Spansk bjergbestiger vil være første kvinde på verdens 14 højeste toppe

Spansk bjergbestiger vil være første kvinde på verdens 14 højeste toppe

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Den baskiske bjergbestiger Edurne Pasabán vil være den første kvinde nogensinde til at bestige verdens 14 bjerge på over 8000 m, hvoraf hun foreløbig har nået toppen af de 12.
La Danesa fangede hende i Barcelona, mellem nummer 12, Kanchenjunga, som hun i maj i år nærmest bogstaveligt talt besteg med næb og kløer, og nummer 13, Shisha Pangma, som hun håber at bestige i løbet af de første to uger af oktober.

Rygsækken var pakket. Kun tre dage senere, nærmere betegnet den 7. september, skulle hun på ny rejse mod Himalaya, hvor bjergene to gange har været ved at tage livet af hende. Men hverken fare for højdesyge, fald i slugter, laviner eller amputation af flere lemmer lægger åbenbart hindringer i vejen.

Hvor går denne ekspedition hen? Jeg skal til Shisha Pangma, det mindste af de 14 bjerge, der ligger i Tibet. Selvom det er det mindste, er det ikke et let bjerg at bestige, faktisk har det voldt mig mest besvær. Jeg har forsøgt tre gange tidligere – uden held.
Denne gang har vi besluttet at bestige bjerget fra den sydlige del, som teknisk set er en meget krævende, men samtidig elegant rute til toppen.
Det er et af de mest imponerende bjerge i Himalaya, og på trods af den risiko, det indebærer, er jeg meget motiveret.
Vi er kun fire bjergbestigere på dette hold, og hvis alt går godt, håber vi at bestige toppen i løbet af den første halvdel af oktober.

Føler du dig sikker på, at du i løbet af næste år når det sidste af de 14?
Jeg ser meget frem til den nye ekspedition. I foråret nåede jeg Kangchenjunga (8.586 m), og det var en vigtig moralindsprøjtning for at kunne fuldføre de 14.
Ekspeditionen til Kangchenjunga var meget hård, men samtidig en succes, og nu gælder det altså Shisha Pangma. Når jeg det, skal jeg næste år konfrontere det sidste af de 14 – Annapurna, som også er det farligste.

Hvad fik dig til at starte med denne sportsgren?
I Baskerlandet er det meget normalt at vandre i bjergene, og mine forældre gav mig allerede som barn kærligheden til naturen ved at tage med op i bjergene.
Det var dog først, da jeg var 15 år, at jeg meldte mig til et kursus i bjergbestigning i min hjemby, Tolosa. Da jeg begyndte at klatre, da jeg lærte teknikken, blev jeg virkelig grebet af denne sport.

Du har været tæt på at dø mere end én gang…
Det er rigtigt, at jeg et par gange har været tæt på døden i Himalaya, begge gange var det på vejen ned, efter at have nået toppen.
På nedstigningen fra K2 satte jeg mig for at hvile, og jeg faldt i søvn af udmattelse. Heldigvis var der to klatrere bag mig; de fandt mig, fik mig vækket, og jeg kunne fortsætte nedstigningen sammen med dem.
I maj på Kangchenjunga fik jeg en voldsom omgang bronkitis, og jeg drak ikke nok væske på vejen op, derfor havde jeg ingen kræfter til nedstigningen, men takket være mit hold klarede jeg den til base camp.

Kan du forklare, hvad der får dig til at risikere liv og lemmer, ikke kun én gang, men igen og igen?
Det er rigtigt, at bjergbestigning har visse risici, men vi bestræber os på at minimere dem så meget som muligt.
Bjergene er ugæstfri og farlige, men det er også her, jeg har det allerbedst. Jeg er lykkelig, når jeg klatrer. Jeg føler mig fri, jeg træffer mine egne beslutninger.
Men i virkeligheden tager vi alle sammen chancer – det er også risikabelt at køre på landevejene. I bjergene skal man bare være specielt påpasselig og tænke klart.

Hvilken bjergtop har været den største udfordring?
K2 var en stor udfordring, det er et af de sværeste bjerge på Jorden, og da jeg besteg det i 2004, opnåede jeg den makabre rekord at være den eneste kvinde, der har besteget den og stadig er i live.
Bestigningen var hård, vi slog lejr for sent, og også nedstigningen blev kompliceret. Der var virkelig koldt, og det var der, jeg fik frost i tæerne. Lægerne var nødt til at amputere en tå på hver fod.
Da jeg returnerede til Spanien, kom jeg ind i en krise. Jeg var bange. Jeg risikerede livet, bare 30 år gammel, samtidig som mine venner blev gift, fik familie og børn. Jeg fik en depression, og der gik halvandet år, før jeg følte mig bedre tilpas.
Sygdommen har måske været min hidtil største udfordring.

Ikke udnyttelse, men respekt
Ekspeditioner til Himalaya koster mange penge, og bjergbestigerne er oftest afhængige af sponsorater, som i Edurnes tilfælde RTVE. Alligevel fremstår bjergbestigerne med diverse hjælpere som værende voldsomt rige, modsat lokalbefolkningen, f.eks. sherpaerne, der hyres til at hjælpe dem med at finde op ad bjerge og med at slæbe udrustning og proviant.

Kan man som europæer ikke føle, at man udnytter lokalbefolkningen?
Overhovedet ikke! Det er lige omvendt!
Mit hold og jeg respekterer fuldt ud lokalbefolkningens arbejde og al deres hjælp. Vi er rigtig gode venner med dem.
De er en del af vores hold, de arbejder ikke for os, men med os. I de over 10 år, som jeg har rejst til Himalaya, har jeg udviklet mine venskaber med sherpaerne i både Nepal og Pakistan. Det er et gensidigt venskab, ærligt og autentisk.
Vi har startet en organisation, Fundación Montañeros por el Himalaya, og med denne hjælper vi sherpaernes børn med at få adgang til skole og videre uddannelse i Katmandu.

Hvilke personlige ting har du med på ekspeditionerne?
Min bedstemor giver mig altid små billeder af Jomfru Maria, som skal beskytte mig. Jeg har gemt dem alle og har dem altid med mig. Det er meget personligt, og selvom jeg ikke er særlig overtroisk, kunne jeg ikke tage af sted på en ekspedition uden dem.
Jeg har også altid en barbermaskine med, en epilady. Forfængelighed og bjergbestigning passer ikke rigtigt sammen, men hår på benene vil jeg altså ikke have.

Hvis det ikke var for bjergbestigningen, hvad tror du så, du ville lave i dag?
Det ved jeg egentlig ikke.
Jeg har læst til ingeniør på universitetet i Baskerlandet, og efter endt uddannelse startede jeg med at arbejde i min families virksomhed. Arbejdet gjorde mig ikke lykkelig, og det var så krævende, at det ikke tillod mig at tage på ekspeditioner, så jeg bestemte mig for at slutte og i stedet åbne en restaurant. Det krævede også mange ofre, men det tillod dog, at jeg en gang imellem kunne tage på to-måneders ekspeditioner.

At bestige verdens 14 højeste bjerge lyder som et fuldtidsjob…
Ja, på et tidspunkt besluttede jeg da også at dedikere mig 100% til bjergbestigning. Hvis jeg virkelig ville tage udfordringen om at nå de 14 x 8000 alvorligt, skulle jeg være professionel. Jeg fandt hjælp hos en god ven, som i dag er min manager, og de sidste par år har jeg fået støtte af gode sponsorer, som tillader mig at koncentrere mig om bjergbestigningen.
Ellers ved jeg som nævnt ikke, hvad jeg ville lave i dag. Hvad jeg ved, er, at det har krævet meget at nå hertil, og jeg føler mig privilegeret over at kunne bruge min tid på det, jeg bedst kan lide.

Hvad skal der ske efter de 14?
Der er stadig meget, jeg gerne vil lave i dette liv.
Personligt ville jeg gerne have børn, og jeg er allerede 35, så jeg håber ikke, at jeg er for længe om at finde en mand, med hvem jeg kunne tænke mig at opfylde denne drøm.
Ellers vil jeg gerne fortsætte med ekspeditionerne, måske lave dokumentarprogrammer til tv. De skulle ikke blot handle om bestigning af de høje bjerge, men også andre aktiviteter i hele verden. Jeg elsker at lære andre lande og andre kulturer at kende, og jeg arbejder med et fantastisk team, med hvem jeg kunne gå i gang med nye projekter af denne slags.
Jeg kan også godt lide at arbejde med mennesker. Her i Vesten med kurser i motivation o.l. for firmaer, og i Asien vil jeg gerne arbejde med børnene og hjælpe dem via vores organisation.
Uanset hvad kommer jeg ikke til at kede mig. Jeg er meget aktiv, og jeg forsøger at få det meste ud af livet.

Edurne takker for vores interesse, jeg for hendes tid. Hun forlader cafeen og blander sig i myldret på gaden. Hun kunne være hvem som helst. Det kunne hun dog ikke, da jeg få dage senere ser vi hende igen. På tv, fra Tibet, hvor base camp er slået op, og akklimatiseringen begyndt.


Toppen af verdens 14 højeste bjerge
De 12 toppe, Edurne Pasabán har besteget:
1. Everest (8.848 m) 23. maj 2001
2. Makalu (8.465 m) 16. maj 2002
3. Cho Oyu (8.201 m) 5. oktober 2002
4. Lhotse (8.516 m) 26. maj 2003
5. Gasherbrum II (8.035 m) 19. juli 2003
6. Gasherbrum I (8.068 m) 26. juli 2003
7. K2 (8.611 m) 26. juli 2004
8. Nanga Parbat (8.125 m) 20. juli 2005
9. Broad Peak (8.047 m) 12. juli 2007
10. Dhaulagiri (8.167 m) 1. maj 2008
11. Manaslu (8.156 m) 5. oktober 2008
12. Kangchenjunga (8.598 m) 18. maj 2009
De to sidste toppe:
13. Shisha Pangma (8.046 m) håber hun at bestige i oktober
14. Annapurna (8.091 m) en ekspedition er planlagt for 2010
Mange bjergtoppe ligger i Nepal, mens andre tilhører Kina, Indien eller Pakistan.

Opvarmning på Mont Blanc
Inden Edurne satte i gang med de 14, havde hun allerede varmet op ved at bestige en række andre bjerge.
I 1989, 16 år gammel, nåede hun toppene af Mont Blanc (4.810 m), Cervino (4.478 m) og Mont Rosa (4.614 m).
Året efter besteg hun Chimborazo (6.310 m) i Ecuador, samt Cotopaxi (5.897 m), Tumguragua (5.016 m), Guagua Pichincha (4.971 m), Urus (5.495 m) og Ishinca (5.530 m) i Andesbjergene.

Kamp til målstregen
I kapløbet om at blive den første kvinde til at bestige de 14 toppe, har Edurne tre konkurrenter, hvoraf den ene i øjeblikket er foran hende.
Det er Oh Eun-Sun fra Sydkorea, som allerede har nået 13 af de 14. Hun mangler den værste, Annapurna.
På lige fod med Edurne er østrigske Gerlinde Kaltenbrunner, der mangler Everest og K2.
Italieneren Nives Meroi deltager også, hun mangler tre, som er Makalu, Kangchenjunga og Annapurna.

Bjergtagende
Det var englænderne, som først satte sig for at finde ud af, hvilken af bjergtoppene i Himalaya, som egentlig var den højeste, og det var topografen George Everest, der i 1865 endeligt pegede på verdens højeste, 8.848 meter.
Den første ekspedition fandt sted i 1921, men det første hold til at nå toppen var Edmund Hillary og sherpaen Tensing Norgay. Det var d. 29. maj 1953.
De første spaniere til bestige Everest var deltagerne i en ekspedition kaldet Tximist, som nåede op d. 4. maj 1974.
Flere end 200 mennesker har i årenes løb mistet livet på Mount Everest.

Første dansker på Everest
Den danske bjergbestiger Lene Gammelgaard besteg som den første danske og første skandinaviske kvinde Mount Everest i 1996. Om dette har hun skrevet bogen ‘Everest – Vejen til toppen’.

Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa