Det danske magasin i Spanien
Vi møder veteranerne… Pernille Kaas

Hun klarede sig fint på sin handelsuddannelse – men ikke i spansk. Det skulle der gøres noget ved. For sin SU kunne hun i 1991 komme fire måneder på sprogskole i Málaga. Sprogkurset udviklede sig til en rejse, som langtfra er slut. Pernille Kaas kom nemlig aldrig hjem igen.

Der er travlt hos Kaas & Kirkemann. Det er en succeshistorie om Pernille, en pensioneret partner og ti mand, der fra nyistandsatte kontorer i Centro Idea betjener kunder på kryds og tværs af alder, behov og nationalitet. Pernille Kaas elsker det, og har gjort det siden den spæde start, hvor hun knap kunne trække løn til sig selv. ”Vi begyndte helt fra bunden med store drømme og små budgetter. Faktisk havde vi aldrig råd til noget som helst,” fortæller den succesrige pige i dag med et grin.

Nød det snuskede Málaga

I Málaga var midlerne også små – men lykken var stor. Pernille nød byen, som den var dengang. ”Málaga var en slidt og halvbeskidt by. Der var ingen turister og kun enkelte hoteller, som levede af de handelsrejsende. Til gengæld vrimlede det med malagueños. Dengang var det borgernes by.” Der var dog god plads til Pernille, som boede og elskede livet i byen. ”Dengang mødte man folk og skabte sit netværk ude – ikke via nettet. Det er noget af det, jeg savner mest fra den tid,” fortæller Pernille. Tiden var allerførst i 90’erne. Pernille blev både au pair og sekretær på en sprogskole via sit netværk. Inden da blev hun forelsket. ”Alle snakkede med alle i Málagas gader, og pludselig snakkede jeg med Carlos. Vi snakkede godt sammen,” erindrer Pernille med et smil. De havde blot ét lille problem, for dengang kunne man ikke opholde sig i Spanien i længere end seks måneder uden en arbejdskontrakt. Derfor blev Pernille au pair i et år. Derefter blev hun nødt til at tage til Danmark i et semester for at gøre sin uddannelse færdig. Og Carlos blev nødt til at sælge sin omfattende samling af tegneserier for at få råd til at besøge hende. ”Da forstod jeg virkelig, han ville have mig, for det var hans kæreste eje,” griner Pernille. Hun fik både Carlos og en fin eksamen – nu med topkarakterer i Spansk.

Det sidste betød knap så meget for hende. Hun ville bare tilbage til Málaga.

Fra konkurs til succes

Hendes netværk havde sikret hende et job som sekretær på en sprogskole. Det var alletiders. De samme lød jobannoncen fra Baltica. Forsikringsselskabet havde stort kontor i Fuengirola – og tilsvarende store planer for danskerne på Solkysten. ”Det var et godt job, og nogle endnu bedre kollegaer. Særligt assurandøren Ole var hylende morsom,” husker Pernille Kaas. Hans efternavn er Kirkemann, og så giver resten af historien vist sig selv. ”Baltica i Danmark smuldrede, og så vidste vi naturligvis godt, hvad klokken var slået for os,” fortæller Pernille. Den 27. januar 1996 bød Kaas & Kirkemann til åbningsreception i Centro Idea. Siden gik det den rette vej – men vejen har været lang. ”Vi åbnede klokken otte og arbejdede ofte til både ni, ti og elleve om aftenen. Det var ikke holdbart – slet ikke for Ole, som havde familie,” indrømmer Pernille. Hun forklarer, at forsikringsbranchen er mange bække små og dengang kunne de små ting tage rigtig lang tid. ”Ting, der i 90’erne kunne tage en uge, ordnes i dag på en time. Dengang sad vi med store tabeller i tarif bøger, for at finde præmien på en bilforsikring. Alt blev udfyldt i hånden, sendt pr. fax, og havde forsikringsselskabet lavet et stavefejl i navnet – og det skete ofte i udenlandske navne – skulle alt gøres forfra.”

Efter præcis et år fik Kaas & Kirkemann en kærkommen hjælp fra deres første medarbejder, og efter fem år var mængden af forsikringer og fornyelserne så stor, at Pernille og Ole kunne strække hænderne i vejret.

Succesen fortsatte – også på hjemmefronten. Daniel og Clara kom til verden, og familien Kaas faldt til rette i Fuengirola. ”Det var ikke let at flytte fra Málaga, men det var praktisk. I dag ser jeg Solkysten som en helhed – som mit hjem.” Derfor tænker Pernille meget på den lokale udvikling og fremtiden. ”Vi bor i en region i rivende udvikling – på godt og ondt. Kulturer mødes, projekter blomstrer, der skabes vækst og jobs. Men der er sandelig også ting, jeg ikke er glad for,” forsikrer Pernille Kaas. ”I talrige kommuner er langsigtet byplanlægning et fremmed begreb. Mange steder er der blevet bygget alt for meget uden fokus på lokalbefolkningen og hensyntagen til den charme, vi havde tidligere. Det kan jeg ikke lide,” bliver de næstsidste ord fra Pernille. Så hellere tilbage til dengang Málaga var snusket – men charmerende. Den tid gjorde noget ved hende – og hendes skjulte talenter. Pernille Kaas var nemlig særdeles aktiv i Málagas universitetskor og på byens teaterscener. ”Måske bliver det en dag tid til et come-back. Man skal aldrig sige aldrig…,” slutter Pernille.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.