Birger Peitersen tog fra vinterbadning i Middelhavet hjem til det danske VM-hold i fodbold, som han nu med entusiasme følger i højderne i Sydafrika.
Jeg har også interviewet Birger Peitersen i radio.
Da min introduktion af ham blev lidt for lang og monoton – også for den 65-årige Peitersen – tog han prompte ordet og berettede velsmurt om det, vi på forhånd havde aftalt.
Han er et ordets mester. ”Men jeg skriver ikke ret godt”, siger manden, der har udgivet 19 bøger – heraf flere på fremmedsprog.
”Jeg er grundig og bruger lange aftener på forfatterskabet. Og heldigvis kunne jeg anvende meget af det i min undervisning på universitetet i København, ligesom en del er baseret på mine forcer, fodboldtaktik og pædagogik. Indrømmet, jeg blev lidt stolt, da jeg i en boghandel i Barcelona så en bog af Birger Peitersen på hylderne”.
Vi har sat Peitersen – bedst kendt som en entusiastisk, analytisk og meget vidende fodboldkommentator – stævne i fru Annette og hans 40 år gamle villa på Calle Canela i Torreblanca for at snakke om deres længere og længere Spaniens-ophold, livet i undervisning, foredrag, fodbold og rejser.
Forinden havde jeg fået en mail med bl.a. følgende ordlyd om Birger Peitersen fra min gode ven Frits Christensen, tidligere sportsredaktør på Jyllands-Posten:
”Birger Peitersens basisviden som veluddannet fodboldtræner kombineret med store pædagogiske evner har i mine øjne gjort ham til den bedste analytiker og kommunikator blandt danske fodboldeksperter”.
Det er derfor, Danmarks Radio påny har kaldt på ham, når Danmark i denne måned deltager i slutrunden om verdensmesterskabet i fodbold med spillested i 1600 meters højde i byerne Pretoria, Rustenburg og Johannesburg. Han supplerer i de direkte transmissioner journalisten Andreas Kraul og tilkaldes til ekspertkommentarer i TV.
Og som altid glæder Birger Peitersen sig – ikke mindst til dette, der bliver hans sidste VM. Det er Annette og han enige om med denne lille tilføjelse fra herren i huset: ”Lad os nu se…”
Interesser
De havde nydt næsten fem måneder – disse med den megen regn – på Costa del Sol, inden de rejste til Danmark for at følge nationens VM-testkampe.
Deres villa købte de i sin tid af Annettes far, den på Kysten så kendte Preben Rasmussen, som var kulturmedarbejder på magasinet Solkysten og i dag nyder sit otium i Århus. De er nu begge efterlønnere med fælles interesse for tennis, som de udøver i Club Danés, kunst og historie med udforskning af Spanien på hyppige køreture.
Og som i Danmark starter hver eneste dag med en dukkert. De er vinterbadere, både når der er is på vandet i Øresund og når Middelhavsbølgerne skvulper ud for Torreblanca.
Kroppen og pædagogikken har været og er stadig vigtige ingredienser i deres liv.
Og i denne omgang gav de sig tid til en del besøg fra Danmark.
De ses hyppigt ved frokosttid på en chiringuito på Paseo’en og om aftenen står Birger Peitersen tit i køkkenet derhjemme.
”Jeg elsker italiensk og spansk mad, og tilberedningen af den”, beretter han.
Fik skylden
Birger Peitersen er ud af en idrætsfamilie. Hans far var en af de store brydeledere, Leo Peitersen, formand for Dansk Atlet-Union, med sæde i repræsentantskabet i Dansk Idræts Forbund og leder ved De olympiske Lege i Rom i 1960. Selv startede Birger som bryder med et klubmesterskab i myggevægt i Skovbakkens brydeafdeling.
”Men det var for hårdt”, siger han. ”Man fik jo vredet hovedet om og flere brydere fik blomkålsører. Nej, det var ikke mig.
Så jeg begyndte i stedet at spille fodbold på gaden med drengene og kom i klub. Som målmand. Da jeg efter et 0-5 nederlag til AGF fik hele skylden, droppede jeg fodbold. Dog kun for et år, så var jeg tilbage igen. Men som markspiller – på midtbanen, hvorfra det siden hen blev til udtagelse for mig på såvel Århus byhold som jysk unionshold.
Og jeg blev fast mand på Skovbakkens 2. divisionshold i fodbold”.
Alle dygtige
Birger Peitersen får sit første kommentatorjob i 1988 på radio-sporten i DR med Henrik Brandt som leder. Han debuterer sammen med navnkundige Flemming Toft på P3 på hans sidste job for DR inden skiftet til TV2. Det er i landskampen Grækenland-Athen midt i oktober samme år.
Herefter arbejder han på skift sammen med kendte reportere som Carsten Werge, Jens Jørgen Brinck, Peter Piil, Hans Krabbe og nu Andreas Kraul.
Starten som kommentator for TV3 på Champions League fandt sted i 1992.
”Hvem af disse var så den bedste speaker”?
”Alle er meget dygtige. Velforberedte og begejstrede for deres metier. Jeg har været imponeret af dem alle og har haft stor glæde af at arbejde sammen med dem. I dem har jeg fået virkelig gode venner og har stor respekt for deres kunnen”, siger Birger Peitersen.
I øvrigt er respekten gensidig. Og de danske reportere nyder endvidere glæde af, at Birger Peitersen er træner og holdleder for det danske landshold for sportsjournalister.
Rejserne
”Og det er blevet til en del rejseri med disse folk?”
”Ja, jeg har været i alle fire verdenshjørner og det har givet mig utrolig meget. Jeg har fået indtryk af de forskelligartede kulturer og et nært kendskab til, hvordan fodbolden har udviklet sig rundt omkring. Jeg får lettere ved at lave analyser, når jeg kender nationerne indefra.
Endvidere læser jeg en masse om dem, inden jeg sætter mig ved mikrofonen.
”Har du aldrig været bange for at blive en såkaldt fodbold-idiot?”
”Jeg har haft mit universitetsjob som en god modvægt.”
”Så fodbold-professor da?”
”Nej, heller ikke. Jeg er ikke manden, der udenad kan huske en fodboldstilling i en bestemt række et vist år eller hvem, der spillede for hvem rundt omkring. Mit job er analytikerens med indlevelse i begivenhederne på banen.
Tilbage til Zambia
Mod slutningen af VM-slutrunden i fodbold rejser Annette ned til sin mand i Sydafrika.
Uanset, hvordan det går Danmark, skal han i æteren for DR i semifinalerne i Cape Town og Durban den 6. og 7. juli og finalen den 11. i Johannesburg. Herefter rejser parret videre til Lukasa, hovedstaden i Zambia. Her havde de tre skønne år fra 1972-1975, hvor Birger Peitersen for DANIDA arbejdede i udenrigsministeriets hjælpeprogram på byens universitet.
Han uddannede idrætsstuderende til at blive lærere på landets seminarier.
”En nostalgisk rejse”, som de siger. De vil opsøge universitetet påny og finde den bolig, de havde.
”Vi var meget begejstrede for forholdene og hele atmosfæren i landet med den svingende økonomi, da kobber er landets eneste råstof. Og vi skal da også gense fodbolden i landet”.
Anette og Birger Peitersen fortsætter til Zanzibar på Afrikas østkyst for en afsluttende ferie her.
En markering på Birger Peitersens rolige nedtrapning som kommentator.
Med mere tid til livet i udsigtsvillaen i Torreblanca.
Det meste af verden er oplevet.
Danmark når i kvartfinalen
Der er ikke den mindste tvivl i Birger Peitersens stemme:
Danmark når helt frem til kvartfinalerne ved VM-slutrunden.
Og så kan alt jo ske.
Danmark er i indledende pulje med Holland, Cameroun og Japan. De to bedst-placerede hold går videre.
Danmark slutter puljen med mindst 7 point ved uafgjort mod Holland og sejre over Cameroun og Japan.
”Det er for Danmark en god pulje”, siger han. Træner Morten Olsen har fra sit tidligere virke i hollandsk fodbold og med sin nuværende bopæl i Belgien et indgående kendskab til denne nations hold.
Japan er uden den store VM-erfaring og ikke holdbar i 90 minutter. Mandskabet har ikke kvalitet og ingen af dets spillere kan ryste det danske hold.
Cameroun kender vi jo alle lidt til med Espanyol-målmanden Kameni og målfarlige Etoo, tidligere FC Barcelona og nu Inter i Italien. Men det er et meget ujævnt hold.
I kvartfinalen møder Danmark nok enten Italien eller Paraguay.”
Spanien eller Brasilien bliver verdensmester
Slutrunden om verdensmesterskabet i fodbold afvikles fra den 11. juni til den 11. juli i de sydafrikanske byer Cape Town, Port Elizabeth, Durban, Mangung, Bloemfontein, Johannesburg, Rustenburg, Nelspruit, Polokwane og Pretoria.
I de indledende otte puljer mødes følgende hold:
A: Sydafrika, Mexico, Uruguay og Frankrig.
B: Argentina, Nigeria, Sydkorea og Grækenland.
C: England, USA, Algeriet, Slovenien.
D: Tyskland, Australien, Serbien og Ghana.
E: Holland, Danmark, Cameroun og Japan.
F: Italien, Paraguay, New Zealand og Slovakiet.
G: Brasilien, Nordkorea, Elfenbenskysten og Portugal.
H: Spanien, Schweiz, Honduras og Chile.
Birger Peitersen tipper Spanien eller Brasilien som verdensmester.
Han og de danske spillere indlogeres i den sydafrikanske by Knysaza og flyver fra kamp til kamp til henholdsvis Rustenburg, Pretoria og Johannesburg.
Danske VM-placeringer
Danmark har tre gange i fodboldhistorien deltaget ved en slutrunde om verdensmesterskabet.
Her blev slutplaceringerne/resultat:
1986 i Mexico: Tabte 1-5 til Spanien i en 1/8-finale den 18. juni i overværelse af 38.500 tilskuere i Queretaro.
1998 i Frankrig: Tabte 2-3 til Brasilien i en 1/4-finale den 3. juli i overværelse af 35.500 i Nantes.
2002 i Sydkorea/Japan: Tabte til England i en 1/8-finale den 15. juni i overværelse af 30.000 tilskuere i Niigata.
Hans vide verden
Birger Bloch Peitersen
Født den 7. marts 1945 i Århus.
Dansk fodboldekspert.
– Peitersen blev i 1972 uddannet i idræt og historie ved Københavns Universitet. Han blev derefter idrætskonsulent i Zambia i tre år, og ved hjemkomsten gymnasielærer ved Rungsted Statsskole, inden han i 1981 kom til Danmarks Højskole for Legemesøvelser (det nuværende Institut for Idræt).
Som aktiv spillede han for Skovbakken IK i 2. division.
– I 1978 fik Birger Peitersen sin første træneransættelse – for Helsingør IF. Et job han havde, indtil han begyndte på Danmarks Højskole for Legemesøvelser.
– Fra 1985-1988 var han landstræner for Danmarks kvindelandshold.
– I 1987 blev han hyret som træner for Brøndby IF, da Ebbe Skovdahl tog til portugisiske Benfica. Det danske mesterskab vandtes det år af Brøndby.
Peitersen havde jobbet i Brøndby sideløbende med kvindelandsholdet, men stoppede, da Skovdahl året efter kom hjem – fyret i Benfica.
Han har stået i spidsen for udvalgte sjællandske hold, som fostrede storspillere – bl.a. Brian Laudrup.
– Siden 1984 har Peitersen været ekspert på flere kanaler i fjernsynet – bl.a. TV3, Kanal 5 og DR, hvor han nu hovedsagelig anvendes som radiokommentator.
– Hyppig anvendt foredragsholder i store danske virksomheder med begrebet team-building som top-emne.
Bruges som rejseleder for trænere og sportsfolk.
– Birger Peitersen har udgivet 19 bøger – hovedsagelig instruktionsværker og idrætspædagogik samt beretning om fankulturer. En del er oversat til andre sprog. Bl.a. to til spansk.
– Er på 43. år gift med Annette, lærer af profession. I Danmark har de bopæl i Espergærde.
De har to sønner og et barnebarn.
Den ene søn er direktør og medindehaver af et reklamebureau i København og den anden ansat i en tænketank for etisk økonomi i London.
Foto: Jacob Poulsen (Norrbom Marketing) og Morten Møller
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001