig ikke i mit arbejde. Normalt, når jeg siger det til folk, lægger de hovedet på skrå ligesom for indirekte at sige, hvor synd det er for mig. Andre forstår ikke, hvordan jeg kan være fotograf. Men som mange andre personer med sclerose, er det en del af min hverdag, og det påvirker ikke min evne til at gøre et godt stykke arbejde. Så ville jeg jo nok ikke have så stor succes som fotograf,” afslutter Kim, da Nadia er tilbage igen iført bikini. Vinden er taget til, og solen er nu fuldstændigt forsvundet, men Nadia tager fortrøstningsfuldt plads på en af drømmesengene, og Kim, Nadia, Stuart, Georgina og Jackey er i gang igen.

Fra Miss Top Model til Miss World
Efter endnu et par tusinde fotos takker jeg pænt af, mens Kim, Nadia og resten af teamet gør klar til dagens sidste shoot, inden turen går videre til stranden ved Benalmádena og derefter Sevilla.
En måneds tid efter interviewet bliver jeg kontaktet af Kim, der stolt fortæller mig, at Nadia er blevet kåret til Miss World Danmark, og at hun skal deltage i Miss World finalen i Johannesburg i Sydafrika d. 12. december. Desværre er det ikke muligt at få en kommentar fra Nadia, der allerede er på rundrejse for at deltage i forskellige velgørenhedsarrangementer, inden finalen i midten af denne måned.

Held og lykke til Nadia i Miss World finalen, og tak til Kim Gelser for en spændende men hektisk dag i fotografens verden.

Af Louise Kathrine Pedersen – Modelfotos af fotograf Kim Gelser www.costapix.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.