Det danske magasin i Spanien
Spaniens første 7-stjernede hotel bygges i Almuñécar – og det af et dansk firma

Spaniens første 7-stjernede hotel bygges i Almuñécar - og det af et dansk firma

Det danske selskab Bahía Fenicia skal bygge hotel Angsana Punta de Mona på Punta de la Mona i La Herradura, Almuñécar. Det bliver Spaniens første, Europas andet og verdens femte 7-stjernede hotel.

Vi har talt med direktøren for Bahia Fenicia, Jesper Brinkmann, blandt andet om hvordan man lykkes at få en sådan kontrakt i hus, hvad der skal til for at få syv stjerner og hvorfor hotellet skal bygges netop i Almuñécar.

Hvem står bag Bahía Fenicia? Og hvad har I tidligere bygget?
Bahia Fenicia er ejet af Niels K. Thygesen. Han har betydelig erfaring som developer og var én af stifterne af koncernen Keops, som midt i 0’erne havde en balance på over to milliarder euro. Niels K. Thygesen har udviklet, bygget og ejet fast ejendom i flere lande i Europa, herunder en række hotelejendomme i Danmark, som for eksempel Hotel Neptun, Hotel Savoy og Hotel Lyngby Mølle, samt i det øvrige Skandinavien, Tyskland og Storbritannien.

Hvordan kommer et dansk firma til at bygge et 7-stjernet hotel i Spanien?
I slutningen af 1990’erne blev Niels K. Thygesen tilbudt at købe et landbrugsareal i Almuñécar. Siden har han i Bahia Fenicia-regi tilkøbt tilstødende grunde, således at virksomheden i dag kontrollerer mere end 70 procent af den sektor, hvor hotellet skal ligge.
I første omgang var tanken at bygge et ressort i spansk stil, meget svarende til andre produkter på Kysten. Projektet var en stor succes, og samtlige udbudte lejligheder blev revet af hylderne.
Imidlertid kom projektet i klemme i en tvist mellem kommunen og Junta de Andalucía, og vi måtte stoppe byggeriet i slutningen af 2006.


I perioden siden byggestoppet har Bahia Fenicia løbende evalueret markedssituationen, ikke mindst finanskrisen. De konsekvenser, krisen har haft på boligmarkedet, bevirkede, at tiden var løbet fra det oprindelige projekt.
I processen gik det op for os, at den attraktive beliggenhed i første række til havet og med udsigt til Marina del Este og Almuñécar var yderst efterspurgt af nogle af verdens førende hoteloperatører. Og at beliggenheden svarer til en strandvejsgrund i Danmark og derfor fortjener et byggeri, der er i den allerbedste bygningsmæssige kvalitet.
Erkendelsen førte til et forhandlingsforløb med fem-seks af hotelkæderne, som endte med, at vi i september 2010 underskrev en aftale med Banyan Tree. I mellemtiden har alle køberne af det oprindelige projekt fået sit depositum tilbagebetalt.
Vores særlige kompetencer er nok et sammenkog af den organisation, vi har sat sammen gennem de seneste år. Både bygningsmæssigt, finansielt og administrativt har vi medarbejdere, der har evner og erfaringer, som matcher det projekt, vi er i gang med at realisere. Men når alt kommer til alt, kan vi ikke se bort fra, at det allervigtigste er, at vi har en byggegrund med en unik beliggenhed i første række til Middelhavet, og hvor hældningen (det er nærmest en bjergside med gennemsnitligt 40 graders hældning) gør, at alle bygningsenheder vil kunne have uhindret udsigt – dels til havet, men også til havnen og Almuñécar.

Har I fået alle tilladelserne fra myndighederne? Hvordan har kommunen og Junta de Andalucía bidraget til at få projektet hertil?
Alle grundlæggende tilladelser til projektet er på plads, og der forestår et fortsat samarbejde med myndighederne for at sikre gennemførelsen af de øvrige administrative processer som f.eks. udstedelse af byggetilladelse, klassifikationen af hotellet m.m.
Kommunen og Junta de Andalucía har ikke bidraget direkte til at få projektet til Andalusien, men efter Bahia Fenicia Residencial havde underskrevet kontrakten med Banyan Tree, har de lokale, regionale og nationale myndigheder alle udtrykt stor glæde og tilfredshed med nyheden om, at et ressort af denne kategori placeres på Costa Tropical, og de er nu alle positive aktører i projektet.

Hvorfor netop i Almuñécar? Hvad har byen og området, som andre områder i Spanien ikke har?
Costa Tropical i almindelighed og Almuñécar i særdeleshed har ikke gennemgået den udvikling siden 60’erne, som Costa del Sol er præget af. Bebyggelsesgraden er forsvindende lille sammenlignet med de områder, der traditionelt tiltrækker feriegæster.
Det skyldes i betydeligt omfang topografien på østsiden af Málaga, hvor bjergene gør det vanskeligt og dyrere at foretage bygningsmæssig udvikling.
Og det er netop årsagen til, at Almuñécar i højere grad tiltaler det eksklusive segment, som vores projekt henvender sig til. Man ønsker nu et alternativ til f.eks. Marbella, hvor bygningstætheden af forskellige årsager har nået et maksimum.
Derudover vil nærheden til skisportsmuligheder i Sierra Nevada givetvis tiltrække gæster i en periode, hvor belægningsprocenterne på hotellerne i Spanien traditionelt er lave. Det er faktisk muligt at køre til Granada på under en time (og på 45 minutter, når motorvejen mellem Almuñécar og Motril er færdig), og i helikopter er transporttiden ikke meget mere end et kvarter. Og da pisterne i Sierra Nevada ligger meget højt (3.400 meter), er sæsonen lang, så ski om formiddagen i bjergene og badning i Middelhavet i Almuñécar om eftermiddagen er faktisk muligt i april måned.
Endelig er Almuñécar en by med både historie og sjæl – en historie, der går 3.000 år tilbage i tiden – og som har været befolket af fønikere, romere og maurere (den første maurer landede efter sigende på stranden i Almuñécar), før spanierne fik kontrol.

Hvilke faciliteter og infrastruktur skal bygges eller opgraderes i området?
Grundlæggende er infrastrukturen i Sydspanien af en meget høj standard. Det gælder i hvert fald motorvejsnettet, som er noget af det bedste i Europa.
Men der er ingen tvivl om, at nogle veje i nærområdet vil skulle have en overhaling. I den sammenhæng har myndighederne utvetydigt givet udtryk for at ville foretage de fornødne istandsættelsesarbejder.
Derudover regner vi også med, at f.eks. detailhandlere i den dyrere kategori nu får mod på at placere butikker i nærområdet – ikke mindst, fordi ressorten ligger på Punta de la Mona, som i forvejen er kendt for at tiltrække et købedygtigt publikum.
Også bedre restauratører får antagelig øjnene op for mulighederne i Almuñécar – naturligvis i sund konkurrence med hotellets restaurant, som bliver i den allerbedste klasse.

Hvordan er beliggenheden?
Det er naturligvis en force for hotellet og ressorten, at det ligger i Punta de la Mona, som ubestridt er det mest eksklusive område på Costa Tropical.
Og grunden nyder godt af den idylliske udsigt til områdets lystbådehavn, Marina del Este, som med både i den pænere og dyrere klasse bærer præg af områdets beboere.

Hvordan kommer hotellet til at påvirke samfundene i og omkring Almuñécar?
Der er ingen tvivl om, at et hotel i den absolutte verdensklasse vil påvirke det omkringliggende samfund. Højst sandsynligt vil det give området et kvalitetsmæssigt løft, og andre vil antagelig få mod på at realisere projekter, som tidligere har været vanskelige at løfte. Det gælder både hotel- og boligprojekter i den dyrere ende, men også større anlægsarbejder – golfbaner, lystbådehavne, etc.
Det forventes, at hoteloperatøren vil skulle ansætte omkring 600 medarbejdere til drift af hotel og ressort i øvrigt. Dertil kommer naturligvis afledte arbejdspladser (ex. detailhandel og restaurationer i lokalområdet) i et ikke-ubetydeligt omfang, og beskæftigelse af hundredvis personer under byggeriet.

Hvornår tages første spadestik?
Efter planen påbegyndes bygningsarbejderne 1. december 2011, men allerede i løbet af foråret vil infrastrukturarbejderne (etablering af veje, forsyningsledninger, etc.) blive igangsat.
Hotellet forventes af kunne tages i drift i slutningen af 2013.

Bliver Banyan Tree Holdings managementselskab eller ejer af hotellet?
Banyan Tree vil stå for hoteldriften. Bahia Fenicia vil fortsat eje både hotelgrund og –bygninger.

Hvad får endelig Banyan Tree til Spanien?
Banyan Tree har hoteller i blandt andet Phuket, Bali og Seychellerne. Selskabet har en erklæret vækststrategi, i særdeleshed i Europa. Det sker dels under brandet Banyan Tree, men især under navnet Angsana.
I Europa er der en række projekter i støbeskeen – blandt andet også i Grækenland og i Portugal.

Hvad finder man på et 7-stjernet hotel, som man ikke finder på et 5-stjernet?
I Fjernøsten er Banyan Tree kendt for at være førende inden for luksus hotelressorts samt for deres enestående service- og kvalitetsniveau. Og det niveau, der vil blive tilbudt gæsterne, adskiller sig markant fra traditionelle europæiske 5-stjernede hoteller.
Kombinationen af Fjernøstens høje serviceniveau og gæstfrihed samt skandinavisk kvalitet og design gør dette projekt unikt i Europa. Ressorten kommer til at udmærke sig ved netop gæstfrihed, fuldstændig diskretion for gæsterne samt en yderst luksuriøs spa, hvilket løfter hotellet op i kategorien syv stjerner. Den officielle hotelklassifikation går på nuværende tidspunkt til fem stjerner, og vi forhandler derfor med myndighederne om klassifikationen af dette hotel.
Eftersom designet endnu ikke er helt færdigt, ligger hotelværelsernes endelige størrelse ikke klart. Der er dog ingen tvivl om, at størrelserne vil svare til hotellets 7-stjernede niveau.


Kort om Hotel Angsana Punta de Mona
Hotellet skal åbne: 2013.
Budget: 230 millioner euro.
Grunden: 13.000 m2.
Antal værelser: 200.
På boliggrundene er byggemulighederne godt 30.000 m2. Boligtyperne vil blive mikset mellem lejligheder, rækkehuse og egentlige villaer – størrelsesmæssigt alt fra 75 m2 til 400-500 m2. Alle vil få uhindret havudsigt og blive udstyret svarende til et 7-stjernet produkt – blandt andet med individuelle swimmingpools samt anvendelse af hotellets faciliteter som pool, spa, fitness sal, samt services.

Kort om Jesper Brinkmann
Født: 1969 i Aarhus.
Privat: Bor her med sin hustru Anita samt lille datter. De forventer at blive, indtil projektet er afsluttet, antagelig om fem år. På det tidspunkt er datteren klar til skolestart, og familien regner med at tage tilbage til Danmark.
Uddannelse: Erhvervsadvokat.
Karriere: Som ung jurist tilbragt nogle år i Justitsministeriet – blandt andet som ministersekretær for Frank Jensen (nu overborgmester i København). Har senest været partner i Eversheds, et af verdens største advokatkontorer, hvor han samarbejdede med visse af Niels K. Thygesens virksomheder og blev derfra i 2009 rekrutteret til jobbet som direktør for Bahia Fenicia.

Fem hoteller med syv stjerner
Dubai: Burj Al Arab
Caribien: Seven Stars
Beijing: Morgan Plaza
Iran: Flor of the Orient
Milano: Town House Gallery
Der er også planer om at opføre et i Istanbul, Islamabad og Valle Sagrado de los Incas i Peru.

Af Jette Christiansen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.