Mens vi lader den græske tragedie udspille sig, forsøger både spanske og danske politikere at bilde os ind, at de har en bæredygtig plan. I deres iver efter af smiske for vælgerne er redningsplanerne så lamme, at borgerne ganske enkelt ikke gider at bakke dem op. Tænk lige over det: Hvor ringe er det, at vi borgere simpelthen ikke gider at være med til at redde vores land? Vi tændes ikke, kan ikke finde ind til den fælles kampgejst, vi tror ikke på politikerne… Hvorfor? Fordi det er gået op for os, at det såmænd er fuldstændig ligegyldigt, hvilken farve regeringen har, de økonomiske reformer bliver grundlæggende de samme: Ingen. Tag nu bare dansk politik, hvor det farligste ord ikke er underskud eller arbejdsløshed. Nej, det absolut uhyggeligste ord er ”efterløn”. Som selvmordsbombere med en politisk sprængladning på ryggen, sniger de sig rundt på Christiansborg i evig frygt for detonation = komme til at sige fy-ordet. Imens ryster befolkningen på hovedet, for direkte adspurgt om man vil fortsætte på arbejdsmarkedet, fra man er 60, til man bliver folkepensionist, eller om man foretrækker at nyde livet på offentlig forsørgelse, spille golf, grave have og tage børnebørnene med i Zoo, ja, hvad er så det mest oplagte svar?
Så fjern dog den efterløn! Det er jo latterligt. Returner de småpenge, som hver enkelt har opsparet, og kom videre. Det er jeg sikker på, at alle kan forstå. Jamen, hvad så med de nedslidte rengøringskoner og slagterimedarbejdere?, klynkes der. Har man knoklet sig til invalid, er der førtidspension, og resten er blot megaforkælelse. Helt ærligt, hvad havde fx rengøringskonerne regnet med? Det kan være hårdt at gøre rent, det ved enhver, og det er også derfor, at man allerede som teenager har mulighed for at fravælge en sådan karriere, og derimod takke ja til nogle af de mange gratis uddannelsestilbud, som kan resultere i en ergonomisk korrekt indstillet kontorstol placeret med udsigt til en økologisk kaffeautomat og pensionsordning. Konfliktskyheden overfor atletiske, kvikke, dygtige og langt fra færdige (læs: arbejdsdygtige) danskere er både umoralsk og pinlig. En modig politiker er efterhånden lige så sjælden som gyngehestelort. Den opulente offentlige sektor har omklamret danskerne så længe, at de har glemt, at virkekraft og ansvarlighed skaber vindere. Som Hella Joof formulerede det i radioen for nylig: "Vi skal ud af offermentaliteten. Middelklassen sidder som fugleunger med åbne næb. Men det er altså ikke synd for alle, der tjener under 1 mio."
Mentaliteten er, at man ikke kan gå to skridt selv, uden at man skal have hjælp til det ene og det andet. Som en psykolog proklamerede på TV: ”Hvis folk ikke kan finde ud af at spise ordentligt, så må staten træde til. Hallo! Flere og flere unge koldstarter dagen på tom mave, bringer Pressen, som om det var en nyhed og et offentligt ansvar. Lad det dog ligge. Er det endnu ikke feset ind hos Retardo-Gert, at det er en virkelig ringe idé ikke at spise morgenmad, så lad ham dog selv om det. Et andet eksempel på omklamring var indslaget om, at morgensang på en offentlig arbejdsplads bragte sygefraværet ned. Helt uden at se mærkelig ud i hovedet sagde hun det, journalisten. Sig mig engang, var det ikke på tide, at nogen frabad sig at blive behandlet som børn? Men det gider vi vel heller ikke, ligesom ingen gider at stille spørgesmålstegn ved Helle og Villys satsen på hjemmemarkedet og sparken gang i offentlige investeringer. Er det mig, der er helt bagud? – eller er det ikke sådan, at der kun bor ca. 5 mio. mennesker i DK? Kæmpe marked … vorherrebevares. Og den med de offentlige investeringer er da rendyrket Ebberød Bank, eller? Danskerne betaler deres skat med glæde. Det viser en undersøgelse fra forrige måned i hvert fald, at 40% af dem gør, selvom de godt ved, at der er flere offentligt ansatte samt øvrige på offentlig forsørgelse end der er ansatte i det private erhvervsliv – og at medierne bugner med eksempler på elendig offentlig service. Er det mon Stockholmsyndromet, de lider af?
Feliz midsommer!
he
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001