Det danske magasin i Spanien
Når mænds energi og lyst daler

Jeg møder jævnligt mænd i slutningen af 40’erne og 50’erne, der siger: ”Jeg er bare ikke mig selv længere.” De har taget på, sover dårligt og vågner trætte. De har intet drive, og gnisten er væk. Kan testosteron spille ind?

Kender du det?

  • Morgenerektionerne er færre, eller rejsningen har ændret sig.
  • Du mangler drive og overskud til ting, du før glædede dig til.
  • Du er træt trods søvn, mere irritabel eller føler dig nedtrykt.
  • Musklerne føles svagere, og maven vokser.
  • Som hustru mærker man måske, at manden har mindre overskud, trækker sig mere, tager mindre initiativ og har mistet noget af sin sædvanlige energi og lyst.

Seksuelle symptomer hænger tydeligst sammen med lavt testosteron. Træthed, nedtrykthed og irritabilitet kan også skyldes stress, depression, søvnapnø, lavt stofskifte eller andre helbredsproblemer. Derfor undersøger jeg som læge meget bredt.

Kan faldet betyde mere end tallet?

Testosteron falder i gennemsnit med alderen, men forløbet varierer. Et studie af mænd på 39–70 år fandt gennemsnitlige aldersforskelle svarende til et årligt fald på cirka 1,2 % i frit testosteron og 0,4 % i totaltestosteron, mens SHBG steg cirka 1,2 %. Det var en sammenligning mellem aldersgrupper, ikke årlige målinger af hver enkelt mand.

Et svensk studie fulgte 282 mænd på 60–82 år i fem år. Mænd, der udviklede bestemte symptomer, havde ofte oplevet et større fald i testosteron. Forfatterne konkluderede, at faldets størrelse var en bedre indikator for symptomudvikling end den aktuelle testosteronværdi.

Et større europæisk studie fulgte 1.991 mænd over 4,3 år. Hos de mænd, der udviklede lavt testosteron som følge af nedsat testikelfunktion, så man en forværring af rejsningsevnen, et fald i den fysiske energi og et lavere niveau af blodprocenten.

Studierne støtter, at ændringen over tid kan være relevant. De beviser dog ikke, at faldet alene giver symptomerne: Begge er observationsstudier, og det svenske studie var lille. Vi kender sjældent en mands niveau fra 20- eller 35-årsalderen, så hans personlige fald gennem livet kan normalt ikke beregnes.

Sådan undersøger jeg det

Jeg måler totaltestosteron om morgenen og gentager prøven, hvis den er lav. SHBG og albumin hjælper med at beregne det frie testosteron – den del af testosteronet, der reelt kan bruges i kroppen.

LH og FSH kan pege på, om problemet ser ud til at sidde i testiklerne eller i signalerne fra hjernen. Jeg undersøger også stofskifte, blodprocent, levertal, kolesterol, blodsukker, BMI og kropskomposition.

Hvad kan man selv gøre?

Hos mænd med overvægt kan vægttab øge testosteron. Motion kan bidrage, især sammen med vægttab. Et mindre forsøg fandt lavere testosteron efter en uge med fem timers søvn om natten.

Hvornår kan testosteronbehandling (TRT) være relevant?

TRAVERSE-forsøget fandt bedre sexlyst og seksuel aktivitet med TRT hos mænd med symptomer og gentagne lave morgenmålinger. Evidensen er mindre sikker, når både total- og frit testosteron er normale.

TRT kan øge blodprocent og blodtryk, påvirke HDL-kolesterol og mindske sædproduktionen. Behandling kræver lægelig vurdering og opfølgning.

Genkender du flere symptomer, så tal med din læge. Du behøver ikke bare affinde dig med dem – men det kræver en grundig udredning at finde årsagen.

Hvad påvirker dit testosteron?

  • Overvægt – især meget fedt omkring maven. Det er en af de vigtigste påvirkelige faktorer.
  • For lidt søvn og især ubehandlet søvnapnø.
  • Meget alkohol over tid.
  • Fysisk inaktivitet og tab af muskelmasse.
  • Ekstreme slankekure, for lidt energi og utilstrækkelig ernæring.
  • Langvarig alvorlig sygdom og visse lægemidler, bl.a. opioider og glukokortikoider, kan påvirke testosteron.
  • Anabole steroider og testosteron på egen hånd kan paradoksalt lukke kroppens egen testosteronproduktion ned og samtidig reducere sædproduktionen kraftigt.
  • Og selvfølgelig alder: Testosteron ændrer sig gradvist gennem voksenlivet, men alder alene betyder ikke nødvendigvis testosteronmangel.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.
Secret Link