Sommeren står for døren og turistsektoren i Spanien har rustet sig til den forestående sæson. Forventningerne er store og man fornemmer optimismen spire alle steder.
Således er der de sidste to år blevet revet ned, bygget om, revet mere ned og bygget yderligere nyt langs kystens strandpromenader, specielt i Fuengirola. De traditionelle chiringuitos (strandbarer), der blev bygget af caña (bambuslignende siv), hvor stole og borde stod direkte i sandet, er nu for det meste fortid. I stedet er der restauranter på begge sider af promenaden, der i de senere år har vist et stærkt renoveringsbehov, mange af dem nærmest forfaldne, hvilket blandt andet skyldes bureaukratiske problemstillinger, som vi ikke vil komme ind på her. Det vigtige er, at restaurantejerne endelig har kunnet forlænge deres licenser og dermed fået motivation til at investere i deres forretninger igen.
Alt tyder på en sommer med overfyldte strande, restauranter og få parkeringspladser. La Danesa har derfor spurgt en række danskere om, hvordan de kommer gennem sommeren, samt om et par rejsetips i sommervarmen. Så hvad enten du er fastboende eller på ferie på Costa del Sol, får du i denne udgave af magasinet et par gode råd til spændende udflugter.
”Qué Pasa”-sektionen i magasinet er også en glimrende mulighed for at søge inspiration til aktiviteter i varmen. Hvad enten man ønsker at besøge et af kystens markeder eller deltage i en af sommerens mange koncerter, er der information at hente på disse sider i magasinet.
I månedens ”skæve vinkel” møder vi denne gang Lars Bach Christensen.
Alle siger, de bygger det bedste. Men Lars Bach Christensen vil vise det. Derfor udbydes hans nyeste byggeri ”Big Daddy” først til september, når drømmeboligen står helt indflytningsklar. Det bliver en af Solkystens dyreste boliger og kronen på værket for en dansk developer, der altid har gået stille med dørene men været stærkt dedikeret. Mød Lars på side 16 i magasinet.
De fleste, der bor på Costa del Sol, er kørt forbi Spaniens mest bevogtede og eksklusive urbanisation, La Zagaleta – det sidste luksusboligområde på vejen fra San Pedro til Ronda. På grund af sikkerheden har kun meget få været indenfor portene. Udefrakommende får aldrig indsigt i, hvem der bor i de spektakulære ejendomme, hvilket kun giver ekstra næring til rygterne. Så er Zagaleta et sted, hvor berømtheder gemmer sig fra rampelyset?
Vi har forsøgt at finde hoved og hale i de mange sandheder og løgne om Europas mest eksklusive boligområde. Læs med på side 34.
Månedens udflugt går til Las Tablas de Daimiel – en skøn lille plet på Spanienskortet.
Las Tablas de Daimiel er Spaniens mindste nationalpark, på kun 30 km2 og den er opstået der, hvor den vældige flod Guadiana får tilløb af en sideflod ved navn Gigüela. Disse to floder oversvømmer den flade slette syd for Los Montes de Toledo, og det lave vand er meget eftertragtet for trækfugle, for her kan de finde føde og overnatte i sikkerhed.
Men det er ikke kun fuglene, der gør Las Tablas til et interessant besøg. Der hviler en ro og fred over dette område, som er opløftende og skøn.
Er der noget mere forfriskende i sommervarmen end et glas koldt, boblende champagne?
Skal du have gæster, og synes du ikke, det er originalt nok at servere ren champagne som velkomstdrink, giver vi dig et par bud på, hvordan du kan mikse dine egne cocktails.
God fornøjelse!
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001