På den anden side… Er tredje gang lykkens gang?

På den anden side... Er tredje gang lykkens gang?

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Endelig har vi fået ny regering. For nogle er det lig med nyt håb og nye tider. Andre frygter nyt kaos. I min optik er det en ny chance for det spanske socialistparti til at vise, hvad de kan – eller om de overhovedet dur til noget som helst. Pedro Sánchez er den tredje PSOE-leder, der bliver statsminister, og ser vi på hans to forgængere, har han ikke meget at leve op til. Da Felipe González blev væltet i midten af 90’erne, var det med en tårnhøj statsgæld og en arbejdsløshed på over 20 procent i bagagen. I slutningen 00’erne gjorde Zapatero ”kunststykket” efter. Han overtog et økonomisk velfungerende land med en ledighed på under ti procent, en statsgæld der svarede til 9.000 euro per borger og et offentligt budgetunderskud på 0,11 procent. Statsbudgetterne balancerede med andre ord. Da Zapatero trak sig før tid i 2011, var ledigheden igen over de 20 procent, statsgælden var oppe på 25.000 euro per borger, og det offentlige budgetunderskud var oppe at snuse til de 7 procent. Var det ikke for EU, var Spanien gået bankerot på det tidspunkt. 

”Vi har haft meget modvind de sidste par år,” var nogle af Zapateros sidste ord som statsminister. Ja tak, det skal jeg love for. Men i stedet for at trække i det varme, vindtætte tøj og få landet helskindet gennem de kolde vinde, der unægtelig blæste over Europa dengang, rendte Zapatero og hans ministre rundt i korte bukser uden den mindste fornemmelse af, at det var ved at trække op til voldsom storm. 

Derfor blev sårene fra krisen i 2008 så dybe, at de endnu ikke er helet. Og derfor har midlerne til at føre socialpolitik med siden da været yderst begrænsede. Men det vil Pedro Sánchez & Co. nu lave om på. Det har taget den nye regering ganske få uger at sætte folkepensionen 0,9 procent op, give de offentlige ansætte to procent mere i lønningsposen og tilsvarende få mindstelønnen fem procent i vejret. Nogle trækker på smilebåndet – andre fortrækker ikke en mine. Det sidste er tilfældet i Bruxelles, hvor man ikke kan se hvordan Spanien skal kunne efterleve de fælles økonomiske EU-krav. Men Pedro Sánchez har en plan – eller i det mindste en drøm: han vil gøre det portugisiske mirakel efter. Portugiserne havde det bestemt ikke godt før socialisten António Costa kom til. Med en klar filosofi om at øge de dårligst stilledes vilkår og købekraft og samtidig tiltrække udenlandske virksomheder og kapital, har Portugal den sidste håndfuld år haft en positiv stime med øget velfærd og vækst. Det sidste er kommet via attraktive skatter og vilkår for virksomheder og lempelige topskatter for velhavere. Det gyldne spørgsmål bliver naturligvis, om Pedro Sánchez kan få sine knaldrøde lejekammerater fra Podemos med på den! Generelt stilles der mange spørgsmål til Pedro Sánchez, men i min optik sås den største tvivl omkring de folk, han har omkring sig. Det er jo hans B-hold, efter at hans oprindelige hovedbestyrelse kollektivt vendte ham ryggen i efteråret 2016. Og på netop dét hold, sad de sidste fornuftige socialdemokrater – som jeg synes er en mere tidssvarende betegnelse af dagens PSOE. 

I dag har Pedro Sánchez samlet en regering med flyvske kvinder, rebelske Podemos-politikere og samtidig gjort sig afhængig af en gruppe radikale catalanere, som kun har uafhængighed på partiprogrammet. Det kræver en kreativ sjæl at se et fælles slagkraftigt projekt for Spanien ført ud i verden. På den anden side skal man ikke undervurdere Pedro Sánchez, som tidligere har rejst sig fra støvet, trukket i arbejdstøjet og sejret. Det bliver der også brug for denne gang. Hverken Spanien eller PSOE har råd til flere nederlag. 

De næste par år vil vise, om tredje gang bliver lykkes gang.    

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa