Det danske magasin i Spanien
Hunde skal også have børstet tænderne!

Hvornår fik din hund sidst tjekket tænderne? De fleste unge hunde har sunde og friske tænder, men når de kommer op i alderen, bliver tandsten almindeligt og problemerne begynder. Det er derfor vigtigt, at du holder øje med din hunds adfærd. Hvis den pludseligt forekommer sur og irritabel, kan det være, at den har tandproblemer.

Mange hundeejere er slet ikke klar over, at deres hunds tænder skal passes, ligesom vi mennesker passer vores tænder. Det er ualmindeligt, at en person over 50 år aldrig har været til tandlægen, men det er til gengæld ikke ualmindeligt, at en midaldrende hund aldrig har fået kontrolleret sine tænder, selvom det er lige så vigtigt, som for os mennesker.

Hvis din hund har dårlig ånde, har svært ved at tygge eller producerer meget spyt, kan det være et tegn på tandproblemer. Over 80 % af alle hunde over tre år lider af tandproblemer. De almindeligste symptomer er, at tænderne løsner sig, det der også kaldes parodontit. Specielt små hunde tilhører højrisikogruppen. Infektioner i mundhulen kan af og til sprede sig til resten af kroppen og forårsage skade på hjerteklapperne, leveren og nyrerne samt medføre en livstruende blodforgiftning.

Hvorfor løsner tænderne sig?
De første tegn på, at tænderne er begyndt at løsne sig, er dannelse af bakteriebelægninger på tænderne, det der også er kendt som plak. Plakken består af en blanding af bakterier, spyt og gamle celler og sidder godt fast på tænderne. Plakken kan kun fjernes ved grundig rengøring enten med en tandbørste eller ved at skrabe det af. Hvis plakken ikke fjernes, udvikler den sig til tandsten, som er en hård, gulbrun og ildelugtende tandbelægning. Tandstenen er ikke en sygdom i sig selv, men den kan i mange tilfælde fungere som grobund for endnu mere plak langs eller under tandkødet. Hvis det sker, ændres bakteriefloraen i munden, og tandkødsvævet og kæbebenet angribes. Hvis ikke der gribes ind i tide, løsner tanden sig og falder ud.

Har din hund problemer med tænderne?
Du kan uden besvær selv tjekke din hunds tænder. Du skal bare løfte hundens læbe i overmunden, så hjørne- og kindtænderne bliver synlige. Hvis tænderne er hvide, og tandkødet er lyserødt, er der ingen tegn på tandproblemer. Hvis tandkødet derimod er mørkerødt og hævet, og der er belægninger eller misfarvning på tænderne, er der uden tvivl tale om tandproblemer, der skal behandles øjeblikkeligt.

Behandling af tandproblemer
Nøglen til god tandhygiejne er at fjerne tandstenen. Den fjernes med ultralyd, mens hunden er bedøvet, hvorefter tænderne poleres, så de er rene og jævne, hvilket gør den efterfølgende tandbørstning mere effektiv, og hunden får en bedre tandhygiejne. Det kan nogle gange være nødvendigt at fjerne løse tænder og fylde de påvirkede tandrødder. Efter ovenstående behandling begynder tandkødet at hele, og chancen for, at tænderne løsner sig, formindskes markant.

Hvordan forbedres hundens tandhygiejne?
Selvom tandstenen er blevet fjernet én gang, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan komme igen. Derfor er det vigtigt, at man sørger for, at hundens tænder altid passes godt. I visse tilfælde kan tandstenen vise sig igen allerede to måneder efter, den sidst blev fjernet. Det er derfor en god ide at bede hundens dyrlæge om at sammensætte en behandlingsplan, der er skræddersyet til netop din hund. Nedenfor gives dog nogle tips til, hvordan tandsten bedst undgås:

Regelmæssig tandbørstning med en speciel tandbørste er den mest effektive måde at forhindre problemer med plak og tandsten. Det er bedst, hvis man allerede, når hunden er hvalp, vænner den til at få børstet tænder. Man skal være opmærksom på, at det normalt tager en voksen hund tre til fire uger at vænne sig til at få børstet tænderne, hvis den ikke har prøvet det før. Desuden er det vigtigt, at tandpastaen er lavet specielt til dyr, og at den ikke skummer, for hunde kan nemlig ikke lide ting, der skummer i munden. Du bør spørge din dyrlæge, hvor ofte du bør børste tænderne på din hund.

De fleste hunde har godt af at gnaske på tyggeben, kødben eller lignende. Det giver nemlig tænderne motion og nedsætter dannelsen af tandsten. Det er også muligt at købe terapeutisk legetøj, der har samme effekt som tandbørstning. Men grundstenen til en sund mundhygiejne er korrekt foder. Det bedste resultat opnås med tørfoder af høj kvalitet. Det er nødvendigt, at hunden bruger sine tænder, og derfor er tørfoder det bedste alternativ.

For yderligere oplysninger kontakt din dyrlæge.

contact@petvetkamu.com
www.petvetkamu.com
Tlf. 952 667 333

Af Susanne Kamu Skandinavisk Smådyrsklinik

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.