Det var en ung og frisindet Line Lyster, der for små 25 år siden ramte Costa del Sol. Hun ramte plet, for det var et godt match. ”Alting var mere frit dengang. Det var ikke så mange regler, og det mindede lidt om at bo på Christiania. Det var ikke som i dag, hvor der er blevet strammet op, og man får bøder for alverdens ting,” mener den danske pige. Det var en fejltagelse og livets tilfældigheder, der fik hende til Marbella. ”Jeg var meget ung, da jeg blev gift første gang. Han var sydamerikaner, og vi drømte om at få en dagligdag i Madrid. Men jeg tog den forkerte afkørsel og pludselig stod Córdoba på vejskiltet. Jeg tænkte pyt med det, så fortsætter vi den vej,” husker den eventyrlystne Line.
På Costa del Sol faldt hun hurtigt over et eksemplar af avisen SUR in English og en jobannonce for en grafisk designer hos ejendomsmægleren Ocean Estates i Marbella. Det var tilbage i de vækstglade 00’ere. Der var masser af optimisme og muligheder, og Line Lyster var ikke bange for at gribe dem. På rekordtid blev hun marketingchef med otte ansatte under sig. Hun tøvede heller ikke med at gribe chancen, da hun fik mulighed for at blive selvstændig. Lines Redline Company kom til verden i ’04 i yderst sparsomme rammer. ”Vi sad to piger bag én PC i et lille hjørne i et delekontor. Vi var pressede, men nogle gange er det det, der skal til, for at få succes,” smiler den driftige danske pige. Hun fik den internationale producent af hårtørrere og fladjern GHD som kunde. Og det blev startskuddet til det hele. ”Det hele” er i dag en velfungerende virksomhed i Estepona med små ti ansatte, som har specialiseret sig i alt fra grafisk design til hjemmesider, sociale medier og SEO. Line Lyster har fundet den røde tråd. Men det har ikke været problemfrit – heller ikke privat.
Sidst i teenageårene kom Line nemlig i en alvorlig ubalance, da hun mistede sin mor.
Det var et tab, og en sorg Line havde meget svært ved at komme sig over. ”Vores gode kernefamilie gik lidt i opløsning. Døden var desværre et tema, man i flere kredse ikke kunne snakke åbent omkring, og jeg søgte en masse svar,” forklarer en meget åbenhjertet Line Lyster, som ikke følte sig glad i Danmark og begyndte at lide af spiseforstyrrelser.
”Det var ikke kun min rejselyst, men også en direkte flugt, der fik mig til at rejse til Argentina som 19-årig. Det var helt tosset, men den slags ting sker, når man er krise, mener Line i dag. Rejsen gav hende ikke bare ny luft. Den gav hende også en længe ønsket medvind. På ganske få måneder lærte hun spansk, fik job på en restaurant og begyndte at få svar på mange af livets gåder. ”Jeg fik læst nogle gode bøger og tilmeldt mig flere interessante workshops. Alt gik på ”hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen” og var en anelse spirituelt. Jeg fandt mig selv igen, fik en god mental styrke, lærte at være positiv og begyndte at spise igen,” fortæller Line Lyster, som de efterfølgende fem-seks år rejste jorden rundt – nu udelukkende af lyst. Line var både rejseguide i Tyrkiet og arbejdede på krydstogter i Caribien, Afrika og hele Europa inden hun vendte tilbage til Danmark for at tage sin uddannelse indenfor marketing og kommunikation. Det blev hendes nye fag – og hendes nye passion.
I en verden og i en branche under konstant forvandling, får Line Lyster aldrig lov til at gå i stå. ”Alt er nyt og elektronisk, men al salg og marketing er baseret på følelser – fuldstændig som det altid har været. Vi lægger vores sjæl i en opgave, for vores opgave er at vække nogle følelser frem i folk. Det skal lykkes, for at vores kunder får salg og succes. Det er ret spændende,” forklarer en passioneret Line Lyster. Hendes medfødte passion for marketing får frit spil på Costa del Sol. Hun elsker sit fag, sit Spanien, sin nye familie og tabte ikke pusten ved at blive mor i en sen alder. ”Alt for mange brokker sig. Tænk i stedet positivt og kom videre. Notér hver dag fem ting ned, du er glad eller taknemmelig for. Det skal være nye ting – hver dag. Den vej rundt træner du din hjerne til at tænke positivt. Det kan gøre underværker,” forsikrer Line Lyster, som i dag bor i Coín og har kontor lige på bygrænsen mellem Marbella og Estepona. Hun synes, vi bygger for meget, er blevet for mange mennesker og alt for luksuriøse, men ellers ser hun masser af fremtid og muligheder på Costa del Sol. ”Vi skal bare passe på, at vi ikke alle gør det samme – og kommer til at se ens ud,” mener Line og kommer med en stikpille til sine jævnaldrene. ”Det er jo skrækkeligt så mange kvinder, der får nye bryster, større læber og sprøjtet botox ind alverdens steder. Vi hverken kan, eller skal forsøge, at løbe for vores alder. Tværtom skal vi vise, hvem vi er, og at vi har levet.” Det sidste har Line Lyster gjort i fulde drag.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001