Det danske magasin i Spanien
PROFILEN: Off road med Henrik West

PROFILEN: Off road med Henrik West

“Hvis vi overtænker, så reducerer vi livet.”

Piloten Henrik overvejer ikke længe. Han springer, rejser ud i verden og kører derhen, hvor vejene forsvinder, og hvor andre ville vende om. Han køber en slange uden konens accept og tør ligeledes gå ind i de rum i sig selv, som de fleste helst kører udenom.

Jeg fik lov til at gå off road med Henrik West.

Normalt flyver hr. West danskerne fra det kolde nord til sydens sol. Han er uddannet til at nødlande og trænet i at bevare roen, når noget går galt. Men da han blev ramt af en autoimmun sygdom, som i perioder nærmest invaliderede ham, blev han tvunget til at nødlande i sit eget liv. Pludselig blev piloten passager i sin egen krop.

Sygdommen havde kolossale omkostninger, men som med så meget andet ligger der ofte en gave gemt også i det svære. For Henrik blev det en dyb taknemmelighed for livet, for sin førlighed og for kærligheden til familien – ikke mindst hans hengivne hustru Christina, som var med til at bære ham igennem.

For når man er syg og lever med smerter og manglende overskud, bliver man på mange måder nødt til at tjekke ud af sit eget liv. Henrik kæmpede desperat for at komme tilbage og brugte tusindvis af euro på at blive rask. Han gik i terapi, og ateisten gik endda så langt, at han bad andre om at bede for ham. Heldigvis blev han hjulpet af medicinen – og af den kraft, han fandt i sig selv. Sygdommen har givet ham en ydmyghed og en følsomhed, men også en ny bevidsthed om, hvor meget der egentlig er at miste, og hvor vigtigt det er at leve.

Henrik samler på gode mennesker og minder, og derfor rejser han så ofte, han kan, ud i verden med Christina og deres tre døtre. De deler eventyrlysten, og Spanien er således ikke deres første eventyr. Sammen har de også boet i både Vietnam og Kina, og generelt elsker han alle de oplevelser, som jobbet som pilot har ført med sig – frihed, kultur og det privilegium, det er hver dag at have den bedste udsigt til vores smukke klode.

Han var med til at starte Norwegian op og har lært meget, men er også blevet udfordret af at arbejde i et så mandsdomineret miljø. For Henrik er styrke nemlig ikke nødvendigvis den, der fylder mest eller råber højest. Sygdommen lærte ham, at der også kan ligge styrke i at vise sårbarhed, tage imod hjælp og tænke positivt.

Modsat hans arbejdsplads er Henriks hjem domineret af piger, hvilket Henrik også har skullet lære at navigere i. Han fik derfor, syntes han selv, den geniale idé at få en fælles hobby med deres midterste datter og købte en slange, mens konen var væk. Så da Christina kom hjem, var Henrik ude at flyve, der var frosne mus i fryseren, og slangen var væk.

Slangen i paradis blev aldrig fundet.

Henrik er tilgivet. For han får stadig “lov” til at tage på en af sine mange motorcykelture til blandt andet Atlasbjergene i Marokko. Han kører enten Wild Wild West med venner eller alene og tager helt derud, hvor kragerne vender, og hvor der hverken er civilisation eller wi-fi. Det kræver mod, men Henrik overtænker heldigvis ikke.

For Henrik blev sygdommen en brutal påmindelse om alt det, der faktisk betyder noget: kroppen, mens den virker. Livet, mens det leves. Og kærligheden til Christina og deres tre døtre. Så i dag er ting blevet mindre interessante. Oplevelser er blevet det vigtigste for ham.

Henrik ved godt, at han er nået til et sted i livet, hvor der måske ligger mere tid bag ham end foran. Det overtænker han heller ikke. Tværtimod har han nu mere travlt med at leve.

Der er stadig steder, han ikke har set, veje, han ikke har kørt, og mennesker, han endnu ikke har mødt, og det er blevet hans drivkraft. For han elsker det, mennesker kan sammen og hver for sig.

“Hvis vi overtænker, så reducerer vi livet.”

Måske er det derfor, Henrik West gerne går off road – ikke kun på motorcyklen, men i livet. For de mest interessante veje er måske netop dem, som ingen andre har kørt før.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.
Secret Link