Hvorfor det er til alles bedste, at også chiringuitos overholder loven

Strandbarer og -restauranter, som med navnet chiringuitos skæres over én kam, skal ligge mindst 100 meter fra vandkanten, hvilket er forskellen på det maksimale lavvande og bølgernes yderste rækkevidde, og de må højest være på 150 kvadratmeter.

Det burde være let forståelige regler, og de indgår i kystloven, Ley de Costas, som blev indført i 1988. Efter 20 år mente miljøminister Elena Espinosa, som kysterne hører under, i hvert fald, at alle burde have haft tid til at forstå og til at implementere lovgivningen samt til at lave de nødvendige nedrivninger, krympninger og lignende. Det var dog ikke tilfældet.

I stedet lod ejerne og også kommunerne, som har ansvaret for barernes åbningslicenser, til at have set mellem fingrene med lovovertrædelserne. Barerne blev bygget tættere og tættere på vandkanten, og fra at være små skure eller træhytter med stråtag, hvor man grillede sardiner over oliventræ i en gammel fiskerbåd og kun serverede is på pinde og tintos de verano lavet på Don Simón, konverteredes nogle til restauranter i betonkonstruktioner på over 500 kvadratmeter, der ikke lader til at have fulgt nogen form for byggestil eller stil overhovedet.
Efter man startede med at håndhæve loven er enkelte blevet revet ned. Ramaskrigene over beslutningen, der ifølge modstanderne truede noget, der anses for at være en meget stor del af strandkulturen og det glade badeliv, var så høje, at man skulle tro, at planen er at lukke dem alle for evigt.
Det er ikke meningen.

Alle ejer strandene
Strandbarerne er en del af vores kultur og bør blive liggende i vandkanten, mener ejerne af barerne. Det samme gør oppositionspartiet, Partido Popular, men med et valg om hjørnet, beklager de konservative sig i øjeblikket over alt.
I Andalusien beskæftiger de knapt 750 chiringuitos omkring 40.000 mennesker og omsætter for en halv milliard euro. Alene langs strandene i Málaga-provinsen, hvor arbejdsløsheden kravler op imod de 30 procent, er der over 300 barer og restauranter. Så ud fra samme devise, som da regeringen udsatte afgørelsen om et totalt rygeforbud på restauranter, når nu det var dårligt for beskæftigelsen i restaurationsbranchen, har man således i dette tilfælde valgt at afblæse bulldozerne.
Men det er jo ikke fordi, der ikke er en mening med loven, der fastslår, at alle strande tilhører alle spaniere, og ingen – heller ikke en strandbar – må forhindre adgangen til vandet. Så for at sikre denne adgang, og selvfølgelig samtidig forhindre overbebyggelse langs strandkanterne, indførtes loven, der siger, at de skal ligge mindst 100 meter fra strandkanten. Årsagen, til at de maksimalt må være på 150 kvadratmeter, er æstetisk.
Og det er heller ikke fordi, barejerne ikke har haft tid til at opfylde kravene, eller at kommunerne ikke har kunnet finde tid til at se til, at reglerne blev implementeret. Men situationen er altså endnu ikke afgjort, og myndighederne, det vil sige Costas i miljøministeriet i samarbejde med kommunerne, vurderer sag for sag om en bar må holde åbent eller ikke, til de har bygget om, revet ned eller gjort ved. Et eksempel er Estepona, hvor 19 chiringuitos har fået sine åbningstilladelser, mens de to, der ikke overholdt reglerne skal flytte.

Er de virkelig et aktiv for turismen?
Strande og fine strandbarer tiltrækker turisme, der som bekendt er områdets vigtigste indtægtskilde. Men det er synd, at man tillader at mindske denne kilde ved at tillade monstrøse bunkere, der lige så godt kunne ligge ved Novosibirsk. Disse betonklodser er netop et billede på den masseturisme og udnyttelse, som specielt Costa del Sol bør forsøge at tage afstand fra.
Og hvorfor mener nogle, at netop chiringuito-branchen ikke skal overholde lovene? Giver grillede sardiner og coquinas med sand i ret til frit lejde?
Cirka 80 procent af barerne har stadig ikke åbningstilladelser, ejerne beklager sig over at de skal vente på, at kommunen og miljøministeriet træffer en beslutning og enten udsteder tilladelsen eller beordrer etablissementet revet ned, men man har ikke noget at frygte, hvis ens chiringuito bare ligger over 100 meter fra vandkanten og ikke er på mere end 150 kvadratmeter.
Sidste år lovede regeringen, at man ved indeværende års andet kvartal ville overgive bemyndigelsen over strandbarerne til Junta de Andalucía, men det er endnu ikke sket, men spørgsmålet er, hvilken forskel det vil gøre. En ulovlighed er en ulovlighed er en ulovlighed.
Til syvende og sidst – og når man ikke længere behøver betale otte euro for fem grillede sardiner og tre euro for et glas tinto de verano og når man i stedet for betonklodser får smagfuldt byggede strandbarer at se på – vil det vise sig, at implementering af lovgivningen er til turismens og dermed alles bedste.