Din ryg er en kompliceret sammensætning af muskler og led, og de fleste af os har prøvet at få pludselige rygsmerter, som udløses af og til af en ellers harmløs bevægelse. Desværre forsvinder smerterne tit ikke lige så hurtigt, som de dukkede op, og selvom smerterne for mange vil aftage og forsvinde efter en uges tid, er der altid en procentdel for hvem smerterne bliver hængende meget længere, hvis der ikke bliver gjort noget ved problemet. Når smerterne er væk, er de fleste lettede og glemmer helt, at de sagtens kan komme igen. Derfor er det vigtigt at forebygge, så du ikke står i samme situation igen og igen.
Akutte eller kroniske smerter?
Det er tiden, der definerer, om der er tale om akutte eller kroniske rygsmerter. Kroniske rygsmerter betyder nemlig ikke nødvendigvis, at der ikke kan gøres noget for at afhjælpe dem, men blot at de har været til stede længere end seks uger. Men hvis du ofte oplever at have de akutte smerter, kan dette dog godt være et tegn på en svag ryg, og dermed vil du have en øget risiko for, på sigt, at udvikle kroniske smerter.
Smerter og symptomer fra ryggen kan være alt fra harmløse gener til alvorlige situationer, der kræver øjeblikkelig tilsyn af en speciallæge.
Symptomer som:
• Smerter og/eller nedsat kraft i et eller begge ben.
• Vandladningsproblemer sammen med rygsmerter.
• Smerter eller følelsesløshed i det såkaldte ridebukseområde.
– skal du være opmærksom på, og når de opstår, skal man søge læge. For dig, som derimod oplever rygsmerter uden disse faresignaler, vil det hjælpe dig at få behandling, og at styrke din ryg.
En svag ryg giver problemer
En svag ryg vil lettere bukke under for de påvirkninger, som giver rygsmerter. En stærk ryg vil derimod kunne redde dig. Et godt eksempel kan være vores siddestilling. Vi har hørt det mange gange før, men det er der også en grund til. Der er nemlig en vigtig pointe i at være opmærksom på sin siddestilling. Hvis du sidder på en plan flade, som en stol, og samtidig falder sammen, så du krummer i din ryg, belastes hver enkelt bruskskive mellem sine ryghvirvler og forøger risikoen for at få eksempelvis diskusprolaps. Den krumme siddestilling vil samtidig også overstrække de fiberbånd (ligamenter), som holder knoglerne sammen i deres led, hvilket gør dem for løse og fleksible. Sker det, skal dine muskler gradvist kunne overtage opgaven med at holde leddene i den korrekte stilling. Hvordan du kan træne musklerne til dette, kan en fysioterapeut hjælpe dig med. Går du i gang med at styrketræne eller lave øvelser, er det vigtigt at huske, at der skal være balance omkring din rygsøjle. Med balance menes, at styrken og den rette holdning i ryggen kræver, at man arbejder med såvel mavemuskulaturen, som ryggens forreste muskelgruppe og rygmusklerne som ryggens bagerste muskelgruppe.
Få øvelser af din fysioterapeut
Der er dog ingen grund til at begynde at puste og se billeder af Arnold Schwarzeneggers muskler på din nethinde. Meget mindre kan gøre det, hvis du vil have en sund ryg. Faktisk kan du styrke din muskulatur omkring ryggen med et overskueligt udvalg af rygøvelser, som du kan få hjælp til hos fysioterapeuten. En tid hos fysioterapeuten kan være en god investering på lang sigt, hvis du allerede nu lider af ”småproblemer” i ryggen, eller engang imellem må sige nej til havearbejdet eller til at hjælpe naboen med en parasolfod af frygt for, hvad følgerne kan blive.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001