Den skæve vinkel: Mogens Holmen

Han har haft over 50 år til at finde svaret, men har fortsat ikke fundet det. Hvad der i 1972 fik ham til at tage plads i en nybygget og usikker rutchebane står fortsat uklart. Men Mogens Holmen har ikke bare nydt turen. Han tager gerne en tur til. Hans fire årtier i det dansk stiftede Tivoli World blev en livsstil – et spændende tur i livets karrusel.

Det var en halvvåd regnskabschef med beskidt fodtøj, der i hele november mødte op på kontoret. Det silede ned måneden lang, og det var ikke sjovt at kæmpe sig op ad de mudrede jordveje, som førte til den nyåbnede forlystelsespark. Det var generelt op af bakke for Tivoli World, selvom gejsten absolut ikke fejlede noget. ”Der var en fantastisk ånd og en urokkelig tro på, at det nok skulle lykkes. Når kontoret lukkede, åbnede indgangene. Så kunne vi jo ikke bare gå hjem. Vi blev alle til langt ud på aftenen,” husker Mogens Holmen. I samme sætning får han fortalt, hvorfor Tivoli blev omdrejningspunktet i hans liv.

Mogens Holmen er i dag nok den sidste af de første ledende medarbejdere fra Tivoli World, der er tilbage. Der er masser af gode dage tilbage i ham. Med hans fortid er det dog svært ikke at snakke gamle dage. Der har været talrige danske erhvervsprojekter gennem årene på Solkysten – men intet som Tivoli World. Det er nemlig svært at finde en voksen spanier på Costa del Sol, som ikke har et godt barndomsminde fra Tivoli. ”Vi skabte jo ikke bare bygninger, arbejdspladser og vækst. Vi skabte glæde og minder for hundredtusindvis af borgere. Det må vi aldrig glemme,” mener Holmen. De gode kollegaer, festerne efter fyraften og virksomhedens rutcheture har han heller ikke glemt. Det sidste trækker han på smilebåndet af i dag.

Non-stop turen i rutchebanen

Det var en sjov tanke som, stik imod alle odds, blev en realitet. En håndfuld danske investorer var med på idéen, og de livsglade spaniere gik aldrig i vejen for en god fest. De havde bare ikke så mange midler at gøre godt med. ”Tivoli gik hurtigt konkurs. Besøgstallet var godt, men omsætningen var alt for lav. Vores publikum brugte ingen penge. Et par år senere vandt turismen for alvor frem. Det hjalp gevaldigt på det,” fortæller Holmen. I regnskabsafdelingen fik han fra 1975 tallene til at hænge bedre sammen, og han husker tydeligt, at Tivoli World i ’83 havde 983.000 betalende – og købelystne – gæster. ”Det var gode tider, men det blev aldrig stabile tider. Ledelsen haltede, man ansatte de forkerte folk og der var et alt for stort svind i butikken. Det stod på i årtier,” mener den pensionerede regnskabschef. Vel kunne der være uro i virksomheden, men privat fandt Mogens Holmen hurtigt en indre ro. Han kunne lide at være her, havde fin omgang med de lokale og tøvede ikke med at konvertere sin lejebolig til ejerbolig, da han fik tilbuddet. ”Jeg har altid følt mig ung her. Jeg har altid nydt at gå ud – også til sent. Både i og udenfor Tivoli har jeg altid haft festlige folk omkring mig,” fortæller Holmen, med et glimt i øjet. Man er ikke i tvivl om, at han kan andet end at nusse i bilagene.

Mad, roser og 10.000 skridt

Mogens Holmen kan nemlig lave mad – god mad. ”Vi kan sagtens bruge et par timer om dagen på indkøb og madlavning. Vi lægger en dyd i at få lidt godt på tallerkenen,” fortæller den madglade dansker, som i snart 18 år har nydt dagligdagen med sin spanske ven. Han nyder også sin have. Vel gør en gartner i dag det grove arbejde, men ellers klipper Mogens selv hver en rose. De skridt, han ikke måtte få taget i haven, tager han på stranden sidst på eftermiddagen. ”Jeg går 10.000 skridt hver dag – uden undtagelse. Begynder jeg først på det, bliver jeg hurtigt en gammel mand,” griner Mogens Holmen. Han glæder sig til årene, der kommer – og er taknemmelig for årene, der er gået. ”Jeg kunne jo være blevet som regnskabschef på konvolutfabrikken i Søborg og sikkert fået et godt og helt normalt liv i Danmark. I stedet tog jeg en tur i Tivoli World,” bliver de sidste ord fra Mogens Holmen. Det er snart 52 år siden. Han har altid måttet knokle for det, man har så sandelig også fået danset og rejst solen sort. Mogens Holmens livsregnskab er gjort op. Kassen stemmer. Og lidt til.

Ti skæve til Mogens

Fortæl en ting, som (næsten) ingen ved om dig?

Jeg havde 12 søskende, og jeg er den næstsidste i rækken. Der er præcis to år mellem os alle, men vi har altid haft et fantastisk forhold trods den store aldersforskel. Vi er i dag tre søskende tilbage.

Det bedste og værste ved Costa del Sol?

Det gode vejr og spaniernes livsglæde er en gave. Det værste er bureaukratiet. På halvdelen af alle mine dokumenter og identifikation hedder jeg Mogens Holmes – med s i enden. En administrativ medarbejder tastede mit navn forkert engang i 70’erne, men fejlen er aldrig kommet ud af systemet, til trods for at jeg har insisteret voldsomt.

Din bedste og dårligste handel?

Den bedste handel er mit hus som jeg købte i 1976 for 2,8 millioner pesetas. Allerede ti år senere var jeg gældfri. Den værste var min Renault Megane, som slugte alt for meget benzin og var klodset at parkere.

Hvad gør dig nervøs?

Folk, der dummer sig på TV. Og folk, der konstant afbryder hinanden under en debat.

Har du et godt ritual?

Jeg henter altid avisen om morgenen i kiosken og går altid 10-12.000 skridt om eftermiddagen.

Hvem kunne du godt tænke dig at drikke en øl med?

Jeg ville gerne mødes med Albert Rivera – stifteren af partiet Ciudadanos. Jeg syntes, han stod for fornyelsen i spansk politik. Desværre faldt det hele på gulvet.

Tror du på Gud?

Nej – jeg tror på mig selv. Vel er jeg både døbt og konfirmeret, men det første blev jeg aldrig spurgt om, og det sidste blev jeg tvunget til.

Er der noget, du fortryder i dit liv?

Nej, jeg ser med glæde tilbage på mit liv. Jeg har absolut ikke noget til gode. Jeg tog gerne turen en gang til.

Har du en helt – eller et forbillede?

Det er Hr. Jensen – skolebestyreren af min realskole. Han var en god lærer med nogle gode principper, som forstod at indføre en sund disciplin uden at slå os.

Hvad er det vildeste, du har gjort eller prøvet i dit liv?

Det mest vanvittige var den nat i 70’erne, hvor jeg tog hele omsætningen fra Tivoli med på diskotek efter fyraften. Dengang bekymrede det mig ikke. Franco levede fortsat og tyveri var nærmest et fremmed begreb.