Det danske magasin i Spanien
Pinot Noir – Djævelens drue

Pinot noir druen danner basis for de berømte, elegante, komplekse – og nogle af verdens dyreste, rødvine fra Bourgogne som Vosne Romanée, Gevrey Chambertin, Corton og Beaune i Frankig. Pinot Noir er også den vigtigste blå drue i de røde vine fra Alsace og Sancerre.
Men det er lang fra det eneste sted man kan finde Pinot Noir. Du kan finde den i New Zealand, Californien og Spanien. I Tyskland går pinot noir under navnet spätburgunder, i Østrig som blauburgunder og i Italien som Pinot Nero. Pinot Gris (kendt i Italien som Pinot Grigio) og Pinot Blanc er ikke blot beslægtede. DNA-analyser har bevist, at den grønne Pinot Blanc og den grålige Pinot Gris blot er farvemutationer af den røde Pinot Noir, men genetisk set er de ens. Pinot er dermed en slags mutantfamilie af druer, der er tilbøjelig til jævnlige mutationer, der ændrer druernes karakteristika såsom farve, tanniner og smag.

Der findes næppe en vin med større fanskare end Pinot Noir og interessen for Pinot Noir vokser også her i Sydspanien hvor flere og flere af vores kunder spørger efter vine lavet på netop denne drue. Vores kunder søger lettere vine, og dermed ikke sagt tynde, men mindre alkoholtunge og elegante.

Lidt historie

Pinot Noir druen hører til en af verdens ældste druesorter og som det ofte er tilfældet med vin fra den gamle verden (dvs. vine fra de steder, hvor vinproduktion først opstod), er druens historie ikke fuldstændig klarlagt. Efter sigende stammer Pinot Noir druen fra Bourgogne og menes at være helt op til 2000 år gammel og dateres tilbage til Romertiden. Dens dyrkning kan spores helt tilbage, til da romerne invaderede Frankrig i det første århundrede før Kristus.

Druen Pinot Noir blev også en utrolig populær vin i Middelalderen, hvor kirken og adelen dyrkede den på deres udvalgte jorder. I mange århundreder blev vinen produceret af franske munke i Bourgogne. Munkene satte enormt fokus på kvaliteten af deres vine, der skulle være Gud værdig, og fordi de havde med en så følsom drue at gøre, kortlagde munkene de forskellige jordbundsvariationer i mange af deres vinmarker. De identificerede og klassificerede hvilket land der var velegnet til dyrkningen af de bedste Pinot Noir-druer og blev herved foregangsmænd for det detaljerede Cru-system, som den dag i dag bruges i Bourgogne.

En tyndhudet drue, der er vanskelig at dyrke

Det er dog ikke alt ved Pinot Noir druen, der er lige nemt at have med at gøre. Den er meget kompliceret og ømfindlig, modnes ret tidligt og er ekstremt følsom. Det er lidt af et mirakel, at den endnu findes i betragtning af, hvor svær den er at dyrke. Ret passende bliver druen kaldt for ‘hjerteknuseren’ fordi den igennem tiderne har forført og afvist mange bejlere, der har forsøgt at mestre den svære kunst at dyrke den. André Tchelistcheff, en af USA’s vinmagere udtalte engang at: ”Gud skabte Cabernet Sauvignon, mens Djævlen skabte Pinot Noir.”

Pinot Noir druen har en fin og tynd skal, som gør den enormt følsom over for vejrforhold og jordbundstyper, og som gør at den har svært ved at bekæmpe sygdomme, der let kan angribe de tætte drueklasser. Derfor kræver det nænsomhed i både dyrkning og høst for at sikre den elegante frugt, som kendetegner vinene lavet på Pinot Noir. Man kan sige, at det Pinot Noir druen mangler i hårdførhed har den i elegance.

Pinot Noir-vine kan ikke skjule, hvor den kommer fra. Druen viser tydeligt sit terroir (dvs. klimaforhold, geologi og geografi for vinmarken) og påvirkes let. Den enkelte vins udtryk kan derfor variere enormt ved selv de mindste variationer i jordbund, udsættelse for sol eller de mindste mikroklimatiske forhold. Vinen afslører nådesløst de forskellige karakteristika for den enkelte vingård og de beslutninger, der er truffet i dyrkningen af druen. 

Pinot Noir vil gerne dyrkes på kalkholdige jordbunde med relativt køligt og stabilt klima for at opnå aroma og syre. Hvis klimæt er for varmt, modnes druen for hurtigt, og opnår ikke at udvikle nogle af de fascinerende smagsstoffer, som de tynde skaller kan gemme på.

Lavt høstudbytte og nænsom vinifikation kan frembringe virkelig overbevisende kvalitet. Det er af den grund, at vinene på denne drue svinger rigtig meget i kvalitet. Når det så til gengæld lykkes, giver det vine i absolut særklasse! De gode af slagsen har lagringspotentiale.

Pinot Noir er ikke kuldskær

Det er ikke bare i glasset, at Pinot Noir-vin skal være køligt. Druen fortrækker også et køligere klima, hvorfor de varmere lande som Spanien, Argentina og Sydafrika endnu ikke er kendte for vine lavet på Pinot Noir. Varmen og solen kan koge de fine smagsnuancer til ukendelighed. Pinot Noir dyrkes derfor ofte i klimær med længere kølige vækstsæsoner. Der er naturligvis ingen regler uden undtagelser. Men det ser vi på senere.

Pinot noir er normalt ikke en druesort der blandes med andre sorter – lige bortset fra til champagne-fremstilling. Her spiller den en vigtig rolle for Champagnen – sammen med druerne chardonnay og pinot meunier.

Pinot Noir er en madvenlig vin

Pinot Noir er utrolig alsidig, når det kommer til mad. Den rykker grænsen for hvornår man plejer at bruge rød – og hvidvin, da den nærmest passer ind i hele mad-spektret. De er særdeles fremragende madvine – men fungerer også fint uden! De findes helt fra de lette, unge og milde vine, op til de mere intense, forførende og temperamentsfulde, hvilket gør at du vil kunne finde en Pinot Noir til enhver lejlighed.

På grund af druens tynde skal er farven aldrig mørk, men duften er stor og kan med alderen blive super intens. Vinen kan nydes ung – efter 3-4 år – men vil ofte lagre glimrende i 8-10 år. Smagen er fyldig, men blid og lang, og den kan være svær at kategorisere.

Den kan spænde mellem stærke jordlige aromær som skovbund og svampe, til helt andre dimensioner af frugtbarhed som violer, kirsebær og andre røde bær. Find den vin som passer i styrke og smag til maden.

Ens for dem alle er dog den harmoniske og sublime kombination af frugt, alkohol, fylde og tannin.

Du kan finde dit perfekte match både til laks, oksekød, kyllingeretter, lam og vildt blandt Pinot Noir vinene. Drik den unge Pinot Noir til fisken for eksempel og den ældre vin til and, vagtel og lam.

Retter som indeholder svampe og vildt virker specielt godt sammen med Pinot Noir og fremhæver smagen af skovbær og skovbund. Typiske franske klassikere som Coq au Vin og Boeuf Bourguignon er også sikre valg.

Maden man serverer, bør ikke have et for stort indhold af syre, eksempelvis tomater. Heller ikke citrusfrugter eller eddikebaserede dressinger går godt i spænd med vinen. Til sidst er Pinot Noir ikke en dessertvin – den passer ikke til de søde sager. Ved siden af disse ingredienser bliver en Pinot Noir nemt overvældet og ødelagt.

SPANSK PINOT NOIR NÅR DET ER BEDST! 

De sidste år er vine lavet af Pinot Noir druen også at finde her i Spanien. Vinhuse med vinmarker hvor varmen ikke er dominerende, som for eksempel Cortijo Aguilares i Ronda. Det lader sig kun gøre på grund af vinmarkernes placering i Serranía de Ronda 900 meter over havets overflade, som dermed er med til at køle druerne ned. Desuden er området en af de sydligste vinregioner i Europa. Dens nærhed til Middelhavet og Atlanterhavet, den generøse mængde nedbør om vinteren og en markant daglig temperaturforskel er de vigtigste faktorer, der gør denne terroir så unik og perfekt til dyrkning af Pinot Noir druen.

Men lad os se lidt nærmere på Alta Pavina, vinhuset som er både den første – og største – Pinot Noir producent i Spanien, startet af to brødre, Hugo og Diego Ortega i 1985. Ortega-brødrene fik den umiddelbart ambitiøse, ja nogle ville sige vanvittige tanke, at producere Pinot Noir vin blot 2 km fra Duero floden tæt ved Valladolid. Her startede de med at beplante en mark, der plejede at huse kvæg, en komark i +900 meters højde, købe den, og plante Pinot Noir som de første i Spanien. De er modige i deres tilgang til vin, de tør gøre noget anderledes, og resultatet er unikke Pinot Noir vine med personlig stil, smagfulde og spændende.

Det er ikke nok at være modig, så hvorfor ikke ringe til en specialist på området? Ortega brødrene kontaktede Mr. Soil himself, Hr. Claude Bourgignon som laver Pinot vinene for selveste Romanée Conti i Bourgogne. Bedre rådgiver og kapasitet kan man vel ikke bede om. For dem der ikke kender Romanée Conti, er det blandt verdens absolut mest eksklusive vinproducenter med flaskepriser, der oftest overstiger 100.000 kroner pr. flaske.

Ambitionsniveauet på vinhuset Alta Pavina er højt, mens prisniveauet gør at deres vine kan nydes af alle.

Landskabet omkring Alta Pavinas vinmarker ved La Parilla, Valladolid, er karakteriseret ved den ekstreme kontrast i vejrforholdene der er dag og nat, vinter og sommer. Og selvom Ribera del Duero primært er kendetegnet ved høj varme, ligger Alta Pavinas marker i 915 meters højde, hvor det kan blive ganske koldt. Den placering, kombineret med en kalkstensholdig jord, skaber ideelle forudsætninger for Pinot Noir druen.

Ekstraordinær spansk Pinot Noir vinoplevelse

Burgundiske Pinot Noir fornemmelser i disse pletskud af vine fra de pionerende brødre, Hugo og Diego Ortega. 

Pavina pinot noir, er deres nye vin, som udkom i dens første udgave sidste år. Vi kalder den “lillebroderen” til deres “Citius” som var deres første 100% Pinot Noir Vin. Alta Pavinas unge Pinot Noir, lagret 6 måneder på egetræsfade, er en vin der garanteret vil åbne dine øjne for, at man fra Spanien også kan få let, blød og elegant pinot noir.

I smagen finder du de karakteristiske røde bær (kirsebær, hindbær, brombær), samt en frisk men blød mundfornemmelse. Utrolig lækker og saftfuld. Vinen holder ikke op med at overraske og udvikle sig i glasset og er en ren fornøjelse fra første til sidste slurk. Mild og elegant med let til medium krop. Den kan købes for kun 8.95€ i vores butikker

Citius – en absolut storslået vin.

En spansk vinrevolution og efter min mening en enestående smagsoplevelse. I glasset er vinen flot kirsebærrød, elegant og med forventningsfuld fremtoning. Røde bær og frugter, eg og let ristede noter fra det diskrete franske egetræsfad dominerer smag og duft. En velbalanceret duft mellem frugt og fad. I munden er vinen levende, med medium krop og stor elegance. Smagen er vedholdende og velsmagende, med smag af “Terrior”. Kan købes i en af vores butikker for kun 16.95€

I sig selv er det modigt at kaste sig ud i at lave Pinot Noir vine i Spanien på grænsen mellem RIbera del Duero og Castilla y Leon. Men at gøre det med så stor succes, som brødrene Ortega her gør med husets røde flagskib “Citius” – det er intet mindre end imponerende.

Hvis ikke andet – så vil den her vin i hvert fald fuldstændig ændre dit syn på spansk Pinot Noir.

God fornøjelse

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.