Granada – uden Alhambra

Granada bugner med nye fancy hoteller og i disse coronatider er priserne lave og konkurrencen om de få rejsende høj. Da vi gerne ville bo centralt med P kælder valgte vi Eurostar Catedral – et helt nyt hotel klos op ad katedralen med en superfin P kælder. Granada er et trafikalt mareridt men det er let at finde ind til hotellet hvis man fortæller sin GPS at man skal til Calle San Jerónimo 1. Det er ikke hotellets adresse, men altså den man fortæller GPSen. Så kommer man lige ind til hotellet og skal blot dreje til venstre for enden af gaden og ned i P kælderen. Hotellet har 4 stjerner og et lækkert dobbeltværelse kostede 57 €. Hertil kom 22 € for P plads, men de var godt givet ud. 

Lige ved siden af hotellet ligger der et turistkontor og der gik vi ind for at få et bykort, en seddel med åbningstider og en masse ideer. Med to dage skulle vi starte i Albayzin, som er det ældste og mest oprindelige kvarter i byen. Der skulle vi se et bad, to huse, et palads og den kendte udsigtsterrasse San Nicolas. Fra hotellet skal man bare gå 100 m. op til Gran Via de Colón, krydse gaden og så er man i Albayzin.  

Vi startede med at se det gamle arabiske bad: El Bañuelo, som ligger på Carrera del Darro – lige ned til Darro floden. Under araberne var der 21 bade i byen, men el Bañuelo er det mest velbevarede og fint er det. Her får vi at vide at vi for 5€ pr. næse kan købe billet til de 3 største seværdigheder i Albayzin, så det gør vi. Udover badet er det El Horno de Oro og paladset Dar al-Horro.  Badet har både et rum for koldt, et for lunkent og et for varmt vand, og der er fine buede lofter med stjerner. 

Næste stop er El Horno de Oro – altså guldovnen, og dette fine arabiske hus ligger kun et par 100 meter fra badet. Men hvad er det nu for noget med guld og en ovn. Jo, altså den ene af Granadas floder hedder Darro og den kommer lige lukt oppe fra sneen i Sierra Nevada. Navnet er en forvanskning af ”de oro” – altså guldfloden og man fandt ganske enkelt guld i floden i fortiden. Det siges tilmed, at der stadig er guld i den, men mon det nu kan passe? I hvert fald så var der i huset med guldovnen engang en ovn, hvor man smeltede guld. Huset er meget fint med den traditionelle patio i midten og værelser rundt omkring i to etager. Lofterne er meget fine og det hele er smukt restaureret. 

Efter guldhuset tager vi lige et smut hen til Casa de Zafra, som ligger lige i nærheden og som også er et fint gammelt arabisk hus. Her har man opsat en masse plancher som fortæller om Granadas historie og man bør besøge dette hus så man rigtigt kan fornemme historiens vingesus over byen.

Nu stiger vi op mod den meget kendte mirador de San Nicolás, som ligger midt i Albayzin og hvorfra man har et fantastisk kig over mod Alhambra på den anden side af Darro og sneen i Sierra Nevada. Der findes et ordsprog om Granada, som lyder sådan: “Dale limosna, mujer, que no hay en la vida nada, como la pena de ser, ciego en Granada”. Lidt frit oversat lyder det: ”Kvinde, giv den blinde tigger en almisse, for der findes ikke nogen større kval i livet end at være blind i Granada”. Og det må man nok sige når man står her på San Nicolás og kigger over på Alhambra, på sneen i Sierra Nevada, på byen nede til højre og alle herlighederne. En del mennesker hænger ud her blot for at nyde livet og indtage synet – en sand perle. 

Vi fortsætter opad og efter en del roden rundt lykkes det os at finde frem til paladset: Dar al-Horro. Dette palads var bolig for Boabdil´s mor: Aixa. Hun var gift med Muley Hacen, den næstsidste kalif af Granada. Det er ham, som den iberiske halvøs højeste bjerg Mulhacén (3479 moh.) er opkaldt efter, da han blev begravet der. Udover Aixa havde han endnu en kone, Soraya, som var en kristen kvinde, der var konverteret til islam. Hun var med i begravelsesfølget, da Muley Hacen blev stedt til hvile på bjerget og hun blev, sammen med hele følget, halshugget da de kom ned igen, fordi ingen måtte afsløre hvor MH lå. 

Den skæbne slap Aixa for, måske fordi hun fik 3 børn med MH, men der var altid ballade i de fyrstelige gemakker og derfor boede Aixa i dette palads og ikke hele tiden på Alhambra. Man sagde om Aixa at hun nedstammede i lige linje fra profeten Muhammed, så hun havde en meget høj status. Hendes søn Boabdil blev den sidste sultan i Granada og det var hende der sagde de berømte ord om sønnen: ”Lloró como mujer lo que no supo defender como hombre” – ”Han begræd som en kvinde det han ikke vidste at forsvare som en mand”.

Sagen var jo den, at Boabdil overgav sig og byen til det katolske kongepar Isabel og Fernando den 2. januar 1492 uden kamp. På det tidspunkt havde La Reconquista (de kristnes tilbageerobring af Spanien) stået på i flere hundrede år, og Boabdil var klog nok til at se skriften på væggen. Hans dynasti var det sidste islamiske kalifat på den iberiske halvø, og der var ingen hjælp at hente. Han overgav nøglerne til Granada til det katolske kongepar og drog i eksil med sit følge, herunder Aixa. Passet ”El suspiro del moro” (maurerens suk) var det sidste sted, hvorfra han kunne se sit elskede Granada og han sukkede og græd bitterligt. Det kan man egentlig godt forstå. Derefter steg han og følget ombord på et skib i Almuñecar og sejlede til Marokko, hvor de slog sig ned i Fez.  

Og nu skal vi ind og se Aixas palads højt oppe i Albayzin. Paladset er bygget efter den traditionelle plan med en fin patio i midten og værelser rund om. Der er også en have og nogle fine abscisser hvorfra man kan sidde og se ud over byen. Paladset er fint, men hamle op med Alhambra kan det ikke. 

Nu iler vi ud efter mad og nyder herlig salat med falafler og den spændende krydrede suppe harira i en lille biks på gaden Elvira. Efter denne kulturelle neddykning i den arabiske kultur skal vi bare have tilsvarende mad. 

Under Corona lukker alle barer, restauranter og butikker kl. 18, men vi må færdes ude til kl. 22, så vi slentrer ned til byens anden flod: Genil, hvor der er kager og liv og glade dage.  Derefter slentrer vi en tur hen ad Gran via de Colón, men beundrer først statuen af Columbus og dronning Isabel i centrum, der hvor gaden starter. En kæmpe statue af de to er rejst der, og man ser Columbus knæle for dronningens fødder. Det var lige efter Granadas fald at Isabel endelig bevilgede Columbus penge til sin færd over Atlanterhavet. Kontrakten blev underskrevet den 11 januar 1492 og kun 10 måneder senere, den 12.10., kunne Columbus sætte sine fødder på en lille ø ud for det amerikanske kontinent. Men det er en anden historie.

Vores hotel samarbejder med en restaurant, der leverer mad ud af huset og man kan få et spisekort, hvorfra man kan bestille alt det man lyster inden kl. 22, og så kommer de med maden, som man så kan spise på værelset. Man behøver altså ikke at gå sulten i seng. 

Næste morgen drager vi op til en lille bar på Gran Via nr. 9 for at spise morgenmad, for vi er vilde med pan con tomate og café con leche og det får man i fineste stil på denne lille lokale bar. Derefter går vi endnu engang op langs med El Darro for der ligger endnu et palads, hvori man har indrette byens arkæologiske museum. Der er gratis adgang og museet er overskueligt og fint. Her støder vi på ”the usual suspects” i historisk forstand: ibererne, romerne, vestgotherne, maurerne og til sidst de kristne. De har alle sat deres kulturelle spor i Granada og dem kan man se på museet. 

Men der er mere: ned ad gaden Los Reyes Católicos vandrer vi for at se El Corral del Carbón: Kulgården, som også blev bygget under maurerne som et lager / hotel til de mange handlende, der kom til byen for at sælge deres varer. De skulle have et sted, hvor varerne kunne opbevares og hvor de selv kunne overnatte, og denne store bygning blev etableret til dette formål. Den står endnu helt intakt og har en meget fin indgangsportal. Senere blev den brugt til opbevaring af kul – heraf navnet.

Vi er ikke færdige med Aixa endnu, for nu skal vi hen at se det flotte rum, hvor hun modtog officielle gæster. Hun havde jo stor magt og måtte have et fint sted til at udøve sine officielle pligter. I en have midt i byen byggede maurerne så El Cuarto Real de Aixa – eller som det helt misvisende hedder i dag: El Cuarto Real de Santo Domingo. Man går langs med et fornemt springvand hen mod en firkantet bygning, som huser det meget flot dekorerede rum i arabisk stil. Efter tilbageerobringen var der nogle dominikanske munke, der fik lov til at benytte rummet, og derfor blev det omdøbt til Santo Domingo. Det kunne de godt have ladet være med. Men el Cuarto real er bestemt et besøg værd. 

Nu iler vi hen til Museo Casa de los Tiros lige i nærheden, hvor vi i endnu et fint palads fra 1500-tallet kan se forskellige historiske parafenalier samt portrætter af diverse spanske konger. Også fint. 

Men nu er det som om vi ikke kan tage flere paladser og museer. Heldigvis ligger der en supergod vegansk restaurant lige i nærheden, på Plaza de los Girones 7 med navn Hicuri og her serverer de fantastisk mad. Så på denne lystige måde afslutter vi vores første besøg i Granada. Men det er gået op for os, at der er meget mere at se, så vi tager afsted igen om 14 dage for vi mangler jo: Sacromonte, hvor sigøjnerne holdt til, med huler og et hulemuseum, vi mangler flere museer, vi vil se mere af Albayzin og vi vil vandre op til Generalife. Endelig vil vi se El Parque de las Ciencias – et videnskabsmuseum med park. Plus det løse. Følg med i næste nummer af La Danesa.  

PS. Det er en fordel at besøge Granada en lørdag, da det er den dag hvor museerne har længst åbent, nemlig fra 10.30 til 17.00. De andre dage lukker de fleste kl. 13.30.