Historien om 23 F – kongens sværeste dag

Historien om 23 F - kongens sværeste dag

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Statskuppet d. 23 februar 1981 er et af de sorteste øjeblikke i nyere spansk historie. Hændelserne gengives i flere forskellige variationer, da de 18 timer, kuppet varer, fortsat lader til at være omgivet af hemmeligheder. Her kommer én fortolkning af historien.

Året er 1981. Det unge demokrati har det svært. ETA myrder i gennemsnit en person hver tredje dag. En generalstrejke og store demonstrationer finder sted. En økonomisk krise plager det stadig forholdsvist fattige land. Det regerende center-højre-parti er ved at falde fra hinanden, og Adolfo Suárez, landets første statsminister efter diktaturet, beslutter sig for at trække sig tilbage.
Spidskandidaten til statsministerposten er nu Leopoldo Calvo Sotelo, og formanden for kongressen kalder samtlige regeringsmedlemmer til afstemning under et plenum kl. 16.30 mandag den 23. februar.
Kl. 18.23, under afstemningen, træder soldater og Guardía Civil-betjente pludselig ind i kongressalen.
Oberstløjtnant i Guardía Civil Antonio Tejero overtager podiet med en pistol i hånden. Nogle af kongresmedlemmerne protesterer, indtil en række skud skaber ro. Kupmagerne forsikrer, at der ikke vil ske dem noget, og at det hele vil være forbi i løbet af 15-20 minutter.

Tanks i gaderne
De 350 politikere er gidsler, og hele hændelsesforløbet optages af kameraer i kongressalen og kan høres på radioen, der transmitterer direkte fra afstemningen. I Madrids gader ses tanks og andre militærkøretøjer, det samme opleves i Valencia, kuppets andet epicentrer.
Kongresmedlemmerne er bange, nogle er overbeviste om, at de vil blive henrettet. Befolkningen er lige så skræmt; de fleste husker borgerkrigen, og ingen ønsker en gentagelse.
Nyheden når kong Juan Carlos i paladset La Zarzuela. Han lover dronning Sofia, at dette kup ikke ender som kuppet i Grækenland.
Sammen med kongen er generalsekretær for kongehuset, Sabino Fernández Campo. Der rådføres med civile og militære ledere.
Kongen beslutter, at han må forsvare konstitutionen og dermed demokratiet og monarkiet samt sin arbejdsplads.

Kupmagerne
Den øverste ansvarlige for kuppet er general Alfonso Armada, som siger, at de samlede spanske styrker er under hans kontrol. Medvirkende er også general Jaime Milans del Bosch, som befinder sig i Valencia, og naturligvis Antonio Tejero, der stadig vogter over de 350 gidsler i kongressalen, samt en række andre fascistiske overskæg.
Hele forsvaret, bortset fra Madrid, meddeler Armada, er på kupmagernes side. Han mener, de gør det for Spaniens bedste, og han menes desuden at påstå, at kongen er indforstået med statskuppet (dette nægter han selv senere at have sagt).

Konspiration og national selvransagelse
Alfonso Armada er én af kongens venner. Bl.a. derfor mener nogle, at kongen er ikke blot medvidende om men medvirkende til komplottet, der er sat op som et bizart, moderne teaterstykke for at skabe ro og orden i landet, mens andre mener, at kongen sætter sit liv på spil for at forsvare demokratiet. Hvorvidt der er tale om en sammensværgelse, diskuteres stadig 28 år senere.
I denne debat og i en stadig national selvransagelse kommer man ikke udenom spørgsmålet om, hvorfor generalerne mener, at et kup er nødvendigt, og hvorfor de tror, de kan slippe godt fra det.
En del af svaret kan findes i det faktum, at forsvarets ledelse er ved at assimilere sig de nye tider, efter i 40 år under Francos regime at have været i magtens centrum. De skal vænne sig til at være underlagt en demokratisk valgt regering. Frem for demokratiske og nogle gange kaotiske tilstande foretrækker de at returnere Spanien til diktatur. En del af befolkningen bakker dem op, og selv flere dagblade skriver, før kuppet finder sted, at det er på tide, at militæret træder ind.

Et kup går op i limningen
Eftersom kongen ikke har nogen politisk magt, og den politiske magt er gidsel i kongresbygningen, vælger han at udpege en midlertidig statsminister. Valget falder på chefen for statens sikkerhedsråd, Francisco Laína, som egentlig bør inkluderes i rækken af spanske statsministre.
I mellemtiden går det op for Antonio Tejero, at Armada vil udpege sig selv til leder af en ny militærjunta, med en række socialistiske og kommunistiske ministre. Han føler sig ført bag lyset. Armada tilbyder ham et fly ud af landet, men han har ikke deltaget i kuppet for at det skal ende med flugt.
Kongen og landets nye statsminister planlægger at overtage kongressen med magt, men er naturligvis nervøse for kongresmedlemmernes sikkerhed. Juan Carlos kontakter en række af de ansvarlige for de forskellige styrker, heriblandt general Juste, der garanterer ham sin trofasthed.
Han beslutter sig for at tale til folket og dermed også generalerne på TV.
Her optræder han i uniform, som øverstkommanderende for de væbnede styrker. Han forklarer seerne, hvad der er sket, og at han ikke kan tolerere, at der sættes en stopper for de demokratiske processer, og at han, for at der ikke skal være tvivl, bekræfter, at han har beordret alle midler i brug for at forsikre, at grundloven respekteres.
I Valencia trækker Jaime Milans del Bosch tropperne tilbage til barakkerne, kort efter overgiver Antonio Tejero sig, og efter 18 timers gidseltagning frigives kongresmedlemmerne. Man ser på TV, hvordan nogle kravler ud ad bygningens vinduer.
Den 26. februar udpeges Leopoldo Calvo Sotelo til statsminister, dagen efter er 1,5 millioner demonstranter i Madrids gader for at udtrykke støtte for landets demokrati.
Hullerne fra skyderiet ses stadig i kongressalen.


Tv-serie om 23 F
TVE har produceret en miniserie om statskuppet, kaldet 23 F, El día más difícil del Rey. Næsten 6,5 millioner seere var med, da den tidligere på året blev vist på TV, og den fås også på DVD.
Den består af to episoder og kombinerer rigtige optagelser fra dagen med skuespillernes udlægninger af hovedpersonernes handlinger.
DVD’en byder desuden på fire dokumentarprogrammer, som belyser episoden fra alle tænkelige vinkler.

Efterfølgende rettergange
Kun 33 personer blev stillet for retten.
Alfonso Armada blev dømt til 30 års fængsel, men blev frigivet i 1988. Han lever i dag i Galicien.
Jaime Milans del Bosch fik samme straf. Han blev løsladt i 1990 og døde i 1997 i Madrid.
Også Antonio Tejero fik 30 år, han blev frigivet i 1996 og bor i dag i Málaga, hvor han skulle bruge sin tid på at male.
De øvrige blev idømt kortere fængselsstraffe, heriblandt den eneste civile, Juan García Carrés, der fik to år, og som døde i 1986 efter at have taget patent på udtrykket 23 F.



Af Jette Christiansen

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa