Det danske magasin i Spanien
En snak med Charlotte og Erling Kræmmer – om at drive tre forretninger i Málaga, om lynintegration, karriereskift og børn på langdistance

En snak med Charlotte og Erling Kræmmer - om at drive tre forretninger i Málaga, om lynintegration, karriereskift og børn på langdistance

Mens endnu en morgenflyver lægger sig tæt ind over Plaza Mayor ved lufthavnen i Málaga, gør modebosserne Charlotte og Erling Kræmmer klar til en ny dag i en deres tre Jack & Jones butikker i Málaga by.
Vi besøger dem midt i deres store livsdrøm: Sammen at prøve lykken i et fælles projekt.
De solgte i 2005 alt, hvad de ejede i Danmark, og efterlod familie og venner (heriblandt fire sammenbragte børn) for at satse deres gevinst på herremode samt den private base, en villa på Mijas Costa.
Et stort spring, der indtil videre har været en succes. Udover forretningen i Plaza Mayor på 262 m2, har de en i Larios- og en i La Rosaleda-centret på henholdsvis 207 og 190 m2.
Efter samtalen med La Danesa ilede Erling til Larios-centret, hvor en flytning af Jack & Jones shoppen til større lokaler er forestående. Her knokler han med malerpenslen. Alt skal være klar til julehandlen.

Springet til det spanske i 2005 har de ikke fortrudt, selvom hverdagene ofte bliver meget lange. Det rører nemlig ikke parret på henholdsvis 43 og 52 år. De har altid været vant til at tage hårdt fat, og søger nu endnu flere udfordringer med nye butikker – trods finanskrisen.

Karriereskift
"Du skal uddanne dig til automekaniker og derefter gå militærvejen", sagde erhvervsvejlederen på skolen i Slagelse til Erling, da han fortalte hende, at hans drengedrøm var færdselspolitiet. Som sagt så gjort. I hæren blev det til en rang af sergent i Materielkommandoen med ansvaret for krigsklare køretøjer, der skulle være i stand at forcere et hvilket som helst terræn i alt slags vejr.
Erling fik herefter optagelse på politiskolen, og drengedrømmen gik i opfyldelse med tjenestesteder i såvel København som hjembyen Slagelse.
Men nye udfordringer kaldte snart, og han overtog forpagtningen af en Shell-benzinstation. Det blev til otte år i den branche. I 1993 åbnede han sin første McDonald i Roskilde og forpagtningerne i denne koncern udvidedes til Holbæk og Kalundborg. Det var i den periode, han mødte Charlotte.

Ud af cirkus-familie
Charlotte er af kinesisk afstamning. Hendes bedsteforældre gjorde sig som artister, rejsende i cirkus i Europa, og hendes far kom på kostskole – i Spanien.
Charlotte blev i Roskilde uddannet i en guldsmedforretning, og sideløbende med det job gik hun op til eksamen som kørerlærer. Som 22-årig blev hun den yngste af slagsen i Danmark for siden at etablere sin egen køreskole.

Og hvad fik så det driftige par til at vende blikket mod Spanien og Jack & Jones?
Charlottes lillebror, Chang, arbejdede i en Jack & Jones-butik på Strøget i København. Hans chef drev to butikker i hovedstaden, men solgte dem for at prøve lykken i Valencia. Således inspireret rejste Charlotte og Erling rundt med tøjkoncernen Bestseller i Spanien for at se på muligheder for nye Jack & Jones-forretninger. Turen gik til Galicien, Santander, Valladolid og Costa del Sol, hvor Bestseller har sit spanske hovedsæde.
"Valget faldt på Málaga, fordi det herfra er så nemt og bekvemt med transport til Danmark", siger de. " Familien skal jo også plejes". Som nævnt har Erling og Charlotte fire børn i Danmark, så det bliver til mange rejsetimer AGP/CPH og omvendt hvert år.

Udvidelsesplaner går i retning af Marbella og Algeciras
"Vi er virkelig faldet godt til i Spanien, og det går fint med sproget, så lysten og modet til at ekspandere, den har vi", siger Erling, der sammen med Charlotte tog et intensivt spanskkursus, da de netop var ankommet. Det gav os stort ordforråd på ganske kort tid. Mht. at finde de rette lokaler, forhandle lejekontrakter etc. fik vi hjælp fra Bestseller, hvis spanske hovedsæde jo ligger her. Og da vi skulle i gang med at ansætte personale, hyrede vi en spansklærer til at assistere os under jobsamtalerne. Vi lærte sproget med turbo på i den periode, og nu er det jo bare en del af hverdagen. Selv blev vi lidt overraskede over, hvor lidt engelsk de unge spaniere kan efter endt skolegang, men omvendt er de enormt nemme at motivere, og vi kan tydeligt mærke, at de ikke er vant til, at butikkernes indehavere er til stede hver dag. Normalt er personalet overladt til sig selv i de spanske modebutikker, og vores folk er virkelig opmærksomme på forskellen. Vi har da heller aldrig oplevet, at en medarbejder har sagt sit job op", siger Erling, og suppleres af Charlotte: "Flere af vores medarbejdere ser vi også efter job, men ellers er de fleste af vore venner danskere – både herboende og bekendte hjemmefra, der er søde til at komme på besøg.
Selvom vi føler os godt integrerede efterhånden, lever vi vel mest på dansk – og så alligevel ikke; klimaet, lyset og livsstilen hernede påvirker selvfølgelig også vores dagligdag".

Sponsor for Málaga CF
Charlotte og Erlings sparsomme fritid går med golf på hobbyplan, som de siger, og i ny og næ nogle ture i motionsrummet.
Og så har Erling en passion for fodbold. Han har sæsonkort på La Rosaleda stadion til Málaga CFs hjemmekampe i La Liga, og Jack & Jones er sponsor på klubbens hjemmeside.
"Alle Málagas spillere får rabat i vore butikker og det får endvidere supportere med sæsonkort", fortæller Erling.
"Og hvad, mange skandinaver ikke er klar over, er, at vi faktisk sælger tøj i alle størrelser. Også de store. De langbenede, som ofte har vanskeligt at finde jeans i den rette størrelser, får dem hos os. Publikum har taget virkelig pænt imod os, og mange af vore kunder siger, at pris/kvalitetsforholdet er meget bedre end hos vore konkurrenter".
Hvor længe bliver de driftige danskere så i tøjbranchen op på Costa del Sol?
"Det må tiden vise", svarer de hemmelighedsfuldt.



Om Jack & Jones
Jack & Jones er en dansk butikskæde med mere end 500 butikker på verdensplan, som sælger tøj af samme navn. Jack & Jones produceres af den jyske tøjkoncern Bestseller.

 

Mærket Jack & Jones blev lanceret af Bestseller i 1989, og den første butik åbnede i 1991 i Norge. Målgruppen er primært fyre i alderen fra 18-30 år – men også styles til det mere voksne publikum kan man finde i kollektionerne. Stilen er moderne og afslappet såkaldt casual wear. Mest kendt er kædens jeans, hvoraf størstedelen designes af italienske designere på Bestsellers jeans-fabrik i Italien.


 

Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.